Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Haussmanns arbejder

Under det andet Kejserdømme fra 1853 til 1870 undergår Paris en gennemgribende forvandling under ledelse af Napoleon 3 og præfekten baron Haussmann.

 

Boulevard Haussmann opfattes som en af hovedstadens kendteste og travleste færdselsårer, og det uanset om man er turist eller pariser. Beliggenheden er i det 8. arrondissement i et forretningskvarter, hvor bl.a. stormagasinerne Le Printemps og Les Galeries Lafayette også har til huse. Men hvem var Haussmann i grunden, og hvor stor betydning fik hans bedrifter for eftertiden?

 

Georges Eugène Haussmann blev født den 27. marts 1809 i Paris, samme by, som han også døde i den 11. januar 1891. Franskmændene kender ham især under navnet baron Haussmann, selv om der hersker stor tvivl om titlens ægthed. Han var søn af en højere funktionær, der tjente Napoleon 1. og barnebarn til et parlamentsmedlem under revolutionen. Efter jurastudiet fik han arbejde i forskellige præfekturer i det sydlige Frankrig, hvor han gjorde karriere.

 

Han blev præsenteret for Napoleon 3., der havde ledet landet siden 1848, og gjort til præfekt i Paris. Napoleon betror ham hvervet at forskønne og modernisere Paris. Det forlyder, at han, der på det tidspunkt endnu kun hed Louis-Napoleon Bonaparte og var i eksil i London, var blevet imponeret af flere af Londons moderniseringstiltag.

 

 

Paris skal forsvares

De store byplanlægningsarbejder i Frankrig var ofte et resultat af et samarbejde mellem den politiske magt og kendte arkitekter. Mangen en statschef og enehersker har således ønsket at sætte sit mærke for eftertiden, hvad enten det var Ludvig 14. og Mansart, der færdiggjorde Versailles, eller en af vor tids senere præsidenter, François Mitterrand og den danske arkitekt Otto von Spreckelsen.

 

I Paris drejer det sig snarere om Napoleon 3.’s alliance med en skræmmende slagkraftig teknokrat. Paris lignede i det 19. århundrede en middelalderlandsby mere end en moderne storby. Gaderne var dystre og snævre og ofte også sundhedsfarlige. Paris havde stort set ikke ændret sig siden kong Louis-Philippe lod gader og stræder brolægge, og hvor der midt i hver gade løb en kanal til spildevandet.

 

Ideen bag Napoleon og Haussmanns projekt var imidlertid ikke udelukkende at modernisere hygiejnen for byens indbyggere, selv om koleraen i 1832 stadig spøgte i folks hukommelse. Det var også et spørgsmål om at trække linjer til gader og avenuer, så det blev nemmere at komme rundt for både byens indbyggere og de handlende.

 

Dertil kom også de mere politiske motiver. Siden 1789 havde Frankrig haft flere revolutioner, både i 1830 og i 1848. Hver gang havde byens centrum været skueplads for opstande, der var svære at slå ned i det krinkelkrogede virvar af smalle gader. Haussmann ønskede derfor at få folket ud og væk fra byen.

 

For at kunne lave nye gader og boulevarder skulle en masse huse rives ned og nye opføres til middelklassen. Selv Haussmanns barndomshjem måtte stå for skud!  Haussmann skriver i den anledning til Napoleon, at man måtte “acceptere højere huslejer og fødevarepriser som et nyttigt middel mod arbejdernes invasion af Paris”.

 

 

En gigantisk byggeplads

Paris bliver således gennem atten år en gigantisk byggeplads ledet af Haussmann. Fra hele landet kommer murere til storbyen for at arbejde. Skrupelløst eksproprieres byens beboere. Der rives ned og bygges op. 800 km kloaknet graves ud, og en underjordisk by vokser op. 32.000 gaslamper erstatter de gamle lanterner. Paris, der snart skal blive lysenes by, er ved at blive tændt.

 

Brede perspektiver bliver skabt, f.eks. pladsen ved Triumfbuen, hvorfra de store avenuer udløber, som vi kender byen i dag. Oveni skabes nye grønne områder og parker. Vincennes-skoven og Boulogne-skoven bliver den højere middelklasses foretrukne udflugtssted.

 

De nye beboelsesejendomme opføres alle efter strenge normer; hvert tiende år skal alle husfacader renoveres, og ingen bygning må være over 20 m høj. Når man i dag står og beundrer Paris, er det Haussmann, man kan sende en tanke, hvad enten det drejer sig om rue de Rivoli, Place de l’Opéra eller Boulevard Saint-Germain. Hele 60% af Paris blev ændret i denne periode: 18.000 huse blev revet ned mellem 1852 og 1868, selv om byen kun talte 30.000 i 1851.

 

 

“Haussmanns fantastiske regnskab”

Alt dette til en overdreven høj pris, sandsynligvis til noget, der i vore dage ville svare til mange, mange milliarder euro! Émile Zola skriver i sin roman “La Curée” om korruptionens omfang, og en pamflet cirkulerer i Paris under titlen “Les comptes fantastiques d’Haussmann” (Haussmanns fantastiske regnskab) – med en henvisning til “Contes fantastiques d’Hoffmann” (Hoffmanns fantastiske eventyr) – hvor han angriber den økonomiske slagside i forbindelse med ombygningen. For ikke at nævne de mange eksproprieringer i forbindelse hermed….!

 

I kølvandet på ejendomsspekulationerne måtte mange små virksomheder dreje nøglen om, hvilket også fik store sociale efterdønninger. Inden renoveringen boede man ellers side om side i samme ejendom. Borgerskabet på anden sal, selvstændige og funktionærer på tredje eller fjerde sal, den lavere middelklasse på femte og helt oppe under taget de studerende og tjenestefolkene.

 

I Hausmanns nye Paris søger de mindre bemidlede nu ud mod forstæderne. Følgerne heraf bliver en voksende modstand mod Haussmann, der ender med at blive afskediget nogle måneder inden Napoleons fald.

 

Arbejdet fortsætter dog helt frem til 1884. Baronen genoptager hvervet som deputeret medlem for Korsika og nedskriver i 1890’erne sine memoirer, et vægtigt dokument over Paris i det 19. århundrede, og som for en stor dels vedkommende stadig ser sådan ud.