Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 5/2018

La “der des der”


For 100 år siden satte Tyskland og de allierede magter, herunder Frankrig, punktum for Første Verdenskrig i en togvogn langt ude i en skov.



I en skov ved Compiègne i Nordfrankrig aflægger tusinder af interesserede hvert år besøg på et museum, der huser den togvogn, hvor våbenhvilen blev underskrevet den 11. november 1918. Det er næsten 100 år siden, aftalen satte punktum på en af historiens blodigste konflikter.

 

Den rigtige togvogn, der i øvrigt blev anvendt en gang mere den 22. juni 1945, da Hitler som en slags hævn krævede, at franskmændenes overgivelse skulle underskrives her, blev ødelagt af tyskerne i april 1945 også på ordre fra Hitler. Egeskoven ved Compiègne var nøje udvalgt pga. sin afsides beliggenhed, hvor jernbaneskinnerne krydsede hinanden.

 

Efter krigen blev stedet officielt indviet den 11. november 1922 af Alexandre Millerand, republikkens præsident. I 1937 blev der rejst en gigantisk statue af Marskal Foch, øverstkommanderende for de allierede styrker i Frankrig og en af de vigtigste underskrivere af våbenhvilen. På en mindeplade kan man læse disse ord:

 

“Her bukkede det tyske storhedsriges stolthed under 11. november 1918 besejret af de frie folk, som det forsøgte at gøre sig til herre over.”

 

Våbenhvilen 11. november, der trådte i kraft i den ellevte time på den ellevte dag i den ellevte måned efter fire år, tre måneder og ni dages blodige kampe, blev underskrevet kl. 5 om morgenen mellem de allierede og tyskerne. Dog var der kamp indtil det sidste, hvor man mener at hen ved 11.000 soldater på krigens allersidste dag dræbtes, såredes eller meldtes savnet.

 

Nogle blev ovenikøbet dræbt et par minutter i elleve, bl.a. Augustin Trébuchon, den sidste franske soldat, dræbt af en kugle i hovedet kl. 10.45, mens han var på vej hen til sin kaptajn med en besked. Men dødsdagen for de, der omkom den 11. november, blev fremskudt til den 10. november af de militære myndigheder; man kunne nemlig ikke miste livet på selveste dagen for våbenhvilen.

 

 

VEJEN MOD FREDEN havde været lang, og umiddelbart efter Brest-Litovsk fredsaftalen, der blev indgået den 3. marts 1918 og satte punktum for konflikten mellem Tyskland og Rusland, havde Tyskland troet den kunne løbe af med den endelige sejr ved at sætte alle kræfter ind på Vestfronten.

 

I begyndelsen af juli måned truer den tyske hær selveste Paris. I månedens løb får de allieredes mod-offensiv slået tyskerne tilbage. Takket være de deltagende 42 amerikanske divisioner blev situationen vendt og tyskerne tabte fortsat terræn fra da af. Lidt efter lidt forstår den tyske chefkommando, at krigen er tabt. I Tyskland hersker en revolutionsstemning og oprøret bryder løs.

 

Den 5. november 1918 kl. 6 om morgenen modtager korporal Maurice Hacot, der sidder ved radiotjenesten i toppen af Eiffeltårnet, en besked i morsekode sendt fra byen Spa i Belgien. Tyskerne anmoder om våbenhvile. Beskeden sendes straks til den franske regering, og den 7. november møder en tysk udsendt for første gang allierede gesandter i skoven ved Compiègne.

 

Tyskernes håb er at redde ansigt, men de indser hurtigt, at de allierede i kraft af deres overlegenhed pålægger dem meget hårde vilkår. Situationen i Tyskland er tilligemed katastrofal: opstande, demonstrationer og strejker skyder op overalt i landet. Den 9. november abdicerer kejseren og flygter til Holland. Den 10. november accepterer den nye tyske regering ledet af en socialist at acceptere de allieredes krav.

 

Våbenhvilen, der blev indgået kl. 5 om morgenen den 11. november var først gældende i 36 timer. Derefter forlænget tre gange, stadig i togvognen, indtil Versaillestraktatens underskrivelse den 28. juni 1919. For tyskerne, der var tvunget til at dække de gigantiske krigserstatninger, var freden en bitter pille at sluge.

 

 

NYHEDEN OM VÅBENHVILEN skaber jubelstemning i landene og selvfølgelig også i Frankrig, hvor kirkeklokkernes ringen får folk til at strømme ud på gader og veje. Også i London og New York. På fronten er det pludselig stilheden, der “lyder” i stedet for kanonerne. Men resultatet af fire års krig er tungt: flere end 18 millioner døde, heraf 8,9 millioner civile. Oveni millioner af krigsinvalide.

 

I Frankrig døde 1,4 millioner soldater, hvoraf en fjerdedel er mellem 18 og 27 år! Alle familier er ramt. Ingen er blevet skånet, og aldrig har verden været vidne til et lignende blodbad. I Tyskland er prisen som skal betales forfærdelig. Landet skal af med næsten hele hæren, enorme summer skal betales, og der skal gives afkald på Rhinens vestbred og selvfølgelig Alsace-Lorraine. I Frankrig har konflikten tilintetgjort omtrent en tredjedel af landets rigdomme.

 

Faktisk sluttede krigen ikke helt den 11. november, eftersom man skulle bruge næsten to år på at demobilisere de fem millioner soldater, der befandt sig på Vestfronten, hvilket mange fandt helt urimeligt uretfærdigt. Men hvis efterkrigsårene i Tyskland var præget af vold og nazismens fremgang, er det fred og pacifisme, der kendetegner Frankrig og som udgør et politisk ideal i mellemkrigsårene, hvilket måske kan være en forklaring på Münchenaftalen i 1939.

 

I en berømt artikel fra 1934 skrev den franske forfatter Jean Giono, der var overbevist pacifist, “I tyve år er rædslen stadig at finde i mig trods livets op- og nedgange”. For ham som for mange andre tidligere krigsdeltagere skulle krigen fra 14 til 18 være den sidste af de sidste.

 

I tyverne skyder der monumenter op overalt i Frankrig for at mindes de døde. Omtrent hver en kommune har sit eget mindesmærke, betalt via støttekroner eller donationer. Den dag i dag, 100 år efter, nedlægges stadig kranse den 11. november til minde om de faldne i den store krig og alle de, der døde for Frankrig.