Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 6/2019

Kæmperne i Hauts-de-France


Med oprindelse i en ældgammel tradition defilerer kæmperne rundt ved de store markeder og byfester i det nordlige Frankrig, hvor de med fagter og livagtige bevægelser tiltrækker folkemængden.


Ved karnevaller og byfester i de nordfranske byer kan man med jævne mellemrum være vidne til besynderlige optog af flere meter høje gigantiske dukker fremstillet af kviste, ståltråd, pap, træ m.m. og båret frem af en eller flere personer. Det er de såkaldte “Géants du Nord” eller “gayants”, som de også kaldes på lokalsproget i Picardiet.

 

Ifølge den aldeles levende tradition er de ikke kun en slags dukker men betragtes faktisk som indbyggere på lige fod med byens øvrige befolkning. De har deres eget liv, bliver gift, får børn, og ved optogene danser de, møder byboerne i gadebilledet og snakker med dem. Traditionen er en del af en kollektiv forestillingsverden.

 

I flere hundrede år har kæmperne været et symbol på Nordfrankrigs og Belgiens folkelige kultur. De repræsenterer historiske personer eller dyr, har navne og er sågar døbt.

 

I den nordfranske by Cambrai er det Martin og Martine, et smedepar med mørk hud, der repræsenterer byen. Det hævdes, at parret af maurisk oprindelse flygtede fra Spanien under den kristne erobring og befriede Cambrai for en hel skare røvere og banditter.

 

I byen Cassel tæt ved den belgiske grænse er det også et par kæmper, der holder hånden over byen: “Reuze papa” og “Reuze maman”, (reuze: flamsk for kæmpe). Casselbjerget skulle efter sigende være deres værk, fordi de skulle transportere noget jord hen til en slugt men kom op og skændes og lod jorden ligge tilbage. Heraf det berømte bjerg.

 

Kæmpefar er 6,25 m høj og vejer 83 kg. Kæmpemor måler 5,85 m og vejer 67 kg. De bliver, som traditionen tilsiger, begge båret frem af mænd, skjult under tøjet, hvorved de bliver meget bevægelige og i stand til f.eks. at danse med folkemængden. Påskemandag i anledning af karnevallet kommer parret ud og får sin årlige rundtur.

 

Efter al sandsynlighed var det i byen Douai i Picardiet, at de første kæmpedukker, de såkaldte “gayants”, så dagens lys og gav navn til en familie, der er blevet berømt, og som fortjener, at vi fortæller historien om den.

 

Ifølge en legende blev Douai under et angreb i 1479 kun frelst på grund af byens skytshelgen, Saint Maurand. Indbyggerne besluttede derfor, at han hvert år den 16. juni skal hyldes med et optog gennem byen.

 

I 1530 beslutter byens kurvemagere at opføre en kæmpedukke i pileflet til optoget, og sådan kommer Monsieur Gayant til verden. I 1532 gifter han sig med Marie Cagenon, og sammen får de tre børn: Jacquot og Fillon i 1675 og Binbin i 1715.

 

Den katolske kirke så skævt til denne mere eller mindre hedenske skik, og i 1770 besluttede biskoppen af Arras, at optogene skulle forbydes. Beboerne i Douai var slet ikke enige, og et par år senere genindførtes optogene, som så atter blev forbudt under revolutionen. Først i 1802 dukkede mor, far og de tre børn op igen.

 

I det 20. århundrede gik dukkerne tabt under de store krige, hvor særligt den nordlige del af Frankrig blev ramt af konflikterne. Dukkerne blev med tiden rekonstrueret, og i 1980 fejrede Monsieur Gayant sin 450 års fødselsdag. Hele familien Gayant bliver luftet hvert år i juli til minde om Douais genforening med Frankrig.

 

Monsieur Gayant vejer godt 370 kg og måler 8,5 m i højden. Der skal seks mand til, skjult under nederdelen, for at kunne bære ham. Fruen følger ham i hælene med sine 250 kg, og også hun skal hjælpes på vej af seks mænd. Hvad angår børnene, kan de klares af én mand. Binbin, det ene barn, er skeløjet, og derfor kommer børnene i Douai og giver ham et kys for at undgå at blive skeløjede.

 

 

Ligesom Douai har alle byer i det nordlige Frankrig med tiden fået deres egen kæmpe. Valenciennes fik sin egen Binbin efter revolutionen i anledning af byens karneval. I Lille, regionshovedstaden, findes der i dag 18 kæmper, som kommer frem, når der er byfest.

 

I hele regionen er der over 500 af slagsen, hvoraf nogle er af nyere oprindelse, hvilket i sig selv er et tegn på, at den gamle tradition trives i bedste velgående. I Europa stammer de fra den sydlige del af Europa, sandsynligvis fra Portugal, da de ældste spor kan føres tilbage til det 13. århundrede. Skikken er derefter kommet til Spanien, hvor dukkerne opfører episoder fra religionshistorien eller de gamle legender.

 

Da Douais første kæmpe så dagens lys i 1530, var regionen en del af de Spanske Nederlande, hvilket kunne være en forklaring på udbredelsen af traditionen, der ikke altid faldt i den herskendes magts smag. Kirken, der ikke brød sig om de folkelige udskejelser under karnevallerne, forsøgte ofte at forbyde optogene, selv om dukkerne oprindeligt også blev brugt ved religiøse processioner. Alligevel er det lykkedes kæmpedukkerne at tilpasse sig situationen.

 

I Douai bar kæmpen Gayant selveste Karl den Femtes våbenskjold. Derefter vigtede han sig med Solkongen, Ludvig den 14’s emblem og sluttelig med byvåbnet. Dukkerne har tilpasset sig og overlevet svære tider, uden tvivl fordi de tilhører en ældgammel og fælles overlevering.

 

Nordfrankrigs kæmper har således familie i mange andre lande: Marionetdukkerne i Burkina Faso og de kinesiske drager. Siden 2005 har de franske og belgiske kæmper været indskrevet på UNESCOS liste over immateriel kulturarv som en hyldest til hr. og fru Gayant og deres efterkommere.