Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Franskkonkurrence La FRANCE nr. 5/2020


Pestmuren i Provence

I 1720 beslutter departementet Vaucluse at beskytte sig mod en pestepidemi fra Marseille ved at opføre en to meter høj stenmur, hvoraf resterne stadig kan ses.

 

25. maj 1720 anduver skibet Le Grand Saint-Antoine havnen i Marseille med en større ladning tekstiler fra Syrien til grossererne i den sydfranske by.

 

Marseille er på dette tidspunkt med sine 80.000 indbyggere og en af de største havne ved Middelhavet en by i alvorlig økonomisk knibe. Havneaktiviteterne, der normalt genererer masser af arbejde, er hårdt ramt af krisen. Ladningen fra Syrien er et løfte om arbejde til masser af havnearbejdere men også til de ansatte i tekstilindustrien.

 

Uheldigvis transporterer skibet ikke kun silke, uld og bomuld. Om bord har pesten siden udskibningen i Syrien kostet 8 mennesker livet. I tidligere tider ramte pestepidemierne flere gange Marseille, faktisk allerede på Cæsars tid. Derfor er der strenge regler for skibe med konstateret smitte. I tilfælde af pest skal varerne i karantæne i 50 dage og skibet i 40 dage.

 

I henhold til reglerne melder kaptajnen på Grand-Saint-Antoine antallet af døde til de sanitære myndigheder, men allerede den 3. juni, mindre end to uger efter ankomsten, er den kostbare last losset. Hvorfor blev reglerne ikke overholdt? Øjensynligt skulle en velhaver, der var interesseret i lasten, have betalt for, at der blev set gennem fingre med reglementet. Størstedelen af lasten, der stod til en værdi af 100.000 ecus, et højt beløb på det tidspunkt, tilhørte nemlig en af byens bedre borgere, Monsieur Estelle…

 

Det var ham, der tilsyneladende havde brugt sine forbindelser for at få lasten losset og solgt hurtigst muligt. Sundhedsmyndighederne havde givet ham tilladelse til, at stofferne, som tilhørte ham, blev leveret til byens skræddere. Flere gange skete det, at myndighederne gennem denne periode, hvor Provence havde sine værste epidemiudbrud, bøjede reglerne af økonomiske hensyn. Det er set før, at økonomi og sundhed ikke altid går hånd i hånd.

 

Allerede den 20. juni registreres det første dødsfald: en syerske fra rue de l’Echelle. Flere følger efter, men for ikke at skræmme befolkningen eller bremse økonomien benægter myndighederne, at pesten er en realitet, selv om de sanitære myndigheder mener det modsatte. Sygdommen spreder sig lynhurtigt og rammer først Marseilles fattige kvarterer, hvor hygiejne er et næsten ukendt begreb.

 

Først den 31. juli 1720, altså 67 dage efter skibets ankomst, erklærer myndighederne pestens hærgen for en realitet. Parlamentet i Aix forbyder derfor al form for forbindelse med Marseille, men pesten har nu spredt sig mod vest og nord. En af grundene er smugleri med stof mellem Marseille og baglandet.

 

På det tidspunkt er de to provencalske pavedømmer, Avignon og grevskabet Venaissan med byerne Carpentras og Cavaillon, i høj grad økonomisk afhængige af silkehandlen med moderlandet. Myndighederne er tilbageholdende med at afbryde deres samhandel.

 

Først den 4. september 1720 etableres en “sanitær barriere” for at holde pesten ude fra pavedømmerne. Barrieren består i første omgang af floden Durance og de mange vandløb, som af naturlige grunde udgør en form for afgrænsning.

 

Dette er imidlertid ikke nok, og den 25. september er pesten nået til Apt, blot få kilometer fra Venaissan. Under pres fra Frankrig besluttes det i Avignon og Venaissan, at der skal opføres en mur langs bjergene for at dæmme op for udbredelsen af pesten fra Provence.

 

Byggeriet under ledelse af en arkitekt går ikke i gang før marts 1721. Man havde kalkuleret med en mur, der skulle måle to meter i højden og 65 cm i bredden. I starten af byggeriet skulle der stilles op med et bestemt antal arbejdere medbringende eget værktøj. Men det skred kun langsomt fremad, da entusiasmen ikke var på sit højeste, og i stedet sendte man lejlighedsvist børn eller vagabonder til at stå for arbejdet.

 

Stillet over det træge byggeri beslutter myndighederne sig for en anden strategi. Hver landsby bliver nu bedt om at bygge et stykke af muren, og arbejderne, der betales med midler fra pavedømmerne, modtager ikke betaling, før arbejdet er afsluttet. I slutningen af juli 1721 er byggeriet tilendebragt, og ca. tusind soldater sættes til at holde vagt langs muren, der skal holde pesten væk fra.

 

Langs muren opføres vogterhuse, hvoraf der stadig findes rester den dag i dag. Men skæbnens ironi i august 1721 ville, at pesten praktisk taget var forsvundet fra Apt og Provence men til gengæld havde ramt Avignon. De franske tropper tog over i stedet for pavens tropper for at beskytte – ja, Provence!

 

Først i oktober 1722 er pesten forsvundet fra Avignon og den 2. december åbnes der også op for Comtat hvor sygdommen nu var væk. Man kan spørge sig selv, om den 25 km lange mur tværs gennem Vaucluse i grunden havde medvirket til, at pesten forsvandt.

 

I dag mener man, at halvdelen af Marseilles befolkning omkom mellem 1720 og 1722. I Avignon en fjerdedel, knap 30% i Châteauneuf-du-Pape. I hele Provenceregionen var 81 byer ramt, og ud af en befolkning på 293.113 indbyggere døde 105.417, hvilket svarer til ca. 35%. Regionens økonomi lå i ruiner, men som så ofte før gik livet videre og særlig på grund af den store tilstrømning af immigranter, steg befolkningstallet i Comtat over en 20-årig periode og blev endnu højere end i 1720.

 

P.S. Artiklen baserer sig på bogen La Muraille de la Peste, der publiceredes i 1993 af foreningerne “Pierre Sèche en Vaucluse” og “Les Alpes de Lumière”. Pierre Sèche en Vaucluse har siden 1986 arbejdet på at genopføre store dele af muren, så den kan benyttes af vandrere. I bogen kan man bl.a. læse, hvilke beslutninger, der blev taget for at undgå pesten, og hvordan de mange aktive deltagende parter mobiliseredes, mistede modet, og kæmpede videre. Noget som pludselig er blevet aktuelt igen.

 

Aktuel er også Pesten af Albert Camus og l’Amour au temps du choléra af Jean Giono.