Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Panthéon: “et tomhedens tempel” eller Frankrigs hukommelse?


Endnu en gang har Panthéon været genstand for en stor republikansk ceremoni, senest med bisættelsen den 27. maj af fire store personligheder, heraf to kvinder. Et kig tilbage på en institution, der også er et symbol.

 

Den 27. maj blev fire personligheder stedt til hvile i Panthéon ved en højtidelig ceremoni under ledelse af Frankrigs præsident François Hollande. To kvinder og to mænd: Germaine Tillon, Geneviève de Gaulle-Anthonioz, Jean Zay og Pierre Brossolette, der alle fire havde været modstandsfolk under Anden Verdenskrig, tog plads blandt de 71 berømte, der allerede lå her. I de seneste numre af La France har vi, som bekendt, omtalt flere store personligheder, der har lagt navn til et utal af gader i Frankrig.

 

At skildre Panthéons rolle er samtidig en god måde at afslutte serien over Frankrigs gader på, så meget desto mere som Pierre Brossolette har lagt navn til næsten 500 gader foruden mange skoler og offentlige institutioner. Mange flere end Jean Moulin, der dog er bedre kendt i offentligheden, og som vi omtalte i forrige nummer af bladet.

 

 

“Til store mænd fra et taknemmeligt fædreland”

Men hvad er det da for et monument, der troner midt i Latinerkvarteret i Paris og hvilken rolle spiller det?

 

Selv om Panthéon, der er græsk og betyder “Alle guders tempel” i dag er et tempel i republikken og nationen, var det først en kirke. En kirke som Ludvig den 15. ønskede, og som blev opført i det 18. århundrede.

 

Kirken, der blev tegnet af arkitekten Jacques-Germain Soufflot, og som også har lagt navn til en gade i Latinerkvarteret, var oprindelig bygget til Sainte Genevièves helgenrelikvier. Kongen, der var syg, havde faktisk ønsket, at han, såfremt han blev helbredt, ville lade en kirke opføre for denne helgen.

 

I 1764 lagde Ludvig den 15. den første sten, men først i 1790 stod byggeriet færdigt. Den arme Soufflot døde kort forinden og så aldrig sit værk fuldendt. Med til historien hører, at det vovede byggeri afstedkom en del problemer, fordi fundamentet ligger oven på en masse gange, som var udhulet af pottemagere, der i romertiden søgte efter ler. Under revolutionen i 1791 blev det besluttet, at bygningen skulle huse de jordiske rester af fædrelandets store mænd efter forbillede fra Westminster i London. På facaden indgraveredes “Aux grands hommes la patrie reconnaissante” (Til store mænd fra et taknemmeligt fædreland).

 

 

En omtumlet historie

Historien om Panthéon var i det 19. århundrede, ligesom Frankrigs historie, temmelig kompliceret, fordi ideen til templet udsprang af revolutionen og således blev et emne for politisk uenighed og opposition. Noget af et paradoks når man ved, at det er hele fædrelandet, der er taknemmeligt! Inskriptionen “Til store mænd fra et taknemmeligt fædreland” er for eksempel blevet fjernet og derefter tilføjet igen flere gange. Alt imens Panthéon beholdt sin rolle som et fornemt nekropolis eller gravplads, blev bygningen kirke under Napoléon. Derefter kirke uden helligdom og senere igen helligdom uden kirke. Alt sammen i takt med styrets forandringer: til republik, kongedømme eller kejserdømme.

 

Familier til berømte personligheder, som den siddende magt ønsker overført til Panthéon, ligefrem modsætter sig, at deres slægtninge bliver stedt til hvile side om side med personligheder, de ikke deler samme overbevisning med. For eksempel arvingerne efter marskal Lannes, der ikke ønsker, at deres berømte slægtning får en plads i Panthéon sammen med Émile Zola.

 

Alt dette er altså langt fra enkelt og ukompliceret, og det går op for en, at Panthéon, som skulle samle folk, er et sted, hvor stridigheder og modsætninger mødes, ifølge historikeren Mona Ozouf.

 

Man kan for eksempel tænke på François Mitterrands indsættelse som præsident den 21. maj 1981, da han som nyvalgt havde valgt netop dette sted for at fejre begivenheden som den femte republiks første venstreorienterede præsident. De tre gravsteder, hvor han lagde en rød rose (symbolet på det socialistiske parti) var ikke udvalgt tilfældigt. Det drejede sig om socialisten og pacifisten Jean Jaurès, Victor Schoelcher og naturligvis Jean Moulin. Ikke sikkert en præsident til højre havde valgt Panthéon eller de samme berømtheder….

 

 

Mange berømte mænd og kun få kvinder

Vi skal ikke her gennemgå de 75 personligheder, der er begravet i Panthéon, og hvoraf en del allerede er gået i glemmebogen. Der er stadig plads, da monumentet kan huse 300 personligheder – til beroligelse for nogle måske. Kvinderne er i mindretal. Kun fire i alt med de to senest ankomne. Den først blev begravet her for at kunne ligge sammen sin mand!

 

I 2011 genopfriskede man forgæves mindet om den første franske feminist, Olympe de Gouges, der havde forfattet kvindernes menneskerettighedserklæring og som blev guillotineret i 1793. Kunne kvinder gå på skafottet, kunne de også gå på talerstolen, mente hun.

 

Blandt de øvrige ses militærfolk, ca. tyve, samt politikere, flere end tyve. Kun få kunstnere, Voltaire og Émile Zola og selvfølgelig Victor Hugo, hvis højtidelige indtog i 1885 blev fulgt af to millioner parisere.

 

En eneste maler, Joseph-Marie Vien, en enkelt sort, Félix Eboué fra Guyana. I Panthéon er det ikke mangfoldigheden, der dominerer.