Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Välkommen hit ...

SØNDAG DEN 3. OKTOBER 1943 offentliggjorde det svenske udenrigsministerium sit tilbud om at modtage samtlige danske jøder i en fristat i Sverige. Denne officielle deklaration indeholdt også meddelelsen om Sveriges demarche den 1. oktober i Berlin, i hvilken den svenske gesandt over for de ansvarlige politiske instanser i Tyskland havde fremholdt de alvorlige eftervirkninger, som jødeforfølgelserne i Danmark ville fremkalde i Sverige

Skånesvenskernes sproglige reaktion til begivenhederne i Danmark var ikke helt så diplomatisk, men nok så udtryksfuld.

“Välkommen hit! Lyckligt Ni kom undan de tyska svinhundar ...”

Det var en af kystsoldaterne, som gav os denne første velkomsthilsen, da vi gik i land i Barsebäck i den tidlige morgenstund den 8. oktober. Det var en varm, solgylden høstmorgen. Sundet lå blankt og roligt efter endnu en bevæget nat, hvor nye strømme af flygtninge var kommet i land langs hele kysten og nye tragedier havde udspillet sig i de oprørte bølger.

Barsebäck er en lille, fredelig Øresundsby en mils vej nord for Malmø og med en venlig, umiddelbar befolkning, der i disse dage – som befolkningen langs hele den svenske kyst – bredte armene ud imod de danske flygtninge og gav dem alt, hvad de kunne give deres nødstedte medmennesker fra genbosiden. Husly, klæder, forplejning, men først af alt en hjertelig, medfølende og broderlig velkomsthilsen.

Det føltes vel at komme til Barsebäck, ligesom det føltes godt at komme til en hvilken som helst af de mange svenske kystbyer, hvor de danske fiskerbåde gled ind med deres menneskelast nat efter nat.

I disse dage var alt normalt liv i de svenske kystbyer suspenderet. Hele befolkningen deltog i hjælpearbejdet. Det var en flygtningeinvasion af vældige dimensioner og af aldrig hidtil set karakter. Denne nat var flygtningestrømmen imidlertid taget noget af efter de første døgns voldsomme omfang. Natten havde været for lys. Gestapo havde haft fordelen på sin side.

Til befolkningens åbenlyse skuffelse var der til Barsebäckkysten kun indkommet ca. 100 flygtninge, og vi fem, der sejlede ind i havnen i den lyse morgenstund, var de sidste i det pågældende døgn.

Da skibslugerne midtvejs ude over Øresund var blevet smækket til side, og vi frysende og fortumlede var kravlet op på dækket, havde vi kastet et blik tilbage på den svindende danske kyst – og straks derpå vendt os mod den svenske med en pludselig og voldsom henrykkelse, som for altid vil være selve uforglemmeligheden hos alle forfulgte danske, der oplevede at se den nære, reddende svenske kyst i solopgangens stråler eller i nattebelysningens skær.

Lykkelige var vi, mens vi blev hjulpet i land, men endnu ængstelige. Flugtens angst og kolde vurdering af de værste eventualiteter havde endnu ikke forladt os. Solen, den nye, forbløffende følelse af at være i sikkerhed forvirrede os. Tårerne var lykketårer. Hvis de da ikke var fortvivlelsens tårer over, at en mand, hustru, datter eller søn aldrig ville komme til at medopleve dette øjeblik, fordi de befandt sig i lasten på et tysk deportationsskib.

Välkommen hit ...

Vi så smil på alle de nye ansigter omkring os, og venlige, deltagende ord strømmede os i møde. Den bratte overgang fra mørket og angsten til venskab og hjertelighed overvældede og bedøvede vore følelser. Den åndelige anspændthed, i hvilken vi havde befundet os i mange døgn, slog om i en følelsesløs træthed – som end ikke veg, da vi pludselig, hvordan vi nu var bragt derhen, befandt os omkring morgenbordet i havnefogdens stue med duftende kaffe på kanden ...

 

KÄVLINGE SKOLE, et par kilometer længere nordpå, var denne egns opsamlingscentrum, hvor landsfiskalen i spidsen for de civile myndigheder organiserede flygtningemodtagelse 18 timer i døgnet. I skolegården samledes andre trætte flygtninge, som var kommet i land på de nærmeste kyststrækninger. Alle forvågede, alle endnu med angstens udtryk i øjnene. Her opdagede man de første bekendte, og her udveksledes de første hilsener, de første erfaringer og de første forlydender.

Er din mor også med? Nej, hun er ikke kommet over endnu. Men min søster er her. Vi ved bare ikke, hvor hun er havnet. Og jeres forældre? Gudskelov, vi er her alle sammen. Hvordan var jeres overfart? Skrækkelig. Den varede 13 timer, vi var syge alle sammen. Så var vi heldigere. Det tog kun halvanden time. Har I fået noget med over? Kun en enkelt kuffert, og I? Ikke en stump.

