Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 2/2018

Guddommelige Cahors og andre byer



Cahors blev sikkert grundlagt cirka i det 1. århundrede f.Kr. tæt på en kilde, Chartreux-fontænen. Heraf kom navnet, Divona Cadurcorum, der senere blev til Cadurca i det 6. århundrede for til sidst at komme til at hedde Cahors. Dens kildeudspring stammer fra et vandreservoir 20 kilometer væk fra byen.

 

Mange fund af mønter fra 27 f.Kr. til 54 e.Kr i fontænen fortæller os, at springvandet blev set som en velsignelse fra guderne og udbyder af mirakler. Sandsynligvis har det været et sted for tilbedelse, som tilfældet er for de fleste af kilderne i området, der holder vandet skjult. Renheden og mængden af vandet må have imponeret Cadurquerne, som gerne helliggjorde naturens kræfter.

 

Under det romerske herredømme voksede Cahors hurtigt. Der kom en bro over Lot og en akvædukt, som uden tvivl har været 30 kilometer lang, blev bygget. Som alle byer, der var besat af romerne, havde Cahors også flere bade og et teater, hvoraf man kan se resterne, som kom til syne, da der blev anlagt en parkeringsplads i centrum af byen.

 

Cahors blev kristen omkring tidspunktet for afslutningen af Romerriget, og fra de mange personer fra byen, der blev ophøjet til helgener, kan man forstå, at byen virkelig tog katolicismen til sig. Af helgener kan nævnes: Saint Génulphe, saint Ambroise, saint Florent, der var den første kendte præst og den energiske Saint Didier. Han anlagde en bymur rundt om hele byen, hvor boulevard Gambetta nu ligger. Tre kirker, genopførelse af domkirken og det første bispesæde er også hans fortjeneste.

 

Det var ved at begrænse pladsen inden for de beskyttende bymure, at biskopperne fik Cahors vækket til live igen. Greven af Toulouse gav dem derfor grevetitlen, og biskopperne opnåede dermed såvel mere spirituel som verdslig magt. Greve-biskopperne fra Cahors styrede Quercy, selv om de ofte boede uden for byen i deres landlige residenser i Albas eller Mercuès.

 

 

CAHORS HAVDE SIN største fremgang i det 13. århundrede. Bybilledet fra denne periode forblev stort set uforandret de næste par århundreder. Det var århundredet, hvor de rige, kosmopolitiske og foretagsomme købmænd, les Cahorsins, handlede og kom så langt væk som til Flandern og England.

 

I 1316 blev et bysbarn fra Cahors, Jacques Duèze, født ud af en borgerlig familie, valgt til pave som 72-årig, og han tog navnet Pave Johannes den 22.

 

Kardinalerne, som havde haft svært ved at vælge en pave, så i den skrøbelige olding en overgangspave. Det skulle de ikke have gået ud fra, for Pave Johannes den 22., som flyttede til Avignon, døde som 90-årig efter 18 års pavedømme. Det er det længste pavedømme i Avignon. Takket være ham fik Cahors et universitet, som i 1751 dog blev nedlagt, da det blev sammenlagt med og blev overført til universitetet i Toulouse. Det havde på det tidspunkt 1600 studerende. Jacques Duèze’s pavedømme markerer et højdepunkt for byen og området.

 

Efter Pave Johannes den 22.’s tid led Cahors under Hundredeårskrigen og kom en tid under engelsk herredømme. Belejringen af byen i 1580 af Henri de Navarre, den senere Kong Henrik IV, mundede ud i indtagelse af byen efter tre dages voldsomme kampe.

 

 

SYMBOLET PÅ CAHORS er uden tvivl pont Valentré, en af de mest kendte broer fra middelalderen og klassificeret som kulturel verdensarv af UNESCO. En sjælden ting ved broen er dens tre bevarede forsvarstårne. Den første sten til broen blev lagt i 1308, men man ved ikke, hvilket år den blev fuldendt, kun at det tog lang tid.

 

En legende fortæller: At bygge en bro var så svær en opgave, at det siges, at man havde brug for hjælp fra selve djævelen. Arkitekten til pont Valentré indgik derfor en pagt med djævelen. Djævelen skulle sørge for broens færdiggørelse, og i bytte ville han få arkitektens sjæl. Da broen manglede en sidste blanding mørtel, bad arkitekten djævelen om at bære vandet over til blandingen i en si. Det kunne djævlen naturligvis ikke, og derfor blev broen teknisk set aldrig færdig.

 

For at hævne sig sørgede han for, at tårnets hjørnesten hele tiden faldt ud, hvilket den gjorde gennem de næste mange hundrede år indtil 1879, hvor tårnet skulle restaureres. Ved den lejlighed lod den tilkaldte arkitekt fremstille den urokkelige “djævlesten”, man kan se i dag. Siden har Cahors ikke haft problemer med hverken stenen eller djævlen. Det er derimod ikke en legende, at broen fra et militært synspunkt var en sand succes. Ikke alene kunne man effektivt kontrollere sejladsen på Lot-floden fra broen, men også adgangen til byen. Broen var dog adskilt fra selve byen ved en bred slette.

 

 

I HJERTET AF CAHORS rejser domkirken Saint-Étienne sig. Konstruktionen af den begyndte omkring år 1112. Det er i høj grad et romansk bygningsværk, selv om koret, rekonstrueret i det 13. århundrede, er gotisk. Den nordlige port på domkirken, hvor temaet er Kristi Himmelfart, er en af de smukkeste fra den languedoc’ske skole.

 

Overdrevne, fantastiske figurer udhugget i sten giver os et indblik i en foruroligende verden, som også kan fortolkes værende pornografisk eller erotisk, alt efter øjnene der ser… Her er et par i fuld gang, og selv et dyr figurerer. Disse tøjlesløse scener var måske ment til at skulle illustrere det syndige begær… Kirkeskibet er med sine mere end 20 meters bredde imponerende, og det munder ud i to kupler 30 meter over gulvet.

 

Set fra luften har domkirken et orientalsk præg, der minder om Sainte-Sophie i Konstantinopel, selv om skifertaget på kuplerne ikke harmonerer meget med teglstenene på det firkantede, militaristiske tårn. Det tilstødende kloster fra 1504 er i ren prangende, gotisk stil. Udsmykningen her er overdådigt udformet og har små takker. To gange om ugen holdes der marked på pladsen ved domkirken, hvor det bugner af varer fra Quercy.

 

 

CAHORS GAMLE BYDEL har i dag lidt mere end 20.000 indbyggere, og i dens periferi findes der nyere bymæssig bebyggelse med i alt 42.000 indbyggere. Byen er det største økonomiske center i departementet. Den er også en af de største turistattraktioner i Sydfrankrig. Berømt for sine vinstokke har den generobret pladsen som egnen med de bedste vinmarker i Frankrig. Cahors er også kendt for sin gastronomi med specialiteter som trøfler og foie gras.

 

Beliggende i en snoning af Lot udgør dens specielle geografiske placering en halvø. Den gamle bymidte er en tæt bebygget labyrint af gamle stræder, hvor gamle huse prydet med brede renæssancevinduer gemmer sig. Døre formet af håndværkere tilbage i middelalderen – patineret af årene – og bag hvilke, der er trapper op til kanontårne.

 

Klemt inde mellem floden Lot og omgivet af bratte skråninger har byen aldrig haft den nødvendige plads for en større økonomisk udvikling. Det er en kunst- og kulturby, hvor mangfoldige kulturelle arrangementer stadig afholdes i dag.