Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Spurven Piaf

For 50 år siden døde Edith Piaf, kun 47 år gammel. Et halvt århundrede senere er hun gået hen og blevet den mest berømte franske sangerinde i verden. Tilbageblik på en myte.


« La fille de joie est triste au coin de la rue là-bas... »

Hvordan forklarer man, at Edith Piaf der i år døde for 50 år siden, blev en myte, både mens hun levede og endnu mere efter sin død; ikke blot i Frankrig men også uden for Frankrig?

I en myte er der altid en konstrueret eller opdigtet del, og spurven Piaf, som hun blev døbt af sin første mentor, Louis Leplée, bidrog selv til mytedannelsen. Fortalte hun ikke, at hun blev født på et trappetrin i rue de Belleville i Paris, selv om man ved, hun kom til verden på en fødeklinik? Hvad sandt er, så kendte Edith Piaf, hvis rigtige navn var Edith Giovanna Gassion, om ikke til kummerlighed, så dog til afsavn og fattigdom.

Moren, Anneta Giovanna Gassion, blev kabaretsangerinde efter en karriere som cirkusrytter, linedanserinde og sliksælger. Hendes sangstemme var fænomenal og uden tvivl det eneste, datteren arvede fra hende. Da Edith Piafs far drog i krig, blev Anneta alene tilbage. Hun slår sig på flasken, tager stoffer og fortsætter med at synge i kabareterne. Datteren overlades til mormoren, Aïcha, en tidligere loppedressør og selv datter af en cirkusfamilie af berbisk-italiensk oprindelse.

Aïcha bor i en lossepladslignende lejlighed. Tiden tilbringes på bistroerne, hvor Edith er med. Den lille pige har allerede en fantastisk stemme og mormoren anbringer hende på bardisken, hvor hun får lov at synge. Aicha får betaling i form af rødvin.

Ediths far, Louis Gassion, tvinges til at hente datteren, da mormoren ikke kan passe hende. Han er selv cirkusartist, akrobat og slangemenneske og har hverken lyst eller tid til at tage sig af hende. Han lader sin egen mor, en bordelmutter i Normandiet, tage sig af hende i stedet.

Heldigvis tager Ediths farmor sig af hende med hjælp fra pigerne i bordellet, der er lykkelige over at kunne give en hånd med pasningen Pudsigt nok bliver disse år de lykkeligste i Ediths liv, selv om hun mister synet i nogle måneder pga. sygdom.

 

« Mon légionnaire »

Da Edith vender tilbage til Paris, lever hun af at tigge og synge i gaderne, ofte i bare fødder for at få tilskuernes medlidenhed. Det er netop her i gadebilledet, at Louis Leplée spotter hende. Han er indehaver af en berømt kabaret, Le Gerny’s, på Champs-Elysées. Han ser pigens kunstneriske potentiale og lader hende få en chance. Uheldigvis bliver han myrdet i sin lejlighed af folk fra underverdenen, som han selv omgikkes. Edith fortsætter dog med at synge men har svært ved at tjene til livets ophold pga. skandalen, der har svinet hende til, og hun optræder videre på små, ligegyldige scener.

Fortvivlet over karrierestoppet kontakter hun Raymond Asso, der er en succesfuld sangforfatter, og beder ham tage sig af hende. Han accepterer, men kritiserer hendes måde at synge på og vil lære hende, hvordan hun skal føre sig frem på scenen, artikulere, forstå teksterne, klæde sig osv.

I 1937 indspiller hun en af sine mest berømte sange, Mon légionnaire, og synger den på den store pariserscene ABC. Det bliver en triumf. Som Ediths søster, Momone, sagde: ”Det er Leplée, der har opdaget Piaf, men det er Asso, der har lavet hende”.

Gennem hele livet mødte Edith Piaf mænd, der hjalp og støttede hende. Da hun selv fik succes, var hun ikke sen til at hjælpe andre sangere frem i deres karriere såsom Yves Montand og Charles Aznavour.

 

« Hymne à l’amour »

Efter at have mødt Asso, der får givet hende stjernestatus og som også bliver hendes elsker, møder Piaf andre mænd, men kærlighedshungrende som hun er, har hun svært ved at holde fast i dem og går fra det ene forhold til det andet.

Hun var uden tvivl ikke trofast i forhold men følte sig også mærket af skæbnen. ”Kærligheden har altid undgået mig, jeg har aldrig været i stand til at holde fast på den, jeg elskede. Hver gang jeg endelige troede, jeg havde fundet kærligheden, gik alt i stykker og jeg blev atter alene”.

Det er, som om livet giver hende ret. Hendes store passion var den berømte bokser Marcel Cerdan, der imidlertid var gift og far til tre børn. De mødtes første gang i Paris i 1946 men deres forhold starter først i 1948. I september 1948 vinder Marcel Cerdan verdensmesterskabet i mellemvægtsboksning i USA. Den 27. November 1949 tager han flyet til New York for at mødes med Edith, men flyet styrter ned over Açorerne. Ifølge forlydender gav et ægtepar deres sæde til ham, fordi han skulle over og møde Edith……Marcel Cerdan var kun 33 år.

Ediths verden styrtede sammen. Kun en måned tidligere havde hun skrevet en kærlighedshymne til sin elskede med disse ord: ”Hvis livet en dag river dig fra mig, hvis du dør, selv om du er langt fra mig, så pyt med om du elsker mig, for jeg dør også”.

Den dag, han døde, sang hun sangen på en kabaret i New York som en sidste kærlighedserklæring til ham, hun kaldte ”beau seigneur”, inden hun brød hulkende sammen. Endnu en gang havde skæbnet spillet hende et puds.

 

Jeg fortryder intet

Efter tragedien kender Edith Piafs liv ikke til ro. Hun lider af gigt og indtager store doser morfin til at dulme smerterne. Hun møder andre mænd og bliver en kæmpe stjerne, navnlig i USA, hvor hun triumferer i Carnegie Hall i New York.

I 1958 kommer hun ud for en bilulykke med Georges Moustaki, der skrev teksten til Milord, en af Piafs allerstørste successer. Efter ulykken får hendes helbred det værre, morfindoserne øges og hun opereres op til flere gange. I 1959 synker hun sammen på scenen i New York.

I 1961 giver hun en række koncerter i en af Paris’ mest prestigefyldte koncertsale, Olympia, der på dette tidspunkt er ved at gå neden om og hjem. Takket være hende lukker Olympia ikke, og den dag i dag mindes de, der så hende på scenen den aften, den lille kvinde, der næsten ikke kunne stå oprejst og udelukkende holdt sig oppe og sang, fordi hun var på morfin. Mere end nogensinde var publikum som tryllebundet, navnlig da hun sang den sang, som skulle blive symbolet på hendes liv Je ne regrette rien.

Edith Piaf dør kun 47 gammel den 10. oktober 1963 i Grasse i Sydfrankrig, slidt op af sygdom og stoffer. Ved begravelsen nogle dage senere følges kisten af 40.000 mennesker op til kirkegården Père Lachaise i Paris, selv om den katolske kirke ikke ville give hende en kirkelig begravelse. Hun havde jo ifølge Vatikanet været en ”offentlig synder”. Hendes ven Jean Cocteau sagde ved nyheden om hendes død: ”Jeg har aldrig kendt et menneske, der brændte sig selv op, som hun gjorde. Hun ødslede sig selv bort, kastede guldet ud af vinduerne”.