Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 4/2018

La Fontaines fabler, et nationalt hovedværk



Kun få franske skolebørn kan påstå, at de ikke kender navnet Jean de la Fontaine, selv de mest ignorante af dem. I generationer har franske skolebørn allerede fra første klasse lært at recitere fablerne om Kragen og Ræven eller Græshoppen og Myren, som er nogle af de mest kendte.

 

Den første samling udkom for 350 år siden i 1668. Siden da har hundredvis af udgaver set dagens lys, ofte illustreret af store kunstnere. Jean de la Fontaine og hans dyrefabler figurerer som nationalt arvegods på linje med Molière, Victor Hugo, fransk vin og gastronomi.

 

Hvad der er knap så kendt, og slet ikke blandt de mindste skolebørn, er, at La Fontaine blev kendt på grund af sine erotiske noveller, og at han livet igennem var en sand libertiner, hvilket hans samtid bebrejdede ham.

 

Han blev født i 1621 i Château-Thierry i en velhavende familie. Faren var rådgiver for kongen og offentlig skytte. I 1641 begyndte han at studere til præst men endte med at læse jura og blev advokat i Paris. Faren døde i 1658 og det var på det tidspunkt, La Fontaine begyndte at arbejde for Nicolas Fouquet, Ludvig den 14.’s finansminister.

 

Fouquet bliver hans første mæcen: La Fontaine skriver lejlighedspoesi og får til gengæld et forfatterhonorar udbetalt. Finansministeren lod et pragtfuldt slot opføre i Vaux-le-Vicomte, hvor han afholdt overdådige fester med kongen som gæst. Det i en sådan grad, at Ludvig den 14. der er jaloux eller urolig over sin finansministers magt og ambitioner, får ham arresteret og fængslet af d’Artagnan og hans musketerer. Trods kongens vrede bliver La Fontaine i lang tid Fouquets trofaste ven, og han skriver endog en ode til Ludvig den 14.

 

I 1664 bliver Hertuginden af Orléans hans nye mæcen. Kort efter hendes død bliver det Marguerite de la Sablière, der giver husly til digteren i godt tyve år. Marguerite de la Sablière er en ædel aristokrat og La Fontaine stiftede herigennem bekendtskab med tidens store intellektuelle elite.


Da La Fontaine af natur var mere græshoppe end myre smuldrede hans arv fra ham, og han måtte atter ud og finde mæcener for at kunne opretholde et liv som digter og skribent. I 1678 udgiver han andet bind af sine dyrefabler, som blev tilegnet kongens elskerinde, Madame de Montespan.

 

I 1683 får han sæde i det Franske Akademi, dog ikke uden problemer, for kongen ville ikke umiddelbart anerkende valget af ham, fordi han foretrak forfatteren Boileau på pladsen. Det var først da sidstnævnte omsider blev valgt ind, at kongen accepterede La Fontaine. Skæbnens ironi var, at han overtog pladsen efter Colbert, Ludvig den 14. s minister, der var på nakken af La Fontaine.

 

Ved sin indsættelsestale i Akademiet lovede han klogskab og visdom og fortrød fortidens handlinger. Løftet blev dog ikke holdt ret længe, og kort efter genoptog han sin frivole levevis. Jacques Dandrey fra Sorbonne har beskrevet La Fontaine som en “ængstelig epikuræer” og et af La Fontaines vers opsummerer det menneske, som han utvivlsomt var:

 

“Jeg elsker legen, kærligheden, bøgerne, musikken,
Byen og landskabet, kort sagt alt; der er intet
der ikke forekommer mig skønt,
helt ind i hjertets dunkle melankoli.”


Selv om han var forfatter til mange andre værker, bl.a. eventyr, er det fablerne, der har udødeliggjort Jean de La Fontaine. Disse dyrefabler (”jeg bruger dyr til at belære menneskene”) er i flere tilfælde en omskrivning af Æsops fabler (Græshoppen og Myren) eller værker skrevet af antikkens forfattere. (Men læs nu blot Malkepigen og Mælkespanden - La Fontaine var ikke ene om at “låne” historierne fra tidligere forfattere. Her kunne også 150 år senere vores egen H.C. Andersen være med.)
Langt de fleste af Fontaines fabler slutter med en morale, og flere af hans vers er gået hen og blevet til ordsprog.
“Den stærkestes synspunkt er altid det bedste” (Ulven og Lammet) eller ”Man kan ikke være for forsigtig” (Katten og en gammel rotte).


Bag den umiddelbare enkle stil skjuler en større kompleksitet og sand filosofi sig. La Fontaine var ifølge Marc Soriano et “oprigtigt menneske, trofast i venskab, forundret over livets og kærlighedens kraft, i bund og grund fjende af hykleri og vold”.

 

Moralisten var også en meget stor digter, der kort og klart fik det franske sprog til at stråle. Fablerne er en kæmpe komedie med hundredvis af akter, hvor scenen er universet.

 

Jean de la Fontaine døde 13. april 1695, sandsynligvis af tuberkulose. Han blev begravet på kirkegården Saints-Innocents i Paris, som blev lukket i 1780 grundet sundhedsfare. Hans jordiske rester hviler nu side om side med Molière på Père Lachaise kirkegården i Paris.