Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 5/2012

Frøken Chanel

Bag modehuset, parfumerne og smykkerne skjulte sig en kvinde ved navn Gabrielle Chanel, også kaldet Coco. En fri kvinde, der formåede at give andre kvinder en bid af friheden.

Den 2. oktober i år organiserede Karl Lagerfeld en usædvanlig flot modeopvisning i Grand Palais i Paris for at præsentere Chanels forårskollektion 2013. Et show uden lige, hvor specialeffekter såsom 19 meter høje vindmøller, spillede en lige så stor rolle som selve tøjet. Meget vand er løbet under Paris’ broer siden Coco Chanel i 1910 åbnede sin hattebutik i rue Cambon, tæt på Place Vendôme, men sikkert er det: modehuset Chanel har altid forstået at skabe omtale.

Gabrielle Chanel kom til verden i 1883 i en fattig familie. Hendes mor, der var udslidt af hårdt, fysisk arbejde og et par graviditeter, døde i en alder af kun 33 år efter at have kastet blod op. Gabrielle var blot 12 år, da faderen forlod hende, og hun voksede op på et børnehjem sammen med sine to søstre.
Som 18-årig står hun i lære som syerske sammen med sin kusine Adrienne. Fra 1903 til 1908 får hun ansættelse i en damekonfektionsforretning i Moulins.

Men den unge kvinde har ambitioner og er klar til at tage chancen. Måske for at tage revanche for sin barndom som fattigt og isoleret barn. Efter hendes død finder man disse linjer:
“Jeg tager tingene, som de kommer. Jeg tager derhen, hvor jeg skal”. Hun forsøger sig endog som sangerinde i en Music Hall i landsbyen Moulin, hvor hun bl.a. fortolkede den populære sang “Qui a vu Coco dans la Trocadéro?”. Heraf sikkert kælenavnet Coco.

Med hjælp fra Etienne Balsan, en velhavende officer, der forelsker sig i hende, får Coco gode kontakter i fine kredse. Balsan præsenterer hende for en ung englænder, Arthur Chapelle, som hun gennem 10 år får et stormfuldt forhold til. Takket være hans finansielle støtte åbner Coco sin første hattesalon i Paris, snart efterfulgt af en butik i Deauville og endnu en i Biarritz. Successen er hurtigt i hus.

Coco formår nemlig at revolutionerne kvinders måde at klæde sig. Nederdelene bliver kortere og hun anvender stof som f.eks. tweed og jersey, der førhen var forbeholdt herretøj. Ingen taljer men praktisk og behageligt tøj, der er inspireret af herremoden. Som prikken over i’et tager hun springet og giver kvinderne bukser på……uhørt og befriende for kønnet.

Myte og virkelighed
I 1918 har modehuset Chanel allerede 300 ansatte, og Coco kan nu betale sin gæld tilbage til Arthur Capelle. I 1921 har hun indtaget flere af husene i rue Cambon, hvor huset Chanel befinder sig den dag i dag. Samme år skaber hun den berømte parfume Chanel nr. 5, og flere følger snart efter. For at sætte skub i parfumelinjen allierer hun sig i 1924 med brødrene Wertheimer, der ejer 90 % af aktierne i parfumeselskabet Chanel. Huset er stadig den dag i dag ikke børsnoteret og ejes 100 % af familien Wertheimer. Cocos liv i mellemkrigstiden er et liv i sus og dus med masser af spændende kunstnerbekendtskaber som f.eks. Picasso og Stravinsky. Samtidig er huset Chanel en stor kommerciel succes med ikke færre end 4000 personer i 1924. En myte er født.

Coco, eller “Mademoiselle”, som hun også kaldes, bor på Hotel Ritz i en 100 m2 stor suite, der stadig findes på hotellet og efter sigende koster 75.000 kr. pr. nat. Inden hun mødte på arbejde om morgenen, blev hendes kontor i rue Cambon sprayet med yndlingsparfumen Chanel nr. 5.

Under Anden Verdenskrig mister huset lidt af sin aura. Coco deler dagligdagen med en tidligere attaché på den tyske ambassade, der ifølge “onde tunger” er spion for nazisterne. De holder sammen under det meste af krigen. Hun arresteres ved befrielsen og frigives kun ved Winston Churchills mellemkomst. Hun flygter til Schweiz, og først i 1954 som 71-årig går hun med til at genåbne modehuset. Endnu en gang bliver hendes stil kopieret i hele verden med skabelsen af de berømte Chaneldragter.

“I fald jeg vil op igen….”
Hver dag livet igennem tager den utrættelige Coco Chanel på arbejde. D. 10. januar 1971, en søndag aften, kommer hun tilbage fra en aftentur. Da dørvogteren på hotel Ritz spørger hende om alt er vel, svarer hun bekræftende, men at hun om en time eller to vil være død.

Hun døde faktisk nogle timer senere på sin seng. Med makeup, håret sat og påklædt. Ifølge hendes sidste vilje blev hun begravet i Schweiz i en grav, hun selv havde tegnet og uden gravsten – “i fald jeg vil op igen”, som hun sagde.

Uden tvivl brød hun sig ikke om den periode, hvorom hun i slutningen af livet sagde: “Jeg har påklædt et helt univers, og i dag har det ikke noget på”. André Malraux, en tidligere fransk kulturminister, sagde engang, at der kun var tre personer tilbage fra det tyvende århundrede, man ville huske: de Gaulle, Picasso og Chanel.