Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.
















Ludvig den Fjortendes tid


Det