Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Franskkonkurrence La FRANCE nr. 4/2020


Alsace’s hekse


Fra midten af 1400-tallet og to hundrede år frem var flere europæiske lande ramt af en kollektiv psykose hvor frygt og irrationelle følelser ledte til blodige massakrer på flere end 60.000 ofre, navnlig kvinder. Alsace var hårdt ramt, og regionen bærer den dag i dag stadig præg heraf.

 

Selv om heksekunst har fundet sted siden tidernes morgen og stadig finder sted, har troldfolk og hekse ikke altid været jagtet systematisk, som det var tilfældet i Middelalderen og Renæssancen i flere lande i Europa, og altså også Alsace.

 

Faktisk betragtede den katolske kirke indtil 1300-tallet hekseberetninger som løgn og opspind, da troen på gud var stærkere end de vantroendes hedenske udgydelser. På Karl den Stores tid var der ligefrem dødsstraf for dem, der afbrændte heksene. Hen mod slutningen af Middelalderen blev man dog vidne til en ny måde at tænke på, navnlig i den katolske kirke, der ellers havde forbudt undertrykkelse af hekseriet, inden kirken selv atter forbød det mod slutningen af 1600-tallet.

 

Det er altså omkring Middelalderens afslutning, at der opstår en overbevisning om at heksene vil nedbryde kristendommen ved at indgå en pagt med djævlen. Denne tro, som var konciperet af tidens intellektuelle og teologer, blev genstand for pavelige dekreter, ja ligefrem en instruktionsbog, den berømte “Malleus Maleficarum” (Heksenes Hammer). Bogen, der blev bestilt af pave Innocent VIII i 1484, utvivlsomt en af de mest frygtindgydende, der nogensinde er skrevet, blev trykt i Strasbourg i 1486.

 

De to dominikanermunke, Jacob Sprenger fra Strasbourg og Heinrich Kraemer, der var prior i klostret i Sélestat, var ophavsmænd til bogen. Bogen blev en uformel håndbog i, hvordan heksene kunne afsløres og retsforfølges, og godt hjulpet på vej af bogtrykkerkunsten blev den udgivet i 30 oplag.

 

Bogen giver en minutiøs beskrivelse i kunsten at jagte og torturere dem undervejs og selvfølgelig straffe dem ved til sidst at brænde dem på bålet. I 200 år blev der således tortureret og brændt flere tusinde ofre, de fleste kvinder, for som det fremgår af bogen “...er de svagere og mere medgørlige end mænd”.

 

I ALSACE SKØNNES TALLET at ligge på næsten 6000 ofre. Alsace var en del af det tysk-romerske rige men opdelt i et utal af bystater og fyrstendømmer, der var mere eller mindre selvstændige. Hver by havde således sin egen “heksedomstol”. Den organiserede terror var også en måde at holde orden på og for en katolsk provins en måde at hævde sig på over for det protestantiske rige.

 

Endnu i dag findes der masser af spor på forfølgelse, og hvert år organiseres der demonstrationer som en påmindelse herom. I den nordlige del af Alsace ligger bjerget Batsberg, også kendt under navnet Hexenberg eller heksehøjen. Netop her på de golde og tørre højder mente man, at heksene plejede at mødes om natten til mystiske heksesabbatter, hvor de via djævlen fik ordrer og endog kopulerede med ham, da heksene var berygtede for deres uhæmmede seksualitet.

 

I Munsterdalen samledes heksene onsdag og fredag på en kæmpestor klippe ved navn Haut-Fourneau, hvilket forklarer hvorfor dyreflokke ikke ledes til græsningsarealerne på netop de dage, fordi det bringer ulykke. Længere mod syd blev heksesabbatterne afholdt på Bollenberg, en gold høj med et kapel på toppen, som stadig kaldes heksenes kapel. Et underligt sted, et af de tørreste i Frankrig med et mikroklima der giver grobund for orkideer, geranier, vilde tulipaner og al slags planter, der egnede sig til fremstilling af eliksirer og mirakeldrikke. Hvert år den 14. august samles et stort antal folk på stedet. Efter et fakkeloptog tændes der bål på Haxafir, en kæmpe klippe, der brænder natten igennem og oplyser den omkringliggende sorte skov.

 

FÅ KILOMETER FRA BOLLENBERG i kommunen Rouffach afholdes der hvert år en slags mindefest for omkring 50 hekse, der blev brændt på bålet op gennem det 17. århundrede. Her er middelalderstande og “spøgelsestog”, og flere tusind besøgende møder op for at deltage i dette lidt mærkværdige arrangement. På den berømte restaurant “Heksekedlen” serveres der surkål med øl og pølser, og væggene er dekoreret med hekse, der sidder overskrævs på deres kosteskafter.

 

I samme egn findes de såkaldte “Heksetårne”, hvor de skyldige blev spærret inde inden eksekveringen. I byen Sélestat, som er et besøg værd, blev 91 kvinder brændt mellem 1629 og 1642, heriblandt en 90-årig kvinde og en pige på 12, der dog blev stranguleret forinden - af medlidenhed. Heksejagt er fortsat genstand for undren og spørgsmål, hvilket museet for heksekunst i Bergheim et godt bevis på.

 

Ikke blot udstilles der her historier om hekseprocesserne i landsbyen, der i øvrigt ligger på Alsaces berømte vinrute (heksene havde en udpræget smag for vin, siges det), men museet er også et rum til refleksion over fænomener som eksklusion og intolerance. Væggene er sorte som symbol på modstanden mod den frie tanke, og ved indgangen ses otte store fotografier af nogle af landsbyens knap så kønne indbyggere, der skal minde os om, hvor nemt det er at opildne til eksklusion og mistillid.

 

Selv om denne barbariske tid ikke synes særlig langt borte, findes der stadig intolerance, had mod ens næste m.m. fremkaldt af veritable kollektive psykoser. Domstolen i Bergheim afsagde sin sidste kendelse i 1683, og dommerne var som et resultat af tiden knap så hårde, idet Catherine Bassler blev halshugget inden hun kom på bålet.