Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Den 29. maj i Verdun mindedes den tyske kansler og den franske præsident hundredåret for den gruopvækkende krig men også freden i Europa.


Den der ikke har kæmpet i Verdun, ved ikke hvad krig vil sige


Søndag den 29. maj mødtes den tyske kansler Angela Merkel og Frankrigs præsident François Hollande i Verdun for at mindes hundredåret for et af Første Verdenskrigs længste og mest blodige slag.

 

Den tyske filminstruktør Volker Schlöndorff havde til anledningen skabt en forestilling, hvor 4.000 unge tyskere og franskmænd mødtes. De dukkede ud af den nærmeste skov og løb ind mellem 16.000 mindestøtter for de soldater, der blev dræbt i kampene, for til slut at falde om foran mindesmærket for faldne.

 

Dette “joggingløb mellem gravstederne” faldt visse tilskuere for brystet, bl.a. formanden for Front National, Marine Le Pen, men for de fleste blev koreografien et symbol på freden mellem Frankrig og Tyskland, et af de største resultater i Europas opbygning.

 

Angela Merkel og François Hollande har begge haft to berømte foregangsmænd som model, nemlig da Helmut Kohl og François Mitterrand i 1984 stod hånd i hånd foran Douaumont mindesmærket - et fort, som blev erobret og generobret et utal af gange af de to landes soldater mellem februar og december 1916.

 

 

“Slaget over dem alle"

Verdun er en lille landsby i det østlige Frankrig, tæt ved Meuse-floden. Det var her, det store slag stod, og byen er blevet franskmændenes nationalsymbol på patriotismen. “Moderslaget” (La mère des batailles) som det efterfølgende er blevet kaldt, fik sit grufulde renommé af flere årsager.

 

Først og fremmest var det et langt slag, der varede over ti måneder fra 21. februar 1916 frem til 5. december 1916. Dernæst blev det overordentlig blodigt med over 300.000 døde og 400.000 sårede på de to sider.

 

Men den væsentligste årsag til dette uudslettelige minde i den franske kollektive bevidsthed skyldes utvivlsomt, at hen ved 70% af de franske mobiliserede soldater i 1. verdenskrig, de såkaldte “poilus”, deltog i slaget. Et rotationssystem af afløsende soldater sikrede en vedvarende udskiftning af tropperne.

 

Og eftersom næsten alle franske familier blev berørt af Første Verdenskrig (også artikelskribentens farfar blev hårdt såret i slaget ved Verdun), er det nemt at forestille sig de mange grufulde historier, der blev fortalt gennem årene. Ikke kun den kollektive bevidsthed blev tynget af mindet om de mange skæbner, der omkom i deres ungdoms vår. Også naturen bærer præg heraf.

 

Som besøgende bliver man på nogle steder grebet ved synet af det måneagtige landskab. Andre steder er skoven vokset til igen, selv om krigens forurening stadig findes. I 2011 ramtes således 544 kommuner af en vandforurening, som en direkte følge af bombardementerne i 1916.

 

I Verdun blev der affyret 60 millioner granater, tonsvis af sprænglegemer og giftige kemikalier, som forurenede jorden langt ind i eftertiden”, mindede François Hollande om på denne søndag den 29. maj.

 

 

Ti måneder i helvede

Slaget ved Verdun kan ikke beskrives med nogle få linjer, men hentydninger til de rædsler, som soldaterne på begge sider måtte igennem, kan være med til at give et indblik i den forfærdelige virkelighed og det, der nu er forankret i den kollektive hukommelse. For når soldaterne ankom til Verdun for at afløse deres kammerater, stod de pludselig ansigt til ansigt med helvede, som infanteristen Jean Meignen beskriver det:

 

“Ved daggry kan jeg ikke undgå at blive mødt af rædsel og grusomhed, når jeg ser, at mit natteleje delvist består af døde kroppe. Hele den lange nat har jeg ligget op ad kampstøvler, befængt med råddenskab, blod og jord.”

 

Livsbetingelserne, eller snarere dødsbetingelserne, grænser til det uudholdelige for soldaterne. Overalt ligger der så mange lig, at man ikke kan begrave dem. De kæmpende soldater søger ly i granathuller, hvor døde kroppe ligger rådnende hen. Proviantering er nærmest umuligt, da de, der står for den, bliver skudt af eliteskytter.

 

Tørst er en daglig lidelse, og soldaterne må drikke vand, der er smittet af rotter og forrådnede kroppe. Umuligt at lukke et øje pga. kanonerne. Faren lurer overalt. Det regner konstant med granater, der forvandler landskabet til en ørken.

 

Den 21. februar blev der f.eks. kastet 1 million granater på én dag eller 700 i minuttet. Ikke et eneste træ står tilbage. Vejret hjælper heller ikke på det: efter februars bidende kulde vælter regnen ned fra himlen og forvandler skyttegravene til et sandt mudderbad. Om sommeren slår varmen sig over fronten og gør tørsten endnu mere uudholdelig.

 

Det er på grund af alt dette og meget andet, at man sagde, da freden havde indfundet sig: “Den, der ikke har kæmpet i Verdun, ved ikke hvad krig vil sige.”