Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 6/2018

Poesiens eventyrer



Guillaume Apollinaire, banebrydende poet, surrealismens foregangsmand og soldat i Første Verdenskrig døde den 9. november 1918. Han blev stedt til hvile den 13. november, mens Paris fejrede våbenhvilen.

 

Den 9. november 1918, to dage før våbenhvilen satte punktum for Første Verdenskrigs afslutning, døde Guillaume Apollinaire, en af det franske sprogs allerstørste digtere i det 20. århundrede.

 

Selv om han kun var lidt kendt uden for landets grænser, har han utvivlsomt været med til at sætte sit præg på fransk poesi i det forrige århundrede. Det var i øvrigt ham, der opfandt begrebet “surrealisme” i et brev til en af sine venner i 1917. Han var ikke fransk af fødsel men blev det senere, og polsk og italiensk var de to sprog, han som barn hørte allerførst.

 

Han blev født i Rom den 26. august 1880. Moren, Angelica, var født i storfyrstendømmet Litauen, der dengang var en del af det russiske kejserdømme, og Guillaume havde først russisk statsborgerskab. Angelica, der nedstammede fra en polsk adelsfamilie, havde slået sig ned i Rom efter farens død. Apollinaires polsk navn var Wilhelm Albert Wlodzimierz Apollinary Kostrowicki.

 

Guillaumes far vedkendte sig ikke faderskabet, og for morens vedkommende skete det først nogle måneder efter fødslen. Moren gik højere grad op i spil og det lette liv og mindre i familielivet. Ifølge hende selv rejste hun over det meste af Europa medbringende sine børn (Guillaume fik en halvbror i 1882, som Angelica først vedkendte sig moderskabet til i 1888). En gang glemte hun børnene på et hotel i Belgien.

 

I 1887 slog familien sig ned i Monaco, hvor Angelica tilbragte meget af tiden på kasinoet. Det var her, Guillaume begyndte sine studier. Ifølge hans ven, digteren André Billy, skrev Guillaume allerede som 17-årig. Han oversatte, redigerede digte og slugte al litteratur på sin vej. Selv om han var dygtig i skolen, dumpede han alligevel til sin studentereksamen.

 

I 1900 SLÅR APOLLINAIRE sig ned i Paris og får job i en bank. En lyssky advokat hyrer ham til at skrive en romanføljeton færdig for sig, som skal trykkes i avisen Le Matin, men han betaler ikke Apollinaire for arbejdet. Apollinaire hævner sig og forfører advokatens kæreste.

 

Derefter arbejder han for en aristokrat af tysk herkomst og enke efter en fransk adelsmand, vicomtessen af Milhau, hvis datter han skal give privattimer. Han forelsker sig i den engelske guvernante, Annie Playden, og følger hele familien til Rhinlandet, hvor hun besidder flere ejendomme. Hans kærlighed til guvernanten bliver imidlertid ikke gengældt, men alligevel inspireres han til at skrive nogle meget smukke digte, bl.a det kendte “Chanson du Mal-Aimé”. Han forsøger også at rejse over til Anne Playden i London, men hun rejser til USA i 1905 og kommer ikke tilbage.

 

Mellem 1902 og 1907 arbejder han både i børsselskaber og for de litterære tidsskrifter. Det er også i disse år, han tager navnet Apollinaire, der faktisk er hans femte fornavn, og som henviser til Apollon, digterkunstens gud. I 1907 møder han kunstmaleren Marie Laurencin, som han gennem syv år har et stormfuldt forhold til.

 

Det er også perioden med “bateau-lavoir”, den berømte atelierbygning på Montmartre, hvor de spanske malere, bl.a. Picasso, holdt til, og hvor Apolinnaire dagligt hang ud med dem, der var noget eller ville blive til noget i det litterære og kunstneriske miljø i Paris i starten af århundredet. Ud over Picasso kom også André Salmon, Max Jacob og flere andre. Han var også ven med malerne Derain, Vlaminck og Henri Rousseau, kaldet “Douanier Rousseau”, der maler et berømt billede af ham og Marie Laurencin.

 

I AUGUST 1911 BLIVER Mona Lisa stjålet på Louvre-museet. Skandalen er enorm. Apollinaire kender tyven, der faktisk er hans sekretær, og han bliver anklaget for at stå i ledtog. Han arresteres og fængsles og tilbringer en forfærdelig uge i det parisiske fængsel La Santé. Til sidst påtager tyven sig dog al skylden men fængselsopholdet kommer til at sidde dybt i Apollinaire, og i hans digtsamling “Alcools” fornemmer man hans angst.

 

I slutningen af juli 1914 er Apollinaire i Deauville i Normandiet sammen med en af sine venner, da der skal mobiliseres til hæren. Han tager ind til Paris og forsøger forgæves at få plads i hæren, da han ikke er fransk statsborger.

 

Paris trues af den tyske hær, og Apollinaire rejser ned til Nice. Her møder han Louise de Coligny-Châtillon, en ung kvinde af gammel aristokratfamilie, der kommer til at inspirere ham til flere digte (“Poèmes à Lou”). Lou fremstår i begyndelsen ligeglad med ham. Apollinaire forsøger derfor endnu en gang at komme ind i hæren og denne gang lykkes det, og han kommer til at gøre tjeneste ved artilleriet i Nîmes. Lou rejser omsider op til ham i Nîmes, hvor de tilbringer en uge sammen, hun vender hurtigt tilbage til Nice og lader ham bag sig.

 

I toget til Marseille møder Apollinaire endnu en ung kvinde, Madeleine, som han forelsker sig i. Han er nu forelsket i to kvinder, og som han selv indrømmer det, bliver denne sentimentale dualitet til stor inspiration for ham i flere af hans tekster. Gennem soldatertiden har han løbende korrespondance med begge kvinder. I 1915 anmoder han om en officerspost i infanteriet.

 

Krigen viser sig nu for ham fra en helt anden side: han konfronteres med rædslen i skyttegravene, mudderet, den bidende kulde, utøjet og ikke mindst dødstruslen hængende konstant over hovedet. Den 9. marts 1916 kan man i det franske statstidende læse, at Wilhelm Apollinaire de Kostrowitzky, kaldet Guillaume Apollinaire, har opnået fransk statsborgerskab. Den 17. marts, da han i skyttegravene ligger og læser tidsskriftet le Mercure de France bliver han såret i tindingen af en granatsplint. Han overføres til militærhospitalet Val-de-Grâce i Paris men trods flere operationer forbliver han svækket. Den 23. november 1917 skriver han sit sidste brev til Madeleine: han er, siger han, utrolig træt og en helt anden end den, han før var..

 

Den 2. maj 1918 gifter han sig med Jacqueline Kolb, hvor Picasso og Vollard er vidner. Den 9. november samme år dør han i sin lejlighed på boulevard Saint Germain nr. 202 af den spanske syge, som hærger Paris, uden rigtigt at være kommet sig oven på operationen. Som en skæbnens ironi bliver der neden for hans vindue råbt “Død over Guillaume”, da han ligger på sit dødsleje, men det er den tyske kejser, som abdicerer samme dag, man ønsker død. Guillaume Apollinaire ligger begravet på Père Lachaise i Paris. Gravstenen blev udført af Picasso og finansieret takket være salget af et af hans malerier samt et maleri af Matisse.