Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 1/2018

Johnny Halliday - eller et idol går bort



Den 5. december 2017 døde Johnny Halliday af kræft, kun 74 år gammel. Nogle dage senere blev han hyldet af hele nationen, særligt i Paris under tilstedeværelse af den nuværende franske præsident og to tidligere præsidenter.



Johnny Hallidays død 5. december sidste år som følge af en lungecancer gav sig udslag i en spektakulær landesorg i befolkningen som sjældent er set tidligere. Selv på højeste niveau slog den igennem, idet præsident Macron i egen person hyldede sangeren ved en mindehøjtidelighed nogle dage senere, hvor mange hundred tusinde mennesker deltog.

 

Begravelsesoptoget kørte ad Champs-Elysées ved middagstid mod Madeleinekirken, hvor en religiøs ceremoni blev afholdt med bl.a. den nuværende præsident, Emmanuel Macron, samt to tidligere præsidenter, François Hollande og Nicolas Sarkozy, samt kendisser fra den politiske verden og showbiz. Præsident Macron holdt en bevæget tale til bl.a. den efterladte hustru og sangerens børn, og det parisiske bystyre deltog på sin måde med et kæmpe lysende “TAK JOHNNY” på Eiffeltårnet.

 

I flere dage ændrede TV- og radiostationerne fuldstændig deres programmer, og samtlige aviser havde Johnnys død på forsiden. Stemningen og den enorme hyldest ville have fået en hvilken som helst udlænding til at måbe, fordi sangeren stort set var ukendt i det store udland. Som avisen US TODAY skrev “var Johnny Halliday den største rockstjerne, man aldrig nogensinde har hørt om”.

 

Aldrig var det overgået en sanger at blive kørt i begravelseskortege ned af Champs-Elysées, der ved samme anledning var blevet lukket for al trafik, og anledningen blev sammenlignet med Victor Hugos begravelse i 1885, der tiltrak over 2 millioner franskmænd i et otte timer langt optog mellem Triumfbuen og Panthéon. Knap så fjernt i erindringen toner Edith Piaffs begravelse sig frem, men hun blev ikke hyldet af nationen pga. den katolske kirkes syn på hendes privatliv. En halv million franskmænd fulgte immervæk hendes begravelse, mens forfatteren Jean Cocteaus død få timer tidligere gik næsten upåagtet hen.

 

 

De unges idol

Med Johnnys død takker en legende inden for fransk musik af. Hans karriere løb over 55 år med mere end 1000 sange og 110 millioner solgte albums, mestendels i Frankrig.

 

Jean-Philippe Smet alias Johnny Halliday kom til verden 15. juni 1943 i Paris som søn af en belgisk far, der optrådte i kabareter, og en fransk mor. Forældrene bliver skilt kort tid efter, og han vokser op hos sin faster, Helene Marr, som selv havde to danseinteresserede døtre. En af dem giftede sig med en amerikansk danser med kunstnernavnet Lee Halliday, så det efternavn tog Johnny til sig, fascineret som han var af USA.

 

Efter to år i London, hvor han bor med sine kusiner, rejser han tilbage til Paris og begynder at synge Elvis Presleys sange på kabareterne. Lidt efter lidt får musikbranchen øjnene op for ham, og på den første franske rockfestival i 1961 bliver han et hit. Han udgiver albummet “Salut les copains”, opkaldt efter et kendt radioprogram, der spiller rockmusik for de unge.

 

Selv om Johnny til tider ikke var “fin nok” til de store radiostationer og dele af showbiz-miljøet, bliver han “de unges idol” i 60’erne. På det tidspunkt var der ingen arbejdsløshed, væksten og højkonjunkturen prægede samfundet, Anden Verdenskrig var fortid og ungdommen mere optaget af sjov og ballade end af at studere. Drengene havde langt hår, pigerne klædt i miniskørter, og det mindede om oprør men et uskyldigt et og uden at det kom til vold.

 

Amerika er referencen par excellence hos de unge. Det er tiden med franskpop eller “Yéyés”, som sociologen Edgar Morin kaldte det i en kronik i Le Monde, fordi sangerne sang “yeah! yeah!” i de fleste af deres sange.

 

Johnny Hallidays karriere tager afsæt i de glade 60’ere og selv om musiksmagen med tiden ændrer sig, og hans popularitet daler, kommer han hver gang tilbage og indtager scenen. Trods et repertoire der i det store hele hviler på amerikanske sange, får han kontakt til talentfulde sangskrivere som f.eks. forfatteren og journalisten Philippe Labro, Michel Berger (kendt for musicalen Starmania) eller Jean Jacques Goldmann.

 

Johnny spiller også med i instruktøren Claude Lelouchs film “L’aventure c’est l’aventure” og ikke mindst i Jean-Luc Godards “Détectives”, der dog er den diametrale modsætning til alt det han repræsenterer. Johnny er også men især en scenekunstner, der har været med i hundredvis af forestillinger, som har tiltrukket tilskuere i tusindvis, som fx i år 2000 hvor han blev 40 og gav en koncert ved Eiffeltårnet foran en halv million fans.

 

“Johnny var Frankrig”

Hvorfor al denne succes? Hvorfor er Johnny gået hen og blevet en smule “Frankrig”, ifølge en anden sociolog Jean-Louis Fabiani, og hvorfor denne gigantiske hyldest ved hans død? For det står lysende klart, at det ikke er det kunstneriske eller musikalske talent, der er grunden til hans enorme popularitet, selv om hans shows med årene blev mere og mere professionelle.

 

Der er ingen tvivl om, at manden har fascineret og tryllebundet sit publikum. Johnny var alt andet end den intellektuelle type. På en gang ligetil og kompliceret med et liv fuldt af op- og nedture og med et massivt forbrug af kvinder, tobak, alkohol og hårde stoffer og selvmordsforsøg.

 

Trods et skrøbeligt og svigtende helbred ville han fremad og synge, koste hvad det ville. Hans lange karriere gennem næsten 60 år skyldtes også hans tilpasningsevner. Han formåede at gribe tidens tendenser fra rock and roll til hippiebevægelsens musik.

 

Johnnys ansigt vidnede om modgang gennem livet. Han var blevet en skygge af sig selv og alligevel ville han ikke give slip på noget af det, men “favnede” bredt: højredrejet revolutionær, skatteål, utro ægtemand og god far, amerikansk sanger, hvor man forstår alle ordene i hans sange. “Johnny var Frankrig”, som Jean-Louis Fabiani skrev i avisen le Monde den 6. december 2017.

 

Johnny Halliday var også lidt Amerika, et Amerika bestående af drømme og illusioner, som han sang om for sine landsmænd. Men selv om han foregav at ville ligne den berømte cowboy fra Marlbororeklamen, røg han hele livet kun stærk fransk tobak.