Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Michel de Montaigne:

Renæssancemenneske og filosof i vor tid

 

Avenue Montaigne i Paris, der er opkaldt efter filosoffen og moralisten Michel de Montaigne (1533-1592), ligger i det 8. arrondissement. Den udgår fra Place de l’Alma og fortsætter helt op til Rond-Point des Champs Elysées. Avenuen er et af højdepunkterne inden for mode og luksusvarer, lidt à la rue du Faubourg Saint Honoré. Det var her på denne strækning, Christian Dior slog sig ned efter Anden Verdenskrig.

 

Huslejerne her hører blandt de højeste i Paris. Sådan har det dog ikke altid været, for i det attende århundrede kaldtes avenuen “Allée des veuves”, fordi man her kunne møde enlige kvinder på udkig efter et eventyr. Avenuens ry var blakket og belysningen sparsom. Først i 1850 skiftede den navn til Avenue Montaigne.

 

En sommer med Montaigne

Michel de Montaigne var og er stadig en af fransk litteraturs mest berømte forfattere.

 

Sidste år udkom en lille bog i Frankrig med titlen “En sommer med Montaigne”, der blev solgt i adskillige tusinde eksemplarer, hvor forfatteren, Antoine Compagnon, på 150 sider indfører os i filosoffens tanker. Bogen opstod i forlængelse af en radioudsendelse, der løb hen over en hel sommer, hvor selv samme forfatter dagligt berettede om den store tænker.

 

Det er uden tvivl kun i Frankrig, en filosof kan få sendetid i radioen hen over en hel sommer, selv om det kun var et par minutter dagligt.

 

En humanistisk opdragelse

Michel de Montaigne blev født 28. februar 1533 i Dordogne som søn af en velstående familie. Faren, Pierre de Montaigne, der var i vinbranchen, fik familieformuen til at blomstre og blev samtidig borgmester i Bordeaux.

 

Pierre de Montaigne holdt meget af sin søn og sørgede for, han fik en opdragelse efter humanistiske principper. Han blev kun tiltalt på latin, den kultiverede elites sprog, og det i en sådan grad, at den unge mand kun talte lidt eller dårligt fransk: “Da jeg var seks år havde jeg lige svært ved at forstå fransk, arabisk og lokalsproget i Perigord.”

 

I hele sin ungdom får Montaigne smag for litteratur og tilegnelse af kundskaber. I en alder af 20 år indleder han sin juridiske karriere i Perigueux og bliver senere dommer ved retten i Bordeaux. Ud over at sørge for, at retfærdigheden sker fyldest, var rettens rolle også, at sørge for, at kongens ordrer blev ført ud i livet, hvilket ikke altid var helt så lige til. Montaigne levede nemlig på et tidspunkt, hvor Frankrig var plaget af religionskrige.

 

Soldat, rejsende, diplomat og politiker

Vi ved, at Montaigne i høj grad involverede sig i politik. Han var soldat, dernæst mægler mellem Henri de Navarre, den senere Henrik IV, og Henrik af Guise. Han rejste også rundt i Europa, sikkert for at undslippe borgerkrigen, der hærgede landet.

 

I september 1581 erfarer han under en af sine rejser, at han er blevet valgt til borgmester i Bordeaux, ligesom hans far også havde været det. Uden tvivl var det hans talent som mægler, at retten valgte ham til borgmester, men også på grund af hans retskaffenhed og oprigtighed.

 

På et tidspunkt, hvor man skulle tage sig i agt for alt og alle, var det ikke nogen ubetydelig evne at besidde. Under sin borgmesterperiode gjorde han alt, hvad der stod i hans magt for, at der skulle være fred i byen. Desværre udbrød pesten i 1585 i Bordeaux, kort tid inden hans anden periode som borgmester udløb og tog tusindvis af borgere med sig i døden på ganske få måneder. Skræmt bort af epidemien forlod han byen og flytter ind i sit slot. Hans otium forstyrredes dog atter en gang af de uroligheder, der fandt sted nær slottet, og da pesten slog til endnu en gang, forlod han stedet.

 

Montaignes ”Essais”

Michel de Montaigne skrev kun bogen “Essais”, som han skrev på i årevis. Han påbegyndte den i en alder af 39 år og redigerede på den indtil sin død. Roen til skriveriet fandt han i biblioteket, der lå i et af slottets tårne. Tårnet står intakt i dag i modsætning til resten af slottet, og er åbent for besøgende.

 

På bjælkerne øverst oppe lavede Montaigne 75 inskriptioner på latin og græsk. Kun en eneste på fransk: ”Que sais-je?” (Hvad ved jeg?)

 

Gennem årene og under redigeringen taler han mere og mere om sig selv. Hans primære mål var at holde sig i gang mentalt ved at tale om mange forskellige emner, men efterhånden går det op for ham, at han ved at skrive om sig selv bevæger sig hen mod visdommen. Det er et selvportræt baseret på oprigtighed og gensidig tillid mellem læser og forfatter. Det er utvivlsomt ærligheden, der rører os den dag i dag.

 

Ved at beskrive sig selv som han fremstår, er det som om Montaigne, selv i dag mange hundrede år senere, er som en vore egne, én der hører til blandt os og deler vores sorger og glæder. Og hvorfor ikke citere en af de linjer, der opsummerer hele hans filosofi?

 

[citat følger]