Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 3/2013

Daniel Cohn-Bendit, grøn og rød

Daniel Cohn-Bendit, en af hovedaktørerne fra studenteroprøret i maj 68, valgt som politiker for de grønne i EU og ballademager i fransk og tysk politik, går nu på pension som 68-årig.


For en hel generation er Daniel Cohn-Bendit symbol på det, man under ét kalder “maj 68-oprøret”. Det var faktisk på det tidspunkt, at den sociologistuderende på universitetet Nanterre i Paris blev berømt og stadig er det den dag i dag.

 

Maj 1968 i Frankrig var et vendepunkt i Frankrigs historie i anden halvdel af det 20. århundrede. General de Gaulle havde været ved magten i ti år, og Frankrigs økonomi havde været igennem en vigtig moderniseringsproces som følge af en længere periode med vækst. Samfundet var dog stort set forblevet traditionelt og gammeldags med værdier, som stod i modsætning til de unges værdier.

 

Det var på denne baggrund, at ”Bevægelsen af 22. marts” kom til verden i Nanterre i marts 1968. Lynhurtigt griber den om sig, og Daniel Cohn-Bendit bliver en af bevægelsens vigtigste aktører. Han er tæt forbundet med anarkisterne, og hans store situationsfornemmelse samt oratoriske evner gør ham til talerør for en ungdom, der tørster efter anerkendelse, og hvis smag og interesser ligger fjernt fra størstedelen af franskmændenes.

 

Maj 68 er et oprør, der ofte kan minde om en fest, til tider voldsom og med slagord, der vidner om de unges lyst til forandring. For at nævne et par af dem, selv om de forekommer at være fra en fjern tid: ”Det er forbudt at forbyde”, ”Vær realistisk, kræv det umulige”, ”Marx er død, Gud er død, og jeg har det også selv dårligt”.


Et af slagordene ”Under brostenene, stranden”, som stod skrevet på Paris’ mure, minder om de voldsomme demonstrationer, hvor studenterne tog brostenene op fra vejbelægningen i Paris’ gader og derved blottede sandet nedenunder. Den 3. maj 1968 besætter Daniel Cohn-Bendit sammen med andre studerende Sorbonne-universitetet. Han bliver berømt i hele Frankrig, da det nationale TV, der selv er ramt af strejkerne, inviterer ham ind i TV for med to andre at forklare en måbende befolkning, hvad der sker i gaderne.

 

Den 21. maj rejser han på en kort tur til Tyskland men ”Røde Danny” som han også kaldes, får forbud mod at komme tilbage til Frankrig. Det lykkes ham dog alligevel op til flere gange, hemmeligt selvfølgelig, indtil forbuddet 10 år senere, i 1978, endelig ophæves.

 

”Vi er alle sammen tyske jøder”

Hvordan kunne Frankrig overhovedet forbyde ham at vende tilbage, da han jo blev født i Frankrig, i Montauban, den 4. april 1945? Fordi Daniel Cohn-Bendit ikke er fransk men ud af en familie af tyske jøder, der flygtede til Frankrig ved nazisternes magtovertagelse i 1933. I 1945 ønsker hans forældre at drage til USA, og derfor bliver han ikke tilmeldt kommunens personregister.

 

Af samme grund er Daniel Cohn-Bendit statsløs, indtil han bliver 14 år. Da han ikke vil aftjene værnepligt i Frankrig på et tidspunkt, hvor hæren er indblandet i de blodige kolonikrige, vælger han i stedet tysk statsborgerskab. Han tager til Tyskland for at bo sammen med familien, inden han indskriver sig på universitetet i Frankrig i 1965.

 

Det officielle Frankrig i maj 1968 er mere end lykkelig for på denne måde at kunne slippe af med uro-elementet, selv om forbuddet mod at vende tilbage til Frankrig afstedkom voldsomme demonstrationer, hvor de solidariske studenter råbte: ”Vi er alle sammen tyske jøder”. Maj 68 fortsætter uden ham, studenterbevægelsen bliver folkelig og munder ud i generalstrejker, der lammer landet, men efter langvarige forhandlinger mellem arbejdsgiverne og fagforeningerne, stiger minimumslønnen næsten med 35%. Politisk bliver det en rolig periode med valg og en jordskredssejr til gaullisterne.

 

Liberal anarkist

Efter maj 68 bliver Daniel Cohn-Bendit boende i Tyskland, i Frankfurt Am Main, hvor han fortsætter sine samfundskritiske aktiviteter. Men han lægger lige så stille de anarkistiske ideer bag sig og er ikke længere modstander af alle former for valg, som det var tilfældet i maj 68.

 

I 1984 melder han sig ind i det tyske parti Die Grünen og bliver i 1989 byrådsmedlem i Frankfurt. Han bliver viceborgmester for byen med ansvar for multikulturelle anliggender. I 1994 vælges han ind i Europaparlamentet for de tyske grønne.

 

Siden da har han fornyet sit mandat til EU parlamentet ved skiftevis at stille op for de grønne i Tyskland og de grønne i Frankrig. I 2009 danner han en europæisk-økologisk bevægelse sammen med flere fremtrædende politikere, og i Paris og omegn opnår listen mere end 20% af stemmerne ved EU valget foran socialistpartiet. Næsten en sejr.

 

Daniel Cohn-Bendit, 68 år, har nemlig formået at bevare sin personlige udstråling fra ungdommen. Medierne er vilde med ham og hans direkte måde at tale på – modsat andre politikeres. I EU parlamentet siger han ”du” til den franske præsident, omtaler Marine Le Pen som en ”stakkel” og går i kødet på Nicolas Sarkozy, når de diskuterer Frankrigs deltagelse ved De Olympiske Lege i Kina.

 

Samtidig udvikler han sig politisk. Fra at have været anarkist er han nu tilhænger af en kapitalistisk økonomi, selv om han er tilhænger af venstrefløjens ideer på en lang række punkter. Kalder han ikke sig selv ”liberal-anarkist”? Røde Dany er blevet en, man ikke kan sætte i bås. Selv om han er overbevist tilhænger af de grønne, går han også ind for privatisering af dele af den offentlige sektor. Han roser en grøn politik, der tager højde for markedsøkonomien for derved bedre at styre den. Som overbevist europæer er han i dag tilhænger af en føderal europæisk stat.

 

Vel vidende at han er et ualmindeligt godt trækplaster har De Grønne bedt ham genopstille for partiet ved valget i 2014. Det eneste men er blot, at Daniel Cohn-Bendit nu går på pension og forlader den politiske arena, nok med en smule ærgrelse, men familien skal også passes i den tid, han har tilbage. Dog tager man grundigt fejl, hvis man tror, han af den grund ikke vil ytre sig i debatten