Hvad gav I for overfarten? 2.000 kroner pro persona. Men nogen har givet 10.000, nogen kun 500, og andre er kommet gratis over. Der er mange folk, som har betalt for andre. Rige folk har givet 25.000 for at komme over. Har I penge på jer? Ikke en øre, men vi har reddet livet.

Har I hørt, at Annas forældre er taget? Hun står derovre, lad være med at se derhen, hun græder ustandseligt. Hvor mange er taget? Kan man tro på alle de tal? Tænk, at hele vores familie er kommet over. Ved I, at den unge – et navn følger – er druknet? Han kæntrede med en jolle. Ved I, at – et andet navn følger – har svømmet over. Hun er gravid. Jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis nogen af os var blevet taget eller var druknet. Men hellere drukne i hvert fald ...

Ulykkerne i Øresund, under hvilke adskillige flygtninge satte livet til i mørket og forvirringen, gav flugten over Sundet endnu en dyster tone og øgede rædslen blandt jøderne på begge sider af vandet ... Tomme joller blev næsten hver morgen fundet drivende omkring i de svenske kystfarvande, lig drev i land hver eneste dag.

 

OPSAMLINGSSTEDERNE i de svenske kystbyer var følelsernes marked. Ingen formåede at lægge bånd på sig. Her kom den uendelige håbløshed til udtryk hos en søskendeflok, der havde mistet deres forældre under Gestapos razzia. Her stod man stum over for den vilde forbitrelse hos en moder, hvis søn, svigerdatter og barnebarn var kommet i tyskernes hænder. Her var man hjælpeløs over for den skrigende fortvivlelse hos en ung kvinde, hvis broder var deporteret.

Men her stod man også blændet af stoiskheden og den under generationer indprentede lidelsernes selvfølgelighed hos gamle ortodokse jødiske mænd, som uanfægtet af omgivelsernes pinsel søgte et roligt sted, hvor de morgen, middag og aften kunne fuldføre den foreskrevne gudstjeneste, som måtte fuldføres hvad der end skete i verden. Og fuldføres så rituelt grundigt og samvittighedsfuldt, at de hellere blev endnu et døgn på stedet end satte sig op i det rekvirerede ekstratog, der skulle føre dem til et komfortablere logi inde i landet.

For det var den store forsoningsfest, Jom Kippur, den største jødiske højtidsdag, der er helliget 24 timers streng faste og gudsdyrkelse, og intet kunne rokke ved denne kendsgerning, end ikke den omstændighed, at deres Gud efter alt at dømme åbenbart just havde forladt dem. Selv lige undsluppet den dødelige fare, men måske med en hustru eller et barn på vej mod uvishedens skæbne, anråbte de deres fædres Gud om forsoning.

Og ekstratoget måtte vente i 24 timer.

Dog, det var ikke kun den håbløse sorg og den gudhengivne fatalisme, som fik deres mest usammensatte udtryk på opsamlingspladserne ved Øresundskysten. Også den over al måde store, mirakelprisende lykke var til stede blandt disse mennesker. Lykken over at genfinde en slægtning eller en ven, lykken over at høre fra anden, tredje eller bare fjerde hånd, at ens mor eller søster var kommet vel i land et andet sted på kysten. Lykken over at heldet havde været med hele familien, og at alle var levende i behold.

Men mest var det angsten og spændingen, som prægede flygtningene. De fleste havde endnu slægtninge på den danske side af Sundet. Kommer de i nat? Det var det stille, frygtsomme spørgsmål, som alle rettede til alle.

Selv havde jeg endnu min mor på den anden side Øresund. Slipper hun over? Vennerne havde lovet det. Men ingen transport er 100 pct. sikker, havde de også sagt. Alligevel, vor tro på, at hun ville komme over, var 100 pct. Måtte være det. Tvivl måtte holdes nede. Vi så i hvert fald en opgave i at bevare vor ro og nervestyrke blandt de mange bekymrede, spørgende og nedbrudte skæbnefæller.

Hilsenerne, samtalerne, samværet gjorde efterhånden sin virkning. Det gik helt op for os, at vi befandt os i fredens land, hvor humanitet, frihed og ret var uantastede. Men endnu havde vi den største oplevelse tilbage. Aftenlysene i vinduerne og på gaderne. Havde nogen af os nogen sinde troet, at man kan blive ør af henrykkelse bare over at se lys?

Vi stod en efterårsaften på gaden under lygter og neon-reklamer og kunne se hinanden som ved højlys dag. Det var så forunderligt, at vi blev tavse. Der skulle gå mange måneder, før vi havde vænnet os til lysene. Hver aften blev en ny oplevelse. Som det ville være det snart for alle hjemme.

 

DET VAR SENT, før formaliteterne på opsamlingscentralen i Kävlinge skolegård var i orden. Køen, som begyndte tidligt på formiddagen, bevægede sig med tidløs langsomhed. Blanketter skulle udfyldes og nødfaldsviseringer udstedes, og mellem tidspunktet for disse to funktioner skulle samtlige flygtninge afhøres, lægeundersøges, bespises, orienteres.

Og samtidig skulle de også skrive breve. For at slægtningene og vennerne derhjemme kunne vide, at de var kommet godt over. Det var problematisk at opstille et brev, der intet måtte røbe, men alligevel skulle sige alt. Resultatet blev i praktisk talt alle tilfælde et kompromis mellem en fødselsdags- og en forlovelseshilsen.

Aldrig er der gået så mange lykønskningskort hjem fra Skåne til Danmark som i disse oktoberdage. Alverden hjemme i København fejrede pludselig fødselsdag, sølvbryllup eller grossererjubilæum. På mange andre brevkort var “til lykke med dagen” den endnu mere lakoniske hilsen.

 

OG SAMTIDIG SKULLE alle telefonere og telegrafere. Depecher sendtes i øst og vest, til fastboende slægtninge for at berette om ankomsten, eller til andre opsamlingspladser for at spørge efter forældre, børn, søskende. Telegrafstationen blev en ny følelsernes tumleplads.

Nedtryktheden kendte ingen grænser, når en telefonopringning var negativ, lykken var overstadig, når man hørte en elsket slægtnings stemme igen. De er kommet, de er kommet, skreg ægtefæller til hinanden, og deres tårer blev en klukkende strøm, om muligt endnu heftigere end før fortvivlelsens gråd.

Efterhånden begyndte mere timelige realiteter at vinde interesse. Spørgsmålet om, hvorhen man skulle videresendes, meldte sig med stigende styrke. Ville man være blandt de heldige, der takket være en telegrafisk indhentet garantierklæring fra svenske slægtninge eller tidligere ankomne familiemedlemmer fik lov til straks at rejse videre til en af storbyerne? Eller måtte man tage til takke med foreløbigt ophold på en af de talrige forlægninger, som den svenske stat havde oprettet rundt omkring i landet?

Vi bad og argumenterede for at undgå at komme til en forlægning, men netop denne dag var nye regler trådt i kraft for at indskrænke tilstrømningen til byerne, og ud på aftenen var vi alle forsynede med en billet, der var rejsehjemmel til en flygtningelejr. Atter var heldet med os. Men det vidste vi først bagefter, da vor transport – 92 flygtninge i alle aldre, deriblandt en halv snes danske modstandsfolk – var nået frem til Idrottsgården i Hindås ved Göteborg, som i nogle uger blev vort hjem.

Afskedens time slog i Kävlinge skole. Mens toget i den mørke nat førte os nordpå, gik de svenske marinefartøjer igen ud på deres hjælpende søgen i Øresund. Mens vi bag togvinduerne fulgte lyset langs med jernbaneskinnerne og ikke kunne blive trætte af at følge lyset, gled en ny strøm af skyggeagtige fiskerbåde ud fra mørke havne på den danske kyst for at føre nye hundreder af flygtninge over Sundet. Bort fra menneskejagten. Over til frihedens og lysets land.

Det var flugtorganisationernes indsats, som begrænsede omfanget af jødeforfølgelserne i Danmark. Omkring 95 pct. af jøderne blev reddet.

Endnu et antal kunne måske være undsluppet til Sverige, hvis Mosaisk Troessamfunds medlemsfortegnelser ikke, ved et nazistisk Köpenick-kup, var faldet i tyskernes hænder. Eller hvis alle jøder havde taget forhåndsadvarslerne bogstavelig alvorligt. Skønt 4,3 millioner jøder i Europa har lidt en grufuld død i løbet af de seneste 10 år (1933-1943, forf.), ville næsten ingen jøder i Danmark tro, at noget ondt kunne ramme dem.

Det var hjælpeorganisationerne, som reddede så mange tusinde jøder i Danmark. Men det var hele det danske folks holdning, der gav jøderne den moralske støtte og åndelige hjælp, som midt i fortvivlelsen tegnede sig for dem som et varmende håndslag fra landsmænd til landsmænd.

De danske biskoppers fordømmelse af raceforfølgelserne, udtrykt i hyrdebrevet, som den 3. oktober oplæstes i kirkerne, masseprotesterne fra de politiske partier og organisationer af enhver art, lukningen af universiteterne og alle de øvrige højere læreanstalter og mange gymnasier, meddelelsen om kongens personlige intervention, den internerede danske hærs protest mod frigivelsen på bekostning af jøderne – alle disse udtryk for menneskelig solidaritet og landsmandssind var for de danske jøder et bevægende og opløftende moment, et tegn på den samhørighed med landet og folket, som de selv altid havde betragtet som en indiskutabel realitet, og som det i denne stund var et livsbehov for dem at få bekræftet.