Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Sov ikke hjemme i nat ...

Natten i det trange fiskerpakhus i Københavns nordre havn havde været lang og kold. Og tavs. Gennem ruderne havde vi kunnet følge søgelysenes skarpe spejden hen over Middelgrundsfarvandet, og rundt omkring os til alle sider blinkede signalfyrene. Himlen var stjernelys, huse, skibe og kranse tegnede sig silhuetklart.

Det var en nat, der ikke indbød til flugt. Den afdækkede i stedet for at tilsløre de mange mirakuløse foreteelser, der var i gang langs hele den sjællandske østkyst, og som havde været i gang hver eneste nat, siden Gestapo begyndte jagten på de danske jøder fredag den 1. oktober, den jødiske kalenders nytårsdag året 5704.

Men hvad natten ikke evnede, havde morgenstunden formået. Dæmringen sænkede et gråt tågeslør ned over kystlinjen, og skærmet af dette barmhjertige tæppe tilbagelagde vi distancen fra pakhuset til den lille fiskerbåd, hvor vennehænder hjalp os om bord og bragte os i skjul under smalle, mørke men sikre og tætte luger.

Og nu, efter godt en times sejlads, var den svenske eksterritoriallinje i Øresund passeret. Lugerne blev skubbet til side, frysende og lidt fortumlede kravlede vi op på dækket og blændedes af den blå efterårshimmel og den skarpe sol. Foran os lå Sveriges kyst. Vi var i sikkerhed bag den usynlige grænse, over hvilken Gestapos magt ikke rakte.

Hvad vi sagde til de to fiskere, der førte båden, var ikke meget. I dette øjeblik oplevede vi, at ordet tak er størst, når det siges alene, og at et håndtryk ikke behøver ledsages af ord. Hvad vi følte, var det samme som tusinder andre havde følt og andre tusinder ville føle, når de passerede den grænselinje, som gav dem sikkerhed mod de tyske forfølgere. Det var en følelse af befriethed og bevægethed, som altid vil afbilde sig skarpt i erindringen hos dem, der oplevede bitterheden ved at skulle forlade deres land og lykken ved at kunne gøre det.

I samme nu, da vi med den sidste bådslængde lagde dansk territorialfarvand bag os, blussede taknemligheden mod vore landsmænd op i en følelse, som er stærkere end nogen, der både før og efter flugten har fyldt vore sind. Stærkere end angsten, mens vi skjulte os for dem, der jagede os, stærkere end sikkerheden, som omgav os i landflygtigheden.

Vi var fem i den lille fiskerbåd. Fem bragt sammen ad dunkle veje og af ukendte mennesker, til hvem vi blindt og tillidsfuldt havde overgivet vor skæbne. De to ældste i selskabet var en københavnsk handelsrejsende og hans søster. Dernæst den ene af mine to søstre og jeg selv. Den femte var en ung sabotør.

 

DET VAR OM AFTENEN den 29. september, jeg med stor pludselighed måtte bryde op fra mit hjem og arbejde i en sjællandsk provinsby. “Sov ikke hjemme i nat,” lød stemmen i telefonen.

Som de allerfleste andre jøder havde jeg indtil dette tidspunkt ignoreret alle de advarsler, som med større og større sikkerhed nåede ud fra orienterede kredse i hovedstaden, og som i øvrigt først var sivet ud gennem visse tyske kilder. Skønt jeg med adskillige andre havde forudset den kommende skærpede udvikling også blandt jøderne i Danmark, og skønt begivenhederne den 29. august ikke længere kunne berettige nogen tvivl, var der kun få, som tog varslerne om de forestående jødepogromer alvorligt. Tanken om jødeforfølgelser i Danmark forekom absurd. De fleste nægtede at fatte den, og det var ikke mindst jøderne selv, som afviste dem, der vidste bedre besked, og som ofrede dag og nat på at bringe budskabet så vidt omkring som muligt.

“Jeg håber, vi ses igen,” var min moders slutbemærkning, da jeg sidste gang talte med hende i telefonen. Det var slutbemærkningen i alle samtaler mellem dødeligt opskræmte jøder, inden de splittedes for alle vinde og søgte ly for den kommende udladning.

Selv var jeg måske ikke i nogen umiddelbar fare. Jødernes antal i provinsen i Danmark var ikke stort, jeg var vistnok den eneste i byen og befandt mig under kategorien blandede ægteskaber, som efter sigende ikke skulle være truet af Gestapos jagt.

Men uvisheden om, hvor længe man skulle kunne stole på dette tilsagn, som i øvrigt først adskilligt senere blev officielt formuleret, var for stor til, at jeg for min hustrus og egen skyld kunne undlade at reagere. Og resultatet blev også for mit vedkommende, at jeg brød op fra hjemmet midt i natten og sammen med hustru og barn søgte ly hos trofaste venner. De tog imod os med en hjertelighed, der var sædvanlig for dem, og som i denne nat og de følgende nætter strømmede imod Danmarks jøder fra tusinder af hjem.

“Det er i dag en ære at være jøde i Danmark,” sagde familiens husherre.

Dagen efter opbruddet forlagde jeg mit ophold til en nabokøbstad, hvor jeg genså min moder for en kort tid, og hvor jeg i telefonen ved hjælp af skjulte ord fra nye, men trofaste venner i hovedstaden erfarede, at den ene af mine søstre var nået velbeholdent til Sverige – redningens land, som uden begrænsning havde åbnet et tilflugtssted for de danske jøder.

Mit eget flugtforsøg førte mig til hovedstaden seks dage efter jødeforfølgelsernes iværksættelse. De grønne Gestapo-soldater patruljerede flokkevis i gaderne. De havde udrettet deres værk, men ikke fuldført det. Næsten 500 jøder var blevet “skilt ud fra det offentlige liv i Danmark” og slæbt om bord i deportationsskibene ved Langelinie.

Men de øvrige tusinder af jøder var enten ved danske hænders hjælp nået i sikkerhed i Sverige eller befandt sig endnu i skjul langs kysterne i pakhuse, fiskerhytter og bondegårde for senere at blive ført over Sundet. I Københavns gader sås ikke en eneste jøde. Antagelig har jeg denne dag været den eneste, som færdedes åbenlyst i byen.

Hovedstadens befolkning var endnu præget af det lammende indtryk af begivenhederne 1. oktober. Smilet havde forladt københavnerne. Menneskejagten havde grebet byens borgere dybt i deres sind. Jeg kørte en stor strækning af byen igennem i sporvogn et par gange, og ofte strejfede jeg på gaderne tæt forbi Gestapo-soldaterne. Mit udseende kunne næppe røbe mig. Heller ikke mit udstyr. Det var begrænset til en mappe med nattøj og tandbørste. I min inderlomme lå mit rejsepas og 2.000 kr. til rejseomkostningerne. Det var penge, jeg et par år i forvejen havde været så heldig at få tildelt af min faglige organisation til en studierejse netop i Sverige. Udrejsetilladelse havde jeg dengang selvfølgelig ikke kunnet opnå. Nu gjorde udviklingen dette problem overflødigt.

Uden mange formaliteter havde jeg fået en ordning med en af de bestående faglige organisationer og de talrigt pludseligt opdukkende organisationer, som i et mesterligt samvirke i nøje tilslutning til offentlige myndigheder, institutioner og hospitaler og under ledelse af en dirigerende stab på et halvt hundrede personer med kontor i De Gamles By forestod det største humanitære arbejde, der nogensinde er udført i Danmark.

 

JEG MÅTTE FINDE et tilholdssted, hvor jeg kunne afvente nærmere besked. Ad mærkelige veje genså jeg på en gade i den indre by min hustru, som ad andre tilslørede veje havde mødt nogen, der havde givet hende en adresse til nogen, som også havde en adresse, hvor man nu ventede mig.

Med åbne arme blev jeg modtaget hos ukendte venner på Islands Brygge, hvor blandt andre min søster havde holdt sig skjult i elleve døgn, mens hun ventede på flugtmulighed. Det var venner, som i disse dage og nætter havde lagt alle dagliglivets private interesser til side for at ofre sig helt for de danske jøder. De havde påtaget sig at skaffe min søster af sted og trættedes ikke et øjeblik, skønt uheldet forfulgte hende ved hver en lejlighed. Hun havde de danske nazisters særlige bevågenhed fra frikorps-episoderne i National-Scalas varieté sommeren i forvejen, og hun var allerede en gang blevet sporet, da hun var på vej til en nordsjællandsk havn. 5-6 forsøg var glippet, før hun nu igen skulle af sted.

Forgæves også denne gang. Derimod skulle vejen vise sig at være fri og sikker for mig. Og mit held blev hendes held. Mine ukendte venner måtte sent på eftermiddagen forlade lejligheden. De viste mig en pistol og forklarede mig, hvordan jeg skulle håndtere den, hvis Gestapo dukkede op. “Skyd et par stykker ned, før De selv bliver taget,” var deres råd. Det blev ikke aktuelt. I stedet kom den ventede opringning fra mine hjælpere, som bad mig komme omgående.

Jeg var nået et halvt hundrede meter ned ad gaden på vej til mit første mødested, da en droschebil kørte op foran gadedøren. En instinktiv anelse fik mig til at vende omkring og gå tilbage til bilen. Det var et af de træf, som undertiden får folk til at spekulere over, om heldet er mere end en tilfældighed. I bilen var min søster og ledsageren.

Det var et træf stik imod vore bestræbelser på så vidt muligt at holde os klar af hinanden for at formindske risikoen for familien som helhed, men samtidig for min søsters vedkommende et træf, der gjorde lykkeligt ende på elleve døgns nerveanspændende og indtil nu forgæves forsøg på at komme gennem Gestapos og de danske nazisters net.

Fra en københavnsk bladredaktion, hvor vi fik de første instruktioner, gik nu færden med sporvogn gennem den mørke by til en adresse i en gade ved Sortedamsdosseringen, hvor folk, der også på anden og endnu mere aktiv måde har gjort sig fortjente i den underjordiske modstandskamp, havde stillet deres lejlighed til rådighed som opsamlingscentral for flygtende jøder.

Vi havde stadig følgeskab af en ven, som i de elleve døgn helt havde helliget sig min søsters sikkerhed, skønt han selv var jaget af Gestapo for underjordisk arbejde. Han ville vide hende godt af sted, skønt han selv udsatte sig for fare ved at færdes i gaderne.

Senere ramtes denne mand af en skæbne, som er mere bitter end den, der er blevet andre patrioter til del. Han måtte sluttelig selv sammen med sin familie flygte for Gestapos efterstræbelser, men under overfarten kolliderede hans båd med et andet skib, og to af hans børn druknede i Øresund. En tragisk ubarmhjertighed mod en mand, der havde været med til at redde hundreder af mennesker over Sundet.

Opholdet hos vore nye, ukendte venner i den rolige gade ved Sortedamsdosseringen blev kort og gjordes smukt og så harmonisk, som det var tænkeligt ved en umiddelbar hjertelighed fra vore værtsfolks side. Det mest forbavsende var, at vi følte os mere slåede af vore hjælperes ængstelse for vor skæbne, end af vores egen frygt for den fare, i hvilken vi befandt os. Det var en erfaring, sikkert adskillige gjorde under de forskellige stadier af deres flugt.

Nerverne holdt, mens vi oplevede farens samtlige øjeblikke, men de fleste gav efter for reaktionen, som indfandt sig, da vi nåede i sikkerhed på den svenske kyst. Faren synes aldrig større, end når den er overstået.

For vort vedkommende manglede endnu et par stadier. Først turen gennem de mørke gader til et nyt opsamlingssted i mere umiddelbar nærhed af havneområdet. Her stiftede vi det første bekendtskab med personer i samme situation som vi, ejendommeligt nok også et søskendepar. Broderen stærkt ophedet, indpakket som han var i tre sæt undertøj, tre skjorter, to sæt tøj og to overfrakker – den eneste mulighed for i dette tilfælde at medbringe lidt af sine ejendele – søsteren derimod ængstelig og frysende, skønt også hun havde iført sig en væsentlig del af garderobeskabets indhold.

Også vore nye værtsfolk mente os det godt. Ved midnatstid blev en kop te serveret tillige med et uoverskueligt antal fade med brød, men appetitten lod noget tilbage at ønske. Så meget heftigere var trangen til cigaretter, som er en bedre stimulans, end jeg nogens sinde før havde troet.

 

KLOKKEN 0,30 VILLE VI blive afhentet til den næstsidste del af vore velovervejede omflytninger fra sted til sted. Fem minutter før blev der givet luftalarm. Det så ud til at skulle ødelægge vore chancer, fordi det ville være for mistænkeligt at spadsere gennem mørklagte gader på et alt for sent tidspunkt af natten.

Men afblæsningen kom hurtigere end sædvanligt, og umiddelbart efter genoptoges den afbrudte udvikling af flugtens faser. Det ringede på døren, og en hjælper trådte ind for at ledsage os til det pakhus i Nordhavnen, der skulle være vort tilholdssted for resten af natten. Forinden blev betalingsspørgsmålet diskret ordnet.

“Det var vist 2.000 kr.,” bemærkede jeg spørgende.

“Hvis det kunne bliver det halve, er De så villig til at overlade os resten til fordel for andre,” var hjælperens spørgsmål.

“Selvfølgelig.”

Fra turen gennem Østerbros gader og Frihavnen husker jeg ikke meget andet, end at det stadig forekom mig, at nogen forfulgte os, og at forfølgeren viste sig at være skøderne på min regnfrakke, der smældede sammen med et lille pust for hvert andet skridt. Videre en tysk marinesoldat, som vi traf i en omdrejning, og som selv drejede omkring for at dyrke mere personlige interesser end dem, i hvilke Gestapo var engageret, samt en dansk politibetjent, der standsede mig for at spørge om klokken i skæret fra hans lommelygte, og bagefter takkede ved næppe hørligt at hviske: Lykkelig rejse.

Vi hørte rådhusklokkerne slå de sidste slag før natten, og vi hørte dem slå de første om morgenen, og i mellemtiden havde vi tavse og forsigtige siddet ubevægelige og anspændte på pakhusloftets bræddegulv, først ængstelige for at de skarpe fyrglimt skulle afsløre vore silhuetter bag ruderne, siden bekymrede ved det tiltagende lysskær fra himlen, sluttelig, forfrosne, forvågede, taknemmelige over morgentågen, der duggede den blanke vandflade.

Så hørtes fiskerstemmer i den lydløse dæmring, en nøgle der blev drejet om ... motoren, der startede, støvletramp over skibslugerne, som blev presset godt fast, mens vi selv forsøgte at presse os så tæt sammen, at vi alle kunne være i sildekasserummet, og endelig motorens rytmiske lyd, som bibragte os fem inde i det mørke, trange rum den mest bevægende fornemmelse i alle disse bevægende dage.

Følelsen af at være på vej mod et sted, hvor mennesker ikke bliver jaget.