Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 1/2013

Rebellen Gérard Depardieu

For nylig fik Gérard Depardieu russisk statsborgerskab på grund af indkomstskatten. Tilbageblik på en mediestorm og en skuespiller ud over det sædvanlige.


Det var en sand mediestorm, Gérard Depardieu satte gang i, da han i starten af året gav afkald på sit franske statsborgerskab og personligt fik overdraget et russisk pas fra sin “nære ven” Vladimir Putin. Og selvfølgelig huskede han at gøre opmærksom på, at Rusland er et “ægte demokrati”.
Putins grunde til at give skuespilleren russisk statsborgerskab var “naturligvis” ikke uden politiske bagtanker og da slet ikke af “humanitær karakter”, sådan som præsidenten selv påstår det. Men hvad var grunden til at Frankrigs i udlandet kendteste skuespiller skulle frasige sig sit statsborgerskab pga. for høj skat?
Lad os kaste et blik på hans liv og sammensatte personlighed. En skuespiller, der i dag siger farvel til Frankrig, men som samtidig er selveste inkarnationen af landet med alt, hvad dette indebærer af modsætninger.

 

Fra gaden til scenen
Gérard Depardieu blev født i 1948 i Châteauroux, en lille by i det centrale Frankrig, hvor han voksede op i en fattig familie med seks børn. Faren var arbejdsmand og moren hjemmegående. Som 13-årig gik han ud af skolen uden rigtig at kunne læse, hvilket dog ikke forhindrede ham i senere i livet at spille de store historiske roller som f.eks. Danton, Auguste Rodin, Honoré de Balzac, Jean Valjean eller Cyrano de Bergerac.
Knægten hænger en del ud i gaderne, begår småtyverier og handler med cigaretter og alkohol. Han undslipper militærtjeneste pga. “sygelig overfølsomhed” og lever blandt prostituerede som livvagt.
Turen går derefter til Paris, hvor han starter på teaterkurser på opfordring af en af sine nære venner. Her møder han Elisabeth, der bliver hans kone gennem tyve år og med hvem han får børnene Julie og Guillaume.
Med Elisabeth åbner en ny verden sig for ham, borgerskabets verden, og han introduceres til scenens folk. Den unge uciviliserede mand kaster sig begærligt over litteraturen og får lidt efter lidt småroller på teatrene. Forfatteren Marguerite Duras lægger mærke til ham og bruger ham som skuespiller i to af sine film.
I 1974 bliver han for alvor opdaget af det store publikum, da han spiller med i filmen Les Valseuses af Bertrand Blier, og sammen med Patrick Dewaere spiller rollen som en skurk på flugt. Filmen, der gør sig bemærket med sin frie seksualitet, bliver lidt af en skandale, men der bliver lagt mærke til Depardieus skuespillertalent. Efter filmen kører han på, uafbrudt, og indspiller hvert år flere film med de allerstørste filminstruktører. Han skifter ubesværet mellem de tragiske og komiske roller og indspiller med Maurice Pialat (Police), François Truffaut (Den sidste metro, som han vinder en César for som bedste skuespiller), Claude Berri (Jean de Florette), Alain Resnais, Peter Haneke m.fl..…Listen er imponerende. I alt ca. 180 film.

 

Depardieu, Obelix og camemberten…
Depardieus lange og fornemme filmkarriere kan næsten sidestilles med fransk filmhistorie gennem de sidste fyrre år. Den er også et stykke frankrigshistorie med personer som Joseph Fouché, kokken Vatel og kardinal Mazarin.
Og så er der, ikke at forglemme, publikumssuccessen Asterix og Obelix (fire film med flere millioner solgte entrébilletter), hvor Depardieu med stor overlegenhed inkarnerer de karaktertræk, man ofte tillægger franskmændene, nemlig som stolte, uafhængige, oprørske og humoristiske individer med hang til et godt måltid men også som en smule arrogante og til tider i dårligt humør.
Som instruktøren og skuespilleren Mathieu Kassovitz siger: “Depardieu har samme status som en camembert. Han repræsenterer Frankrig, han er Frankrig”.
Det forklarer måske de mange onde tunger i debatten om Depardieus ønske om at skifte statsborgerskab. For han er individualist som så mange andre franskmænd og i krig mod den etablerede orden, der i deres øjne bliver en klods om benet på vejen mod succes: “Jeg rejser, fordi I vil straffe succes, kreativitet og talent, altså de ting, der gør en forskel”, siger han til avisen Journal du Dimanche.
Som de fleste andre gør han oprør mod skatten, der er selveste symbolet på Statens magt over individet. Man ved også, hvor komplekst og modsætningsfyldt franskmandens forhold er til Staten.
Da den nuværende præsident, François Hollande, og venstrefløjen ønskede en indkomstskat på 75% på de allerhøjeste indkomster, skulle der blot en Gérard Depardieu til, for at Frankrig blev delt i to lejre mod hinanden, som det før har været tilfældet. Ved at vælge russisk statsborgerskab er Depardieu i nogles øjne næsten gået hen og blevet et ikon.

Skandaler og tragedier
Bag skuespilleren og den offentlige person, hvis politiske engagementer skifter fra dag til anden, først som støtte for venstrefløjen og François Mitterrand og nogle år senere ekspræsident Sarkozy, er der også et menneske.
Et menneske, der, med rette eller urette, er omgivet af en snert af skandale. Som da han til amerikansk journalist fortalte, at han overværede en voldtægt, da han var 9 år gammel, hvilket i journalistens øjne er det samme som at have deltaget i den….
Uanset fejlen, så kostede det Depardieu en Oscar som bedste skuespiller for rollen som Cyrano de Bergerac. Der er også de mange gange, han har kørt beruset på sin scooter, senest for et par måneder siden, hvor han blev standset med 2 g alkohol i blodet. En sag der kan komme til at koste dyrt, fordi han har undladt at reagere på dommerens tilsigelser.
Det er også en mand, der har stået ansigt til ansigt med døden adskillige gange, og som har levet livet farligt. En far der har mistet sin kun 37-årige søn, Guillaume, han var også kriminel, han var også skuespiller, under tragiske omstændigheder.
Spørgsmålet er, om Gérard Depardieu er offer eller provokatør. Sikkert begge dele, ifølge hans tidligere agent Jean-Louis Livi, der i forbindelse med Depardieus russiske eksil siger, at “det er en provokation, der nærmer sig et selvmord” med tilføjelsen at “man ikke tager nok højde for skuespillernes skrøbelige sind”. Her står han så i Rasputins land, en rolle han netop har spillet og fået fremragende kritik for, inden han skal videre i den næste rolle som Dominique Strauss-Khan.