Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 6/2017

En klassisk men nytænkende komponist


Maurice Ravel, der døde for 80 år siden, var sammen med vennen, Claude Debussy, og sin pianolærer, Gabriel Fauré, en af det 20. århundredes helt store skikkelser inden for fransk musik midt under impressionismen.



For 80 år siden, den 28. december 1937, døde Maurice Ravel, uden tvivl en af Frankrigs mest berømte komponister. Berømmelsen skyldes ikke mindst hans kendte musikstykke Bolero, skrevet i 1922 til Operaen i Paris, og som ifølge radiokanalen Radio France bliver spillet hvert 15. minut et eller andet sted i verden.

 

Selv om de fleste kender Bolero, er der knap så mange, der ved, at stykket var bestilt til en ballet på foranledning af et af tidens helt store navne, nemlig den russiske danserinde Ida Rubinstein, der var et ikon i Belle Époque perioden. Bolero er i grunden en meget simpel komposition, samme tema i et minut men gentaget i 18 minutter med en fortløbende variation i orkestrering og instrumentering.

 

Alligevel hører dette symbolske musikstykke ifølge Radio France til et af de mest lyttede musikstykker under den seksuelle akt, men Ravel brød sig ikke om det. Hans bror fortalte, at da en af tilskuerne på premiereaftenen råbte, at det var en gal mands værk, replicerede Ravel, at han da i det mindste havde forstået noget. Ironisk sagde han også: “Mit bedste stykke musik? Bolero, selvfølgelig. Desværre er det bare blottet for musik”.

 

Ikke desto mindre sagde 73% af alle franskmænd i 2008, at de allerede havde hørt stykket, og adskillige koreografer, heriblandt Maurice Béjart, samt flere filminstruktører brugte det gerne, når en erotisk stemning skulle slås an. På det mere seriøse plan er musikstykket ifølge eksperterne et dybt originalt og nyskabende værk.

 

 

MAURICE RAVEL kom til verden den 7. marts 1875 i Saint-Jean-de-Luz i Pyrenæerne. Faren var ingeniør, moren af baskisk/spansk afstamning. Nogle måneder senere slog familien sig ned i Paris, og selv vendte han ikke tilbage til Baskerlandet, før han var 25 år gammel.

 

I et selvbiografisk udkast fra 1928 fortæller han bl.a. “Som barn var jeg uhyre modtagelig for al slags musik. Min far, der havde langt mere forstand på denne kunstart end de fleste amatører, forstod at udvikle min smag og allerede tidligt fik han mig til at gøre mig umage.”

 

Det er på denne musikalske baggrund, Ravel kommer ind på konservatoriet i Paris på klaverlinjen. I 1898 følger han Gabriel Faurés klasse i komposition. Desværre dumper han til eksamen i fuga og forlader konservatoriet i 1900. Men allerede i 1899 havde han komponeret et af sine mest spillede værker: Pavane pour une infante défunte.


Ravel er 25 og allerede kendt og anerkendt, selv om hans nytænkende musik ofte bliver genstand for kritik. Det i en sådan grad, at han flere gange dumper til optagelsesprøven i Rom, som han ikke engang fik lov at præsentere sig til i 1905.

 

Et af instituttets medlemmer tillod sig denne bemærkning: “Hr Ravel kan såmænd godt sige, vi er prætentiøse, men han skal ikke ustraffet tage os for at være idioter”. Pressen bringer skandalen for dagens lys og der bliver endog talt om “Ravelskandalen”, hvilket paradoksalt nok gav komponisten endnu mere berømmelse.

 

I 1905 havde Ravel allerede komponeret flere mesterværker, bl.a. Jeux d’eau (1901), Quator à cordes (1903) og Schéhérazade (1903).

 

 

I DE EFTERFØLGENDE år vokser Ravels popularitet, navnlig i udlandet hvor han allerede turnerer. I 1907 komponerer han L’Heure espagnole, en opera, der dog først opnår succes i 1920. I 1908 komponerer han de vidunderlige stykker for piano Gaspard de la nuit, Derefter komponerede han balletten Daphnis et Chloé, der er hans repertoires hidtil længste med sine 70 minutters varighed, og som var tre år undervejs.

 

Ved krigsudbruddet i 1914 ville han til fronten men blev ikke hvervet på grund af et svagt helbred og sin statur (han målte 161 cm og vejede 48 kg). Først i 1916 hverves han som ambulancefører og sendes til Verdun. Han kasseres imidlertid i marts 1917 pga. helbredet. Hans mors død i januar 1917 tager meget hårdt på ham, og det tager ham flere år at komme sig oven på tabet. Samme år lægger han sidste hånd på værket Le Tombeau de Couperin, der var dedikeret til vennerne, der omkom på fronten.

 

I 1921 erhverver han sig et hus i Montfort-l’Amaury udenfor Paris, hvor han bor indtil sin død. Her lever han det enkle og rolige liv, kun afbrudt af koncertturnéer i Frankrig og udlandet. Ravel var en enspænder, giftede sig aldrig, og det står uvist, hvorvidt han havde forhold til kvinder eller mænd. Alligevel gik han ofte i byen, havde et rigt socialt liv og åbnede sit hjem for forfattere, komponister og kunstnere af enhver slags.

 

I 1928 er han på en længere turné i USA og Canada, hvor han dirigerer orkestret eller selv spiller flygel. Under en koncert modtager han en stående ovation på 10 minutter. I 1932 under en badetur i Saint-Jean-de-Luz kan han pludselig ikke foretage nogle bestemte bevægelser, hvilket bliver starten på hans sygdom. Hovedet er intakt, men han er ude af stand til at skrive og gribe fat i ting. I december 1937 forsøger man at operere ham i hjernen, men operationen mislykkes. Han dør den 28. december i en alder af 62 år.

 

I slutningen af det selvbiografiske værk skrev han: “Mit mål er teknisk perfektion. Jeg kan konstant stræbe derefter, da jeg er sikker på aldrig at blive perfekt. Vigtigst er hele tiden at nærme sig perfektionen en smule mere for hver gang.” Ud over det rent tekniske var der hos Ravel en stor følsomhed, der utvivlsomt var skjult bag stor blufærdighed. Som Tchaikovsky formulerede det: “Er hjertet ikke med, er der ikke nogen musik”.

 

 

Litteratur om emnet: Ravel af Jean Echenoz (2006), på forlaget Editions de Minuit, om de sidste 10 år i komponistens liv.