Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















For mange franskmænd knyttes navnet Simone Veil unægteligt sammen med abortloven, som er opkaldt efter hende, fordi hun var med til at legalisere abort i Frankrig. Men Simone Veil, der i år fylder 90, har også levet et liv præget af menneskelige tragedier, inden hun tjente den gode sags tjeneste og tildeltes et hav af æresbevisninger.


Simone Veil – symbol på feminismen


Simone Veil er utvivlsomt en af de franske kvinder, hvis liv og handlinger har haft størst betydning for anden halvdel af det tyvende århundrede. Selv om hun for mange, navnlig kvinder, er ensbetydende med den politiker, der lovliggjorde abort i Frankrig, viser hendes liv og professionelle løbebane, at vi her har med en usædvanlig stærk kvinde at gøre, og som har været genstand for stor beundring.

 

Hun kom til verden i Nice i 1927 i en jødisk familie. Faren, André Jacob, var arkitekt og arbejdede på Côte d’Azur i tyverne, hvor han tegnede elegante villaer i Fréjus og Menton til et velhavende klientel. Krisen i 1929 satte imidlertid en stopper for byggeriet, og familien måtte nu vænne sig til at leve et mindre luksuøst liv.

 

Trods de økonomiske vanskeligheder er André Jacob modstander af, at hans kone skal arbejde. Parret får fire børn: Madeleine, også kaldet Milou, Denise, Jean og Simone. I 1940 forbød Vichy-regeringen, der samarbejdede med tyskerne, at jøder måtte arbejde som bl.a. arkitekt, men det er først fra 1943, at vanskelighederne ændres til tragedier.

 

I september 1943 overtager tyskerne kontrollen over Nice, der hidtil havde været under Mussolinis kommando. Razziaerne mod jøderne spredte sig på foranledning af Aloïs Brunner og hele familier forsvandt hver eneste nat.

 

Familien Jacob overlevede trods alle odds, fordi de havde skaffet sig falske papirer, og Simone begyndte nu at forberede sig til studentereksamen. Men den 30. marts 1944 blev hun anholdt på åben gade og sendt til Gestapos hovedkvarter. Snart fulgte familien efter med undtagelse af Denise, der var gået ind i modstandsbevægelsen.

 

 

Helvede

Det bliver begyndelsen på en historie, som tusindvis af jøder i Frankrig har oplevet. Efter et kort ophold i Nice tager familien til Drancy-lejren nord for Paris, hvor jøderne bliver interneret inden den sidste rejse mod øst.

 

Den 13. april 1944 rejser de tre kvinder, der var blevet skilt fra faren og broren, af sted med konvoj nr. 71 sammen med 1500 andre jødiske mænd, kvinder og børn under gruopvækkende forhold, som vi kun alt for godt kender. Konvojen ankommer til Auschwitz tre dage senere. Simone undgår at blive sendt i gaskammer, fordi hun lyver om sin alder og placeres i en lejr sammen med sin søster og mor. Det skal blive starten på et mareridt. Hun bliver tatoveret på venstre underarm med nummeret 78651. Et nummer som hun senere vælger at få indgraveret på sin kårde, da hun mange år senere optages i det Franske Akademi.

 

I de mange måneder, der går, overlever Simone takket være sin ufattelige karakterstyrke, men også fordi de er heldige at komme over i en anden lejr, hvor de arbejder under meget bedre betingelser og således bliver reddet fra døden.

 

Det tyske nederlag står for døren, og den 18. januar 1945 bliver Auschwitz evakueret. Det bliver starten på den såkaldte “Dødsmarch”, en exodus på 70 km til fods over Polens iskolde sletter. Ved ankomsten til Bergen-Belsen dør Simones mor, afkræftet af tyfus.

 

Den 15. april 1945 indtager de britiske tropper lejren. For Simone og søsteren betyder det enden på mareridtet. Dog først mange år senere får Simone at vide at hendes far og broren Jean forsvandt, sandsynligvis i Litauen. Søsteren Denise overlevede efter selv at have været interneret i Bergen-Belsen.

 

 

La “mère Veil”

Efter krigen studerer Simone Veil jura og møder sin kommende mand, Antoine Veil, som hun får tre børn med. Sønnen opkaldes efter hendes bror, Jean.

 

Antoine Veil ønsker lige som sin svigerfar ikke, at hans kone skal arbejde som advokat, som hun ellers ønsker. Han ser hende snarere som hjemmegående mor og kalder hende kærligt “mère Veil”. Det ender dog med et kompromis mellem dem, og hun begynder at arbejde som dommer og embedsmand i Justitsministeriet. Omsider har hun fundet sin position i livet.

 

Endnu en voldsom begivenhed rammer hende, da søsteren Milou med sit barn omkommer i en bilulykke i 1952, for det var sammen med Milou, hun holdt stand i koncentrationslejren og efterfølgende den eneste, hun kunne dele sine tanker med omkring interneringen.

 

I 1957 kommer hun ind i Justitsministeriet og bliver formand for kriminalforsorgens direktorat. Gennem flere år arbejder hun ihærdigt for at forbedre fængselsforholdene, siger sin uforbeholdne mening og rejser landet tykt og tyndt, også når hun er på ferie. Mangen en fængselsdirektør er sjovt nok pludselig sygemeldt, når Simone forinden har meldt sin ankomst.

 

I 1974 tager hendes liv endnu en drejning. Valéry Giscard d’Estaing er netop blevet valgt til præsident, og en af hans mærkesager er fri og gratis abort. Det bliver Simone Veil, han udpeger til sundhedsminister, en kampplads for barske meningsudvekslinger.

 

 

Franskmændenes foretrukne kvinde

Loven, der i dag er kendt under navnet Loi Veil, vedtages den 29. november 1974 med støtte fra venstrefløjen og centrumpartierne. I ugerne op til vedtagelsen bliver Simone Veil udsat for grove overfald. Et parlamentsmedlem henviser ligefrem til krematorieovnene for at fordømme ministeren - ord, som må siges at være ret så malplacerede henset til hendes fortid i Auschwitz. Under debatten i parlamentet udtaler ministeren: “Jeg er ked af at skulle sige dette i et parlament bestående af næsten udelukkende mænd (på det tidspunkt var der 7 kvinder). Ingen kvinde synes, det er sjovt at søge hjælp til abort. Bare spørg dem!”

 

Simone Veil arbejder fem år i sundhedsministeriet og bliver efterfølgende formand for Europaparlamentet fra 1979 til 1982, inden hun vender tilbage for at endnu en gang at sætte sig i ministerstolen som sundhedsminister fra 1993-95.

 

I 1998 bliver hun medlem af forfatningsrådet, der er Frankrigs øverste juridiske organ. Langsomt trækker hun sig tilbage fra det politiske liv trods den store popularitet, der i 2010 gjorde, at hun i meningsmålingerne blev franskmændenes foretrukne kvinde.

 

I 2008 blev hun valgt ind i det Franske Akademi som den sjette kvinde. Tre præsidenter modtog hende under akademiets store kuppel: Nicolas Sarkozy, Valéry Giscard d’Estaing og Jacques Chirac.

 

På hendes kårde, hvor nummeret 78651 er indgraveret, står også den franske republiks motto: “Frihed, Lighed, Broderskab” samt mottoet for EU: “Forenet i mangfoldighed”.