Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Jean Jaurès, en glødende pacifist


Den 31. juli 2014 markerer Frankrig hundredårsdagen for Jean Jaurès død. Han blev myrdet tre dage inden Første Verdenskrigs udbrud, fordi han havde modet til at stille sig op mod krigen.

 

Den 21. maj 1981 gik François Mitterrand efter sin sejr som nyvalgt socialistisk præsident op til Panthéon-kirken, hvor Frankrigs store mænd ligger begravet, for at lægge en rose på Jean Jaurès’ grav.

 

Jean Jaurès spiller en helt særlig rolle i fransk historie, og længe har han haft veritabel kultstatus på venstrefløjen. Men også højrefløjen har anerkendt hans ”grandeur”. Som bekendt elsker Frankrig landets store mænd og kvinder, særligt når de er døde…

 

I alle henseender er Jean Jaurès en skikkelse, som franskmændene elsker, én med lige dele ord og handling. Mordet den 31. juli 1914, dagen inden den generelle mobilisering, som markerede starten på Første Verdenskrig, spiller højst sandsynligt en vigtig rolle.

 

Det er næsten umuligt at tælle de gader eller skoler i Frankrig, der bærer hans navn, og nogle og tredive statuer er der blevet rejst, især i hans fødeegn (Tarn, Haute-Garonne, Aveyron).

 

 

Deputeret som 25-årig

Jean Jaurès blev født den 3. september 1859 i byen Castres i det sydvestlige Frankrig. Trods engagementet på venstrefløjen kom han fra middelklassen, dog havde hans far, der kun ejede en lille landbrugsejendom, en beskeden indkomst. Efter Napoleon den tredjes herredømme og krigen i 1870 mod det tyske imperium havde den kommende republik brug for en elite, og netop Jean Jaurès, der var mere end godt begavet, blev hurtigt opdaget af en inspektør fra undervisningsministeriet, der hjalp ham med at få et legat, så han kunne fortsætte studierne.

 

I 1878 kommer han ind som nr. ét i filosofi til optagelsesprøven på Ecole Normale Supérieure foran Bergson, der senere skal blive en af Frankrigs største filosoffer. Efter studierne bliver Jean Jaurès docent ved universitetet i byen Albi, tæt ved Toulouse. Hurtigt fatter han interesse for politik og vælges til deputeretkammeret i 1885 i en alder af blot 25 år. Fire år senere bliver han slået af en anden. Han genoptager kontakten til undervisningsmiljøet samtidig med, at han hænger ud med de intellektuelle. Han indleder også et samarbejde med avisen La Dépêche, der kommer til at vare flere år, og som munder ud i adskillige artikler.

 

I 1892 forsvarer han sin filosofiske afhandling, der dog ikke lægger en dæmper på hans interesse for verden omkring ham, og da han samtidig begynder at omgås folk fra arbejderklassen, trækker han politisk mere og mere i retning af socialismen.

 

 

Minearbejderne fra Carmaux

I 1892 udbryder der strejke i en mine i Carmaux nær Tarn i det sydlige Frankrig. Grunden til opstanden er, at en af minearbejderne, som er blevet valgt til borgmester, er blevet fyret. Minens ejere undskylder fyringen med hans store fravær pga. de nye forpligtelser, hvilket i grunden betyder, at arbejdere er uegnede til at varetage poster som folkevalgte.

 

Både for minearbejderne og socialisterne er det et indgreb på den almindelige valgret, og Jaurès vælger helt at stå på minearbejdernes side. Sagen griber om sig nationalt, da regeringen sætter hæren ind for at slå strejken ned, hvilket munder ud i et valg før tid i 1893, hvor Jaurès vinder i sin valgkreds i Carmaux. Kursen mod socialismen er nu kørt endeligt i stilling.

 

En anden dramatisk begivenhed, Dreyfus affæren, ender med at give Jaurès nationalstatus. Sagen bibringer ligeledes et stænk humanisme til den socialist, han er gået hen og blevet, uden hvilket den ellers ville være en tom floskel. I starten er Jaurès overbevist om, at Dreyfus er skyldig i landsforræderi, men snart illustrerer de fældende beviser, at der er tale om et setup fra hærens side mod den jødiske kaptajn. Fra da af tager Jaurès Dreyfus’ parti i øvrigt modsat andre socialister, der mener at Dreyfus er borgerlig og derfor ikke skal forsvares, fordi han ikke tilhører arbejderklassen.

 

Jaurès skriver så den berømte tekst: “Hvis Dreyfus er ulovligt dømt, og det viser sig, at han er uskyldig, så er han ikke længere hverken kaptajn eller borger, han er kun menneskeheden i sin højeste form for elendighed og fortvivlelse”.

 

I 1902 er han med til at stifte det franske socialistparti, og i 1904 grundlægger han avisen L’Humanité, som han var leder af indtil sin død.

 

 

Jaurès er blevet myrdet!

I de sidste ti år af sit liv slås Jaurès for at undgå en europæisk krig, som ifølge ham er ved at nærme sig. Selv om han er pacifist, foreslår han løsninger til, hvordan Frankrig kan forsvare sig, men hans modstand mod krigen får nationalisternes had mod ham til at blusse op, og han modtager dødstrusler.

 

Fra mordet i Sarajevo har fundet sted, går det nu hurtigt, og det værst tænkelige synes uundgåeligt. I fire uger forsøger han alt for at hindre konflikten. Han er i tæt kontakt med de tyske socialister og foreslår samtidige generalstrejker i begge lande, i fald konflikten indfinder sig, overbevist som Marx om, at “proletarerne ikke har et fædreland”.

 

Den 30. juli 1914 vender han hjem fra Bruxelles efter et møde i Internationale Socialister. Dagen efter forsøger han uden held at få et møde i stand med regeringslederen for at forsvare freden. Sidst på dagen tager han hen på L’Humanité for at skrive en artikel mod mobiliseringen til morgendagens udgave. Inden da tager han forbi Café Croissant i rue Montmartre, hvor han slår sig ned sammen kollegerne på sin stamplads med ryggen mod det åbne vindue.

 

Ved halvti-tiden skyder studenten Raoul Villain ham med to skud, hvor det ene rammer ham i hovedet og dræber ham på stedet. En kvinde skriger højlydt “Jaurès er blevet myrdet!” Skriget når Frankrig rundt.

 

Villain arresteres og hævder, at hans hensigt var at ville gøre det af med en landsforræder. Mordet samler alle venstrefløjens partier. En venstreorienteret avis skiver: “Jaurès er blevet myrdet, vi myrder ikke Frankrig!”

 

Den 1. august mobiliserer Frankrig tropperne. Den 3. august erklærer Tyskland Frankrig krig, og millioner af mænds tragiske skæbne ligger nu fast. Jaurès ville ikke have kunnet forhindre nedslagtningen. Villain bliver først dømt efter krigen i 1919, men Frankrig vandt den, og en vild og tøjlesløs patriotisme griber landet. Villain frifindes, og som om det ikke var topmålet af uretfærdighed, skal Jaurès enke også betale sagsomkostningerne!

 

Man skal helt frem til 1924 for at venstrefløjen, der nu er ved magten, overfører Jaurès jordiske rester til Panthéon kirken som en hyldest fra nationen til ham, der døde inden krigens udbrud, og som havde forstået dens absurditet og uretfærdighed. Jaurès døde også for Frankrig.