Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Montesquieu – stadig højaktuel

Instruktøren af filmen Dheepan, der vandt Guldpalmerne i Cannes i 2015 og som kommer i de danske biografer til marts, er, efter sigende, inspireret af ”Persiske breve”. Sikkert er det, at den berømte bog af Montesquieu (1689-1755) stadig er aktuel her 300 år efter, at den blev udgivet. Forfatteren også.

 

Filmen Dheepan af franskmanden Jacques Audiard, der kommer i de danske biografer til marts, og som vandt Guldpalmen ved Cannesfestivalen i 2015, skulle efter sigende være direkte inspireret af Persiske Breve, den berømte roman, som filosoffen Montesquieu skrev i 1721

 

Persiske breve skildrer i form af en brevroman de to persere Usbek og Ricas møde med Vesten. Under deres rejse giver deres overraskelser lidt efter lidt plads til en ironisk kritik af sæder og skikke i det land, som de besøger. Montesquieu har her set muligheden for at lave sin egen samfundsanalyse.


Dheepan, der først og fremmest er en film om en mand og dem, han omgiver sig med, er i grunden fjernt fra Montesquieus bog, hvis sigte navnlig var filosofisk og sociologisk. Hovedpersonen i filmen ytrer sig således aldrig direkte om det, han ser, og hans forbavselse tilkendegives navnlig ud fra de andres reaktioner, f.eks. når det går op for dem, at vandet i vandhanen kan drikkes.

 

Filmen Dheepan er højaktuel, fordi Europa netop i dag står midt i en kæmpe flygtningekrise pga. migranter fra Mellemøsten. Migranternes syn på vores samfund ville utvivlsomt være afslørende og måske identisk med Usbek og Ricas, hvis de fik mulighed for at ytre sig. “Det er givet, at jeg er et menneske og kun franskmand ved et tilfælde”, sagde Montesquieu også.

 

En enorm forlagssucces


Persiske Breve blev øjeblikkelig en succes, da den udkom i starten af det 18. århundrede, dels pga. historiens eksotiske islæt, dels fordi brevenes ophavsmænd talte meget om skikkene i deres land, Persien, og om landene, de besøgte.

 

En vis fascination omgærdede alt, der kom fra Orienten i det 17. og 18. århundrede. Men i bogen findes der også en humor og frihed i tonen, som datidens kultiverede publikum satte pris på. Humoren er til gengæld næsten udeladt i filmen Dheepan, der er meget mere tragisk. Det ironiske brev nr. 24 i Persiske Breve lyder således:

 

Kongen af Frankrig er Europas mægtigste fyrste [….] I øvrigt er denne konge en stor troldmand: han udstrækker sit herredømme endog over sine egne undersåtters sjæle; han får dem til at tænke, som han vil. Hvis han kun har en million daler i rigets kasser, men skal bruge to, behøver han blot at overbevise dem om, at én daler er to værd, og de tror ham. Hvis han er i gang med en hård krig og ingen penge har, behøver han bare at sætte dem i hovedet, at et stykke papir er penge, og straks er de overbeviste om det. Det går endda så vidt, at han får dem til at tro, at han helbreder dem for alle onder ved at røre dem, så stor er den kraft og magt, han har over deres sind.”

 

Et hav af bemærkninger stiller de to verdener, der krydses, parallelt med hinanden. F.eks. kvinderne, som muslimen Usbek synes har mistet “enhver form for mådehold” i Frankrig, for de præsenterer sig over for mændene med utilsløret ansigt. Teater- og operaforestillinger er ligeledes genstand for stor forbavselse.

 

Måske Dheepan ville have sagt som i de 300 år gamle Persiske Breve, hvis han altså havde ytret sig: “Jeg finder modens nykker forbavsende. Franskmændene har glemt, hvordan de var klædt i sommer; oven i købet ved de ikke, hvordan de vil være klædt på til vinter.”

 

Af kærlighed til mennesket


Hvem var så Montesquieu, hvis frihed i tonen og talrige udtalelser stadig er relevant den dag i dag? Modsat af, hvad man måske tror ved læsning af Persiske breve, var han ikke revolutionær. Som overvejende rig og privilegeret var Montesquieu en del af den verden, han beskrev i satiriske vendinger.

 

Han blev født ind i en fornem dommerfamilie i 1689 i nærheden af Bordeaux. Alene navnet vidner herom. Charles-Louis de Secondat, Baron de Brède et de Montesquieu. De lærde unge mand har et bredt interessefelt, især for videnskab, hvilket også var tilfældet med Leibnitz og Descartes.

 

Han slår dog hurtigt over i politik, og efter at have været retspræsident i Bordeaux iværksætter han en lang række rejser rundt i Europa, bl.a. Østrig, Tyskland, Ungarn, Italien m.m.

 

Han tilbringer et år i Storbritannien, hvis politiske system får stor indflydelse på hans tanker. I 1748 udgiver han sit mesterværk, Lovens ånd, der som Persiske breve får kæmpe succes, og Montesquieu er blevet kult.

 

I bogen analyserer han, hvad der skjuler sig bag hvert lands love. For ham eksisterer der en logik i de forskellige politiske systemer, og lovene er et udtryk for denne logik. De er således ikke og må heller ikke dikteres af en overnaturlig magt.

 

Bogen, der er resultatet af 14 års arbejde, er et visionært værk i en tidsalder, hvor enevælden var fremherskende. Montesquieu teoretiserer f.eks. over en adskillelse af magtens tredeling i den lovgivende, udøvende og dømmende magt, og hans værk giver inspiration til de første forfatninger under Revolutionen og også til de efterfølgende.

 

Montesquieu fortsætter sit arbejde med “Pour l’amour du genre humain” indtil sin død i 1755 i en alder af 66 år. Skal man med en enkelt sætning opsummere hans politiske tankegang, kunne det være denne her: “For at man ikke skal kunne misbruge magten, er det vigtigt, at magten skal kunne standse magten.”