Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















For 80 år siden, i maj 1936, vandt en koalition af venstrefløjspartier valget. På få måneder ændrede koalitionen både det franske samfund og livet for mange franskmænd.


Folkefronten, juni 1936- maj 1938



Visse historiske begivenheder efterlader sig dybe spor i den kollektive bevidsthed på grund af deres dramatiske karakter eller de store konsekvenser, de har haft. Nogle også på grund af deres symbolske karakter.

 

“Folkefronten", en koalition af venstrefløjspartier, som kom til magten i maj 1936, for 80 år siden, er et eksempel herpå. Fronten er en særlig del af Frankrigs historie, fordi den, lidt à la maj 68, var en blanding af politik, folkelige bevægelser og intellektuel dannelse.

 

Processen, der bragte venstrefløjspartierne til sejren i 1936, udsprang to år tidligere, i februar 1934, altså et år efter at Hitler kom til magten. Den 6. februar 1934 organiserede højreekstremistiske bevægelser en demonstration i Paris mod det demokratiske og parlamentariske styre. Demonstrationen endte med en opstand, hvor over 15 personer mistede livet.

 

Venstrefløjen tolkede demonstrationen som et forsøg på statskup. Kommunisterne organiserede en moddemonstration den 9. februar, hvor 6 personer blev dræbt og flere hundrede såret. Den 12. februar blev der erklæret generalstrejke, og en aura af borgerkrigstilstande lå over landet.

 

I Tyskland fik Hitler mere og mere magt. Det var ”De lange knives nat” i juni 1934, derefter landets genoprustning. Begivenhederne fører en bloc venstrefløjspartierne nærmere mod hinanden, så de står bedre rustet over for fascismen. Den 14. juli 1935 samler en halv million mennesker sig i en stor demonstration i Paris på opfordring af kommunisterne, socialisterne og de radikale samt fagforeningerne.

 

På fabrikkerne danses der

Den 3. maj 1936, under anden valgrunde, løber tre partier af med sejren. SFIO, forgængeren for socialistpartiet med 147 pladser, de radikale med 106 pladser og kommunisterne med 72 pladser. Dertil kommer 56 pladser til Parti d’Unité Prolétarienne.

 

SFIO der er det største parti på venstrefløjen, kan derfor danne regering. Socialisten Léon Blum fra Alsace bliver premierminister. Som jøde bliver han i en periode med ekstrem politisk vold lagt for had af den ekstreme højrefløjs bevægelser, der var meget stærke i Frankrig og resten af Europa. Et antisemitisk parlamentsmedlem tillader sig ligefrem at udbryde i Nationalforsamlingen: “For første gang nogensinde skal vort gamle gallo-romanske rige ledes af en jøde”.

 

Léon Blum bliver fysisk forulempet i februar 1936 af fanatiske royalistsympatisører og undgår med nød og næppe døden. Han stilles snart over for store vanskeligheder, da der skyder strejker op overalt i landet, sandsynligvis på grund af arbejdernes utålmodighed. Selv fagforeningerne forstår det ikke: “Bevægelsen blev sat i gang uden, at vi vidste, hvordan eller hvorhenne”, lød det fra en af fagforeningslederne.

 

Hurtigt var der 2 millioner strejkende i 12.000 virksomheder. 9.000 virksomheder blev besat, hvilket var uden sidestykke, og der gik fest i den. Bal på fabrikkerne med harmonikamusik, teaterstykker blev opført, man sang og havde det sjovt……..digteren Jacques Prévert fortæller: “Det er den største folkefest, jeg nogensinde har været vidne til. Det var vildt, helt utroligt”.

 

“Endelig kan arbejderne komme til havet”

Den folkelige bevægelse betød, at regeringen og fagforeningerne satte sig sammen og underskrev de såkaldte Matignonaftaler i begyndelsen af juni 1936. Aftalerne medførte lønstigninger på 7-15%, fagforeningsfrihed og indførelse af tillidsmænd.

 

Men strejkerne fortsatte. To tiltag skaber dog ro på området: den 11. og 12. juni får Léon Blum stemt for en 40 timers arbejdsuge (mod før 52 timer om ugen) og 14 dages betalt ferie. Strejkerne holder op lidt efter lidt. “…endelig kan arbejderne komme til havet”. På kun ganske få uger bliver Frankrig fuldstændig ændret. Folkefronten holdt dog ikke ved.

 

Presset af ydre omstændigheder og navnlig den spanske borgerkrig - men også på grund af den økonomiske virkelighed - splittedes den siddende koalition, og Léon Blum trak sig definitivt tilbage i april 1938, knap to år efter valgsejren.

 

Trods sin korte levetid havde Folkefronten ændret det franske arbejdsmarked og hele det franske samfund. Som den amerikanske historiker Paul Jankowski siger det: “Med Folkefronten forsøger man rent praktisk at materialisere det, man har talt om i 100 år eller mere.”

 

Men med henvisning til dens korte levetid samt den nuværende præsident François Hollande’s lave popularitet tilføjer han: “Det er et meget fransk paradoks: socialismen er en stor fransk tradition, som franskmændene har svært ved at tage til sig.”

 

Franskmændene er virkelig fulde af modsætninger. Folkefronten har på sin side efterladt sig varige spor for eftertiden.