Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 3/2019

Mont-Saint-Michel, myter og legender



Mont-Saint-Michel, der står på Unescos verdensarvsliste, bliver årligt besøgt af næsten 2,5 millioner turister, som vil se det sagnomspundne bjerg. Et sted hvor historie og legende flyder sammen.


“Mont-Saint-Michel er Frankrigs svar på Egyptens pyramider”, sagde Victor Hugo. Faktisk er det en af Frankrigs mest ikoniske lokaliteter beliggende i et helt usædvanligt naturområde i bunden af golfen på grænsen mellem Bretagne og Cotentin i Normandiet. Netop her hvor tidevandet er et af de mest spektakulære i verden, eftersom havet kan trække sig helt op til 15 km bort fra kysten. To gange dagligt forvandles bugten til en sandørken og et ocean, og først i 1879 blev bjerget forbundet med fastlandet via et dige, som ikke kunne oversvømmes. Bjerget har i øvrigt ikke altid været en ø, eftersom det i en periode langt tilbage var omgivet af et enormt skovområde, men med tiden har havbunden langsomt hævet sig og isoleret det fra fastlandet.

 

Indbyggerne på egnen kaldte dengang bjerget Mont-Tombe, fordi det lignede et gravsted, sådan som det skød op af sandet. Med tiden har man så erobret bjerget lidt efter lidt, og med flere indgreb siden Middelalderen har det betydet, at det står som det nu en gang gør den dag i dag.

 

Adskillige hektar har man taget fra havet og omdannet til marskområde som benyttes til græsning for får, der her æder af det salte græs, som giver kødet den delikate smag af saltengslam. I de sidste 40 år har man ligeledes høstet tonsvis af østers og muslinger hvert eneste år.

 

 

Mont-Saint-Michel er stedet, hvor historie flyder sammen med myter og legender. Allerede i det 12. århundrede undrede man sig over, hvordan det var opstået, og svarede ofte tilbage med fantastiske fortællinger. En munk i klosteret, Guillaume de Saint-Pair, skrev således dengang, hvordan pilgrimsvandrerne med rette spurgte, hvordan kirken blev grundlagt:

 

« Les pèlerins qui vont au Mont

Demandent tous et droit en ont,

Comment l’église fut fondée

Premièrement et instaurée. »

 

Den lange historie om Mont Saint Michel begyndte allerede i år 708, da Saint Aubert, som var biskop af Avranches, rejste et sanctuarium eller helligt alter på bjerget til ære for ærkeenglen Saint Michel (Sankt Mikael). Netop i dette øjeblik tog legenden over fra historien. Det siges, at Aubert i en drøm blev hjemsøgt af Saint Michel, der beordrede ham til at opføre en helligdom til hans ære på dette sted. Den gudfrygtige mand ventede indtil tredje åbenbaring, før han tog en beslutning, og ærkeenglen måtte ligefrem bore sin finger ind i hovedet på Aubert for at han skulle adlyde. Mange år senere, i år 900, fandt man et hullet kranium i en grav, der kunne være Auberts, fordi det havde et hul efter den utålmodige ærkeengels finger. Hvorom alting er, blev bjerget meget hurtigt pilgrimssted.

 

Saint Michel havde for de troede en dobbelt mission: ikke blot slår han dragen til jorden, som i Vesten er symbol på det onde, men han lægger også de afdødes sjæle på vægten ved indgangen til paradis, og ser om de er værdige til paradis eller ej.

 

Derfor har masser af pilgrimsrejsende gennem tiden lagt vejen forbi Mont Saint Michel for at indgå forlig, så vejen til paradis blev åbnet, når deres time var kommet. Mont Saint Michel er i de kristnes optik blevet en slags helligt Jerusalem og symboliserer det paradis, mennesket stræber efter. Kobberstatuen kan med sin placering 157 meter oppe på spiret ses i hele golfen.

 

I Middelalderen blev de pilgrimsfarende modtaget af benediktinermunkene efter en farefuld rejse. Bugten rundt om bjerget er nemlig farlig, og den dag i dag findes der områder med kviksand, så man gør klogt i at tage en guide med på turen, medmindre man vil løbe risikoen for at forsvinde ned i dybet. Også tidevandet skal man tage sig i agt for, da det kommer tilbage med en fart som en hest i galop.

 

Bugten er dragens tilflugtssted. Den skal besejres, hvis man skal nå til bjerget og frelses. Mirakler forekommer også. En gravid kvinde ville vende hjem efter at have fremsagt sine bønner på bjerget, men undervejs over bugten blev hun pludselig overmandet af fødselssmerter og kunne ikke fortsætte, træt som hun var. Hendes følgesvende var imidlertid mest optaget af at redde sig selv inden tidevandet kom tilbage, så de efterlod kvinden til sin skæbne. Fremme på land ventede de dog på, at havet skulle trække sig tilbage for at tage ud og hente hendes jordiske rester. Stor var forbavselsen, da de ikke blot fandt kvinden i live men også med et barn i armene. Hun fortalte, hun havde bedt til Saint Michel om han skulle standse tidevandet der herefter havde lagt sig som en ring omkring hende for at beskytte hende. Barnet fik navnet Péril (fare), blev senere præst og kom tilbage til bjerget hvert år for at takke Saint Michel.

 

Andre gange udeblev miraklet, og i lang tid berettedes om en flok sigøjnere, der ville gå tværs over bugten men aldrig nåede over. Tre km fra bjerget ligger klippen Tombelaine, også midt ude i tidevandet, som også er genstand for mange legender: for meget længe siden var klippen viet til den galliske gud Bélenos, krigsguden. Det var der druderne, som var kendt for deres spådomsevner, boede.

 

Ofte bad søfolk druderne om hjælp, fordi de pile, som de fabrikerede, var i stand til at stilne storme. Bugten ved Mont Saint Michel og dens overnaturlige karakter har naturligvis inspireret mangen en forfatter, bl.a. Guy de Maupassant, som står for disse linjer, der er en hyldest til “bjerget rejst mod havet":

 

“Jeg havde set det fra Cancale, dette slot, første gang, som var det plantet midt i havet. Jeg havde set noget uklart, skyggen der rejste sig mod den tågede himmel. Jeg genså det fra Avranches i solnedgangen. Sandbankernes uendelighed i rødt, hele den uendelige bugt var rød: kun det højtliggende kloster, der langt fra jorden som et fantastisk herresæde, overraskende som et drømmepalads, usædvanlig underfundigt og skønt, forblev næsten sort i den gryende morgenrøde.”