Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Henri Martin – Lysets maler

 

Det skandinaviske publikum kan snart stifte bekendtskab på Nivaagaards Malerisamling med denne sydfranske maler, som både var landskabsmaler, portrætmaler og dekorationsmaler og gennem hele livet gik sine egne veje og fulgte egne impulser. Et mangefacetteret livsværk, hvorfra lyset og farverne strømmer ud.

 

Maleren Henri Martin, som snart vil blive udstillet på Nivaagaards Malerisamling og forhåbentlig beundret af museets gæster, er tæt knyttet sammen med det sydvestlige Frankrig og Middelhavet. Han blev født i Toulouse i 1860 og døde i en lille kommune nær Cahors, Labastide-du-vert, i 1943.

 

Allerede tidligt viste han særlige evner for tegnekunsten, og efter at have arbejdet hos en klædehandler, efter forældrenes ønske, blev han optaget på kunstakademiet i Toulouse, hvor han som 19-årig tog afgang med et flot resultat og et stipendium oveni, der betød, at han kunne begynde på kunstakademiet i Paris som elev hos Jean-Paul Laurens.

 

I 1881 giftede han sig med Marie Barbaroux, en pastelmaler, som han mødte på akademiet i Toulouse. De fik fire børn, hvoraf to også blev kunstmalere. Fra 1880 til 1889 udstiller Henri Martin på “Salon des Artistes français” flere værker malet med en akademisk penselføring, hvilket måske var årsag til, at staten erhvervede et af hans malerier allerede i 1882, mens han stadig var elev. I 1885 tog han til Italien hjulpet på vej af endnu et stipendium. Rejsen fik afgørende betydning for hans videre karriere som maler på grund af det italienske lys, der var anderledes og mere sydlandsk, og navnlig pga. de italienske malere, Giotto m.fl., der var kendt for deres “primitive” måde at male på.

 

Fra da af løsriver Henri Martin sig gradvist fra den akademiske tradition og interesserer sig for divisionismen - en ny penselføring med sidestillede farveprikker på lærredet men uden at farverne blandes på paletten, inden de kommer på lærredet. Træder man tilbage fra billedet for at beskue det, kan en blå og gul farve ved siden af hinanden således frembringe ideen om en grøn farve.

 

Pointillismen, der havde Georges Seurat og Paul Signac som de førende repræsentanter, var en variant af denne  teknik, samlet under navnet neoimpressionisterne. Også Matisse havde været stærkt optaget af pointillismen, hvilket fremgår af hans maleri fra 1904 “Luxe, calme et volupté”, der blev malet i Saint Tropez.

 

 

En brandmand brød i brand

I 1889 udstiller Henri Martin igen på Salon des Artistes français, denne gang et maleri der hylder 100-året for den franske revolution med titlen “Revolutionsforbundets fest”. På billedet ses helten fra den amerikanske frihedskrig, General Lafayette, der i en berømt scene aflægger ed foran nationens alter. På billedet har maleren endnu en gang sammenstillet farverne men ved at anvende en meget lys maling for at udtrykke lysets vibrationer. Reaktionerne på maleriet var mildt sagt ikke positive, tværtimod.

 

De akademiske malere, som repræsenterer en kunstart, der nedsættende blev kaldt for “l’art pompier” (brandmandskunst) beskyldte Henri Martin for at være forræder.

 

Impressionisterne, der kun havde foragt tilovers for de akademiske malere, ville på deres side ikke anerkende Henri Martin som en af deres egne. Edgar Degas siger ligefrem, at Henri Martin er en brandmand, der er gået ild i.

 

Som neo-impressionist var Henri Martin også en symbolistisk maler, der var inspireret af Baudelaires og Byrons poesi. I hans malerier fra slutningen af det 19. århundrede ses tågede landskaber, hvor melankolske og mystiske personer udfolder sig. Endelig var han kendt som dekorationsmaler, bl.a. af væggene i Capitol i Toulouse, på præfekturet i Lot samt på Sorbonne og en salon i Elyséepalæet.

 

Rejse i syd-vest

Hvis turen til Italien repræsenterede et vendepunkt i Henri Martins liv, så blev opdagelsen af lyset i Quercy endnu et vigtigt punkt i malerens liv. I 1900 køber han et hus i landsbyen Labastide-du-Vert tæt ved Cahors. Her ferierer han fra maj til november og bor i Paris resten af året. Tæt ved huset opfører han en allé af cypresser som et minde om de italienske landskaber ved Firenze, som han holdt så meget af.

 

Alt i disse omgivelser var til stor inspiration for Henri Martin, og det er uden tvivl i Quercy, han  maler sine bedste og mest personlige billeder. Han maler landlige scenarier og billeder med familien, helliger sig landskaberne, de gamle huse og små kirker, navnlig den i Labastide.

 

I 1912 erhverver han et hus i Saint-Cyr-Lapopie, landsbyen som også André Breton kastede sin kærlighed på. Senere, længere mod sydens sol og varme, køber han en ejendom i landsbyen Collioure. Henri Martins malerier er en rejse til det sydvestlige Frankrig med sin landskaber og sit særligt klare lys.

 

Benådet

Modsat andre malere var Henri Martin i sin levetid en kendt og anerkendt maler. Ikke desto mindre gled han lidt ud i glemslen efter sin død, selv om man kan finde hans malerier på de største museer.

 

En retrospektiv udstilling i henholdsvis Toulouse og Paris i 1983, 40 år efter hans død, bidrog til, at han blev taget til nåde igen. Forordet til udstillingskataloget, (der desværre var i sort/hvid !) var skrevet af Jacques Chirac, der dengang var Paris’ borgmester. I 2007 blev et af Henri Martins malerier solgt for 740.000 euro på Sotheby’s.

 

I 2009 finder man 43 af hans malerier i en forladt lejlighed i Rennes. Totalt glemt. Salget indbragte 4.260.000 euro, mere end det dobbelte af vurderingsprisen. Et maleri med titlen “Jeune fille devant  le bassin de Marquayrol” nåede op på 930.000 euro. Nu behøvede han ikke bevise mere.