Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 4/2017

En rig, berømt og magtfuld familie


Den intellektuelt engagerede Madame de Staël promoverede kontinuerligt sine ideer om fremskridt og frihed i perioden omkring Enevælden og frem til Napoleons regeringsperiode.



Der er flere grunde til, at Anne-Louise Germaine Necker, baronesse de Staël, bedre kendt under navnet Madame de Staël, blev en symbolsk skikkelse i løbet af denne dramatiske periode, som strækker sig fra slutningen af Enevælden og helt frem til Napoleons imperium.


Madame de Staël kom til verden i Schweiz i 1766. Hendes far, Jacques Necker, var en velhavende bankier. Han slog sig hurtigt ned i Paris, der på det tidspunkt var Europas centrum, hvor han efter at være kommet til penge gik ind i politik. Han udlånte enorme summer til den franske stat, hvilket bragte ham endnu tættere på magtens centrum.


Hans hustru bakker aktivt op om ham og opretter en litterær salon, der bliver mødested for filosoffer, encyklopædister og schweiziske venner. På det tidspunkt var salonerne stedet, hvor tidens ideer bliver luftet, vel nærmest en slags klubber, der fik indflydelse på resten af samfundet, der er under forandring. Madame de Staël genoptager senere denne tradition. Hendes far når magtens tinder og bliver finansminister i Frankrig, selv om han hverken er franskmand eller katolik.


Alle store personligheder i det franske kongerige indfinder sig i Madame Neckers salon og Madame de Staël, der på det tidspunkt kun er teenager, tager allerede del i konversationerne. Hun lærer engelsk og latin, musik og dans, og er flittig teatergænger. Hun læser og skriver meget. Takket være hendes fars position står alle døre åbne for hende.



MEN HUN SKAL giftes bort, hvilket ikke sker uden problemer. Hendes far er berømt, usædvanlig velhavende og befinder sig i magtens centrum. Datterens bryllup er derfor overordentlig vigtigt for familien Necker. Frem for alt vil de ikke have en katolsk svigersøn, men kun få franske aristokrater er protestanter. Tilbage er der de schweiziske forbindelser, men schweizerne i Paris er slet ikke en del af magtens centrum.


Det bliver omsider en svensker, baron de Staël, der er Sveriges ambassadør i Frankrig, som bliver hendes mand. Giftermålet, der åbner døren for Necker til aristokratiet, er ikke lykkeligt, men det var uden tvivl heller ikke det vigtigste på den tid og i de kredse. Den unge baronesse kaster sig derfor over de intellektuelle sysler.


Hun skriver senere: “Dyrkelsen af litteratur har givet mig langt flere lykkelige stunder end sorger. Det går kun tilbage for kvinderne undtagen evnen til at tænke”.


Hun åbner ligesom sin mor en litterær salon, hvor en hel generation af intellektuelle indfinder sig. Heriblandt dem, der deltog i de amerikanske krige og bragte nye ideer hjem derfra om demokrati, frihed m.m.



DEN REVOLUTIONÆRE periode, der begynder i 1789, er ikke ufarlig for Madame de Staël, selv om hun går ind for forandring. Men hun støtter et konstitutionelt monarki, hvilket gør hende til genstand for mistanke. Af samme grund tvinges hun i eksil, første gang i England i 1792, derefter i Schweiz.


Hun kommer dog tilbage til Frankrig efter Rædselsperioden, og efter udgivelsen af “Réflexions sur le procès de al reine”. Værket handler om Marie Antoinette og er en refleksion over kvinders vilkår, uanset om man er dronning eller ej, og indlægget henvender sig til alle kvinder.


I 1789 introduceres hun for Napoleon Bonaparte af den berømte Talleyrand. Til en start blændes hun af mandens usædvanlige intelligens. Hun tror, han er liberal, og støtter revolutionens ideer. Men da hun spørger ham, hvem der for ham er den vigtigste kvinde, svarer han: “Hende der føder flest børn, Madame”.


Lidt efter lidt bliver forholdet mellem baronessen og generalen, der bliver Første Konsul, dog meget dårligt. Napoleon har ikke tiltro til hendes progressive ideer og hendes litterære salon. Hans mål er enevælde. Ikke demokrati. Der er åben krig mellem de to stærke personligheder.


Madame de Staël betragtes som undergravende for samfundet og tvinges atter til at gå i eksil i 1803 efter udgivelsen af sin roman “Delphine”, der tager flere samfundstemaer op. Romanen bliver en bragende succes. I de følgende ti år lever hun i eksil i bl.a. Tyskland, hvor hun som en anden statsmand har sin gang i fyrstehusene.


Hun lærer tysk og møder Goethe og Schiller, men må atter flygte, fordi Napoleon jager og udspionerer hende. Hun forsøger atter at komme til England men tager så til Rusland og opholder sig i Sankt Petersborg. Til sidst får hun eksil i Sverige hos general Bernadotte.



MADAME DE STAËL vender omsider tilbage til Paris i 1814 efter Napoleons fald, hvor hun åbner en litterær salon, men dør tre år senere i en alder af kun 51 år. Hun efterlader sig en stor mængde skrifter, både personlige som politiske, essays, romaner og teaterstykker.


Selv om hendes værker i vore dage ikke er ret læst, spiller hun en vigtig rolle i sin tid. Madame de Staël var nemlig årsag til et hav af ideer, navnlig hvad angår kvindens vilkår. Hun var en moderne kvinde, kultiveret, engageret, som rejste Europa tyndt. Hendes følelsesliv var som hendes liv, ustabilt og hele tiden undervejs, men passioneret.


Af hendes første ægteskab med baron de Staël føder hun officielt fire børn, men kun den ældste, der er gudbarn til kong Gustav den 3. af Sverige, er søn af baron de Staël. To andre sønner, Auguste de Staël og Albert de Staël, er utvivlsomt et resultat af hendes stormende forhold til Louis de Narbonne og datteren Albertine er resultatet af hendes forhold med Benjamin Constant, romanforfatter, politiker og intellektuel, der selv var af schweizisk herkomst.


Hun får et femte barn, en søn født af hendes forhold til Albert de Rocca, der bliver hendes anden mand. Selv siger hun: “Kærlighed er historien om kvinders liv, det er en episode i mænds liv”.


Hendes ærkefjende Napoleon siger om hende: “Man må vedkende sig, at hun var en yderst talentfuld kvinde, højt distingveret og meget åndfuld. Hun får sin plads i historien.”