Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Den sidste af de sidste

I år er det 100 år siden, Første Verdenskrig brød ud. En altødelæggende krig, hvis lige verden på det tidspunkt endnu aldrig havde kendt mage til.

 

Min bedstefar blev alvorligt såret i maven af en tysk bajonet ved slaget i Verdun under den Første Verdenskrig. Han blev dekoreret med Æreslegionen i sin seng på hospitalet omgivet af sine kammerater, som det ses på et billede. To af hans brødre blev dræbt i krigen, og da min bedstefar vendte hjem efter våbenhvilen og fire års krig, giftede han sig med enken til en af dem, der var blevet alene tilbage med to døtre.

 

En i grunden lidt triviel historie, men som blev skæbnen for tusindvis af familier i Frankrig. Der findes ikke den landsby, der ikke har rejst mindesmærket for sine ”De døde for Frankrig”; som oftest unge mænd i deres bedste alder.

 

Traumet var enormt: i alt 60 millioner soldater deltog i krigen, 9 millioner omkom og 20 millioner blev såret og gjort til krigsinvalider. I Frankrig omkom 10% af den mandlige befolkning, hvilket er enormt. Første Verdenskrig blev således indledningen til et uhørt antal tragedier, folkemord og massakrer begået i det tyvende århundrede.

 

Dette er utvivlsomt grunden til, at hundredåret for krigen vil antage en, i hvert fald i Frankrig, helt usædvanlig karakter. På Nationaldagen den 14. juli skydes den internationale begivenhed i gang i Paris, hvor de tidligere krigsførende magter mødes og “mindes den indsats, der gennem et århundrede har fundet sted for at blive genforenet”, som det fremgår af det lidt officielle program ”Mission du Centenaire de la Première Guerre Mondiale”.

 

Lignende vigtige begivenheder kommer også til at præge året: bl.a. i juli i Sarajevo, hvor den østrig-ungarske ærkehertug Frans Ferdinand blev myrdet den 28. juni 1914, hvilket blev startskuddet på Første Verdenskrig.

I begyndelsen af august vil flere lande mindes deres mobilisering og deltagelse i krigen, og den 12. september mindes slaget i Marne, hvor den første store nedslagtning fandt sted.

 

Til almen opfriskning på historien herskede der i Frankrig den 3. august 1914 stor munterhed og optimisme i befolkningen. Krigen ville blot blive et spørgsmål om et par ugers kamp, mente man, og det var kun et spørgsmål om at give tysken en på hatten. Man troede også, at netop denne krig ville blive den sidste af de sidste…

 

 

Fire års konflikt

I det hele taget er det svært at begribe, hvordan man var nået dertil. Første Verdenskrig er blevet så analyseret på kryds og tværs, at det er umuligt her blot at give en kortfattet beskrivelse af historien. Alle de lande, der var en del af Europa her i begyndelsen af det tyvende århundrede, ønskede krig. De oprustede og klargjorde sig gennem længere tid af forskellige årsager.

 

Frankrig ønskede at tage revanche for krigen i 1870 og genvinde Alsace-Lorraine. Tyskland, der følte sig stærkt klemt inde mellem Frankrig og Rusland, ville udvide sit imperium og vinde kolonier for at føle sig økonomisk uafhængig; Østrig-Ungarn og Rusland håbede at kunne løse deres interne problemer ved at føre krig.

 

Et helt sammensurium af alliancer får automatisk flere lande til at gå ind i konflikten. To grupper står over for hinanden. På den ene side Frankrig, Storbritannien og Rusland og på den anden side Tyskland, det Østrig-ungarske - og det Ottomanske Rige.

 

I de fire år, krigen varede, foregik den i flere faser. Først var det en krig, hvor hvert land forsøgte at vinde så meget land som muligt. Dernæst en positionskrig frem til 1918, hvor de deltagende parter gravede sig længere og længere ned i skyttegravene langs fronten på flere hundrede kilometers længde. Positionskrigens største slag blev Slaget ved Verdun i 1916, som i rædsler overgik, hvad man hidtil havde kendt til. To forter, Douaumont og Vaux, blev indtaget og belejret adskillige gange af de krigsførende magter. Den dag i dag kan man ved Verdun se det tomme landskab som et apokalyptisk landskab, hvor granaterne sprang.

 

I 1917 gør soldaterne, også kaldet de behårede, da de ikke klippede skægget, i den franske hær oprør mod krigen og de absurde befalinger. I marts 1918 befinder de tyske tropper sig ganske tæt ved Paris. Den franske general Foch får tilladelse til at lede de vestlige tropper, og det lykkes ham at drive tyskerne tilbage.

 

Tyskland tager strejker og opstande til, og i starten af november bliver kejseren tvunget til at abdicere. Det bliver slutningen på krigen, våbenhvileaftalen underskrives 11. november 1918 af de tyske generaler og de allierede i en togvogn i en skov ved Compiègne.

I selv samme togvogn og på samme sted som Frankrig underskrev sin kapitulation foran Hitler i 1940.

 


Den sidste overlevende soldat

Den sidste soldat fra Første Verdenskrig, Lazare Ponticelli, døde i 2008 i en alder af 110 år. I næsten 100 år havde han måttet vente på at få æreslegionen. Som mange andre soldater fra første verdenskrig talte han kun lidt om, hvad han havde oplevet under krigen.

 

I sine sidste leveår indrømmede han foran journalister og i skoler: ”Vi ved ikke hvorfor vi deltog i den krig. Vi sloges mod folk som os selv….”.

 

Den 23. januar 2008, en måneds tid inden han sov ind, accepterede han (ideen om) en national bisættelse/begravelse men kun på betingelse af, at den tilegnedes de faldne i Første Verdenskrig.