Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 5/2019
Det hemmelige underjordiske Paris


Under Paris’ gader løber et virvar af underjordiske gange, som blev gravet ud i løbet af flere århundreder; en verden der har givet bedre plads til de døde end til de levende.


Paris er længe blevet kaldt lysenes by. Hvad man knap ved, er at der under lysene ligger en hel underjordisk verden og skjuler sig, lidt som et fotografis negativ. “Paris er en slags brønd, der let udtørrer”, sagde Victor Hugo. En verden af gange, krypter, kældre, kløfter…. en verden der ifølge legender og overleveringer er befolket af fantasifigurer og ondskabsfulde væsner.

 

Dette underjordiske univers startede med kalkstensbruddene, hvorfra man udvandt sten, der blev anvendt til byens opførelse. I oldtiden blev de udvundet under åben himmel, og fra det 12. århundrede og frem skete det fra undergrunden.

 

Til at begynde med foregik det i udkanten af byen og senere ind under selve byen. På den måde var der masser af bygninger, der hvilede på det rene ingenting, hvilket hyppigt afstedkom sammenstyrtede ejendomme. Myndighederne blev derfor tvunget til at igangsætte gigantiske konsolideringsarbejder op gennem det 18. århundrede.

 

I dag findes der 300 km underjordiske gange, hovedsaglig på venstre Seinebred, der følger vejstrækningerne - som et modbillede på verden over jorden. I det 19. århundrede kom et vandforsyningsnetværk til samt kloakker og senere metroen. Hvis man dertil føjer kilometervis af elkabler eller telefonkabler forstår man, at Paris under jorden kan minde om en kæmpestor gennemhullet gruyèreost.

 

 

TIL ALLE TIDER måtte man finde løsninger for at skille sig af med de døde, hvilket i byområder med flere hundredtusinde indbyggere ikke gik for sig uden problemer.

 

I Paris blev der i det 5. århundrede anlagt en kirkegård oven på et gammelt kultsted fra merovingisk tid, der hvor Forum des Halles i dag ligger. Kirkegården fik i 1130 navnet Saints-Innocents, og det var her man i flere hundrede år nedlagde de døde parisere fra byens 22 sogne samt ligene fra hospitalet og lighuset.

 

Hvad der fra starten blot var en lille landkirkegård, blev nu Paris’ største kirkegård, der efterhånden blev omgivet af beboelsesejendomme. Området var alt for lille til at kunne give plads til de mange tusinde døde, navnlig i forbindelse med krige og epidemier. Ophobningen af de døde vanskeliggjorde nedbrydningen af kroppene, og i 1554 blev lægerne på hospitalet i Paris alvorligt bange for epidemirisikoen. I det 18. århundrede begyndte folk at klage. Problemerne var fællesgravene, der var godt ti meter dybe og hvor ligene hobede sig op for dem, der ikke havde råd til et rigtigt gravsted.

 

Graveren François Pourrain fortalte, at han havde begravet 90.000 døde på mindre end 30 år. I nabolaget var stanken ubeskrivelig. Det forlød ligefrem, at mad blev ødelagt på ganske få dage, og at vin blev til sur eddike på grund af stanken. Brøndvandet i nærheden var udrikkeligt.

 

Voltaire beskyldte de religiøse autoriteter for at skade parisernes helbred, når man begravede de døde der, hvor folk skulle bo. Først i 1765 forbydes al begravelse i byen, og man anlægger i stedet otte kirkegårde rundt om Paris og genoptog dermed den romerske tradition med at begrave de døde uden for byerne.

 

 

I FEBRUAR 1780 styrter en hvælving op til kirkegården, sammen p.g.a. presset fra fællesgraven og de tusindvis af lig, der ligger bunket op. Samme år besluttes det at lukke kirkegården Saints-Innocents.

 

Men hvad stiller man op med ligene, for selv om de døde ikke længere skulle begraves der, var der stadig stanken. Der måttes findes en løsning, så de mange hundrede tusind knogler kunne lægges ned andetsteds. Men nu blev det ud over risikoen for de mange infektionssygdomme også et spørgsmål om økonomi.

 

Paris havde brug for fødevaremarkeder, og da de gamle haller lå op mod kirkegården, var der her en mulighed for at udvide området. Man fandt så på at udnytte de enorme kalkstensbrud under byen til knoglerne.

 

Mod slutningen af 1785 begynder et gigantisk arbejde, hvor knoglerne tages op, rengøres og stables i lukkede vogne. Hele operationen foregår ved mørkets begyndelse, hvor sorte vogne flankeret af fakkelbærende hjælpere og præster læsser den makabre last af i brønde, hvorefter knoglerne stables op på udvalgte steder.

 

Grusgravene, der nu er blevet gravkamre, benævnes katakomberne efter de gamle romerske gravpladser. Efter tømningen af kirkegården Saints-Innocents bliver alle kirkegårde i Paris tømt for deres jordiske rester, hvilket varer fra 1787 til 1814.

 

Det anslås, at over 6 millioner jordiske rester blev flyttet, heriblandt flere historiske berømtheder som Danton og Robespierre, der spillede en rolle under revolutionen, samt ca. 1300 personer, der blev halshugget på Concordepladsen mellem 1792-94. Men også Racine, Blaise Pascal, Montesquieu og Jean-Baptiste Lully fandt hvile blandt millioner af anonyme.

 

I dag er en del af katakomberne åben for publikum, og 14 meter under jorden findes indgangen med denne overskrift: “Stop. Dette er dødens rige”, hvilket imidlertid ikke forhindrer tusindvis af besøgende hvert år i at besøge katakomberne.

 

Heller ikke genfærdet efter Montsouris, der siges at vandre uden lys i de lange gange. Men tag dig i agt, for selv uden lys vandrer han rundt, og det er et dårligt varsel, hvis man får øje på ham. Nogle hævder, at såfremt man møder ham, dør man inden årets udgang!

 

Hjemmeside til katakomberne: www.catacombes.paris.fr