Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















En katastrofe for Canal du Midi


På bredderne langs Canal du Midi, der forbinder Atlanterhavet med Middelhavet, er 18.000 ud af 42.000 platantræer blevet smittet af en dødelig svamp. 10.000 træer har allerede måttet lade livet. En katastrofe af dimensioner, både miljømæssigt, økonomisk og æstetisk.


Alle, der kender Sydvestfrankrig, hvad enten de er fastboende eller turister, er betagede af Canal du Midi, som forbinder Middelhavet med Atlanterhavet. Et sted fuldt af magi, hvor menneskelig opfindsomhed og naturens skønhed går i ét.


Siden 2006 har kanalen imidlertid været ramt af en katastrofe, fordi de berømte majestætiske platantræer, der står langs kanalens bredder, flere af dem endda over 100 år gamle, er blevet ofre for en hærgende sygdom, der tager livet af dem ét efter ét. Kanalen, der siden 1996 har stået på UNESCOs verdensarvliste, er med tiden blevet et grønt trækplaster.


I det 18. århundrede påbegyndtes beplantningen langs kanalen, hvor der i starten kun var græs eller marker langs bredderne, og i dag står der 190.000 træer af forskellig slags. Ask, eg, pinjetræer, men især plataner som man plantede flere og flere af fra 1810 og frem. Disse træer med majestætiske hvælvinger sender deres skyggefulde grene ud over kanalen og er blevet et symbol på den.


42.000 plataner i alt. Men på mindre end 10 år er de blevet ramt af en sygdom forårsaget af en mikroskopisk svamp. 10.000 er blevet fældet som følge heraf. Svampen har ikke kun hærget Canal du Midi, men også den sydvestlige del af Frankrig har mistet 40.000 træer. I Italien er der fældet 100.000 og flere hundrede tusind i USA, hvor svampen stammer fra, inden den kom til Frankrig i 1945 med ammunitionskasserne fra den amerikanske hær!


“Når man fælder et træ, får jeg ondt i benet”

Årsagen til sygdommen er dels, at træerne står tæt side om side - nogle gange kun med 7 meters mellemrum - hvilket gør, at rødderne hurtigt smitter hinanden. Indtil videre har man ikke fundet nogen behandling trods ihærdig intensiv forskning i både Frankrig og USA.


Eneste løsning er at fælde træerne og brænde dem på stedet for at begrænse epidemiens omfang, men det er dyrt og en eventuel behandling lader stadig vente på sig. Fældning og nyplantning af platanerne har indtil videre kostet 200 millioner euro de sidste tyve år. 2.000 nye træer er sat i jorden, men af forskellig slags for netop at undgå en ny epidemi.


Det vigtigste er at bibeholde den oprindelige idé med skyggefulde hvælvinger, der er et af kriterierne for at Canal du Midi er på UNESCOs liste. Men sygdommen risikerer også at blive en dyr affære for de kommuner, kanalen passerer igennem. Hvert år sejler der nemlig 50.000 lystfartøjer gennem den 240 km lange kanal for at nyde de smukke omgivelser. Cirka 70% heraf er udlændinge.


Der er også følelser på spil, fordi beboerne langs kanalen mestendels er stærkt knyttet til træerne, der yder dem beskyttelse mod solen på de meget varme dage men samtidig også udgør en uvurderlig biodiversitet.


“Jeg har set ældre borgere græde første gang, træerne blev fældet,” fortæller en beboer i landsbyen Ventenac-en-Minervois. Som poeten og sangeren Léo Ferré udtrykte det: “Når man fælder et træ, får jeg ondt i benet…”


Et kunstværk

Canal du Midi, en af Europas ældste og stadig fungerende kanaler, er et imponerende værk, som forener æstetik og menneskelig behændighed. Ikke mindre end 63 sluser, 126 kanalbroer, 55 akvædukter, 7 broer, 6 dæmninger og en tunnel kan opleves her.


Ideen med en flodvej, som forbinder de to have, er ikke noget nyt fænomen. De romerske kejsere Augustus og Nero havde allerede fået ideen. Senere også de franske konger Frans 1, Karl den 9. og Henrik den 4. Muligheden for at transportere varer mellem Middelhavet og Atlanterhavet og således undgå turen omkring Spanien var en indlysende økonomisk gevinst.


Efter et par mere eller mindre fantasifulde projekter var det først i 1662, at en vis Pierre-Paul Riquet foreslog Ludvig den 14. et mere seriøst projekt. Den største vanskelighed lå imidlertid i, at kanalen skulle passere et højt punkt mellem to dale, og at vandtilførslen skulle sikres imellem dem. I 1660 fandt Riquet løsningen ved at udnytte vandet fra bjergets højeste punkt.


Pierre-Paul Riquet havde ikke nogen teknisk uddannelse og hans egentlige arbejde var at inddrive skatter! Ludvig den 14. faldt dog for hans idé og satte arbejdet i gang i 1666 efter at have rådført sig med sagkyndige og især tidens stærke finansminister Colbert, der stod for finansieringen. Arbejdet gik i gang den 1. januar 1667. 12.000 arbejdere blev sat på opgaven, de fleste var egnens bønder, der kun var udstyret med hakke og spade.


Kanalen blev officielt indviet i 1683 og blev især anvendt til transport af rejsende, varer, hvede og vin samt post. Bådene blev trukket af heste langs trækstierne. En driftssikker og regelmæssig transport der var effektiv set med datidens øjne, da rejsen fra Toulouse og Sète, indgangen til Middelhavet, varede 4 dage.


Med jernbanens indtog gik det imidlertid ned ad bakke for Canal du Midi, hvilket også skete med andre kanaler i Frankrig. I dag er det mest turister, der sejler på den, selv om man ofte glemmer, at den også kan udgøre en kæmpe vandreserve for markerne langs kanalens bredder.


Med hensyn til den arme Riquet, ja så døde han ulykkeligvis kort tid efter at værket blev indviet af Ludvig den 14, og han nåede aldrig at se sit geniale værk blive taget i brug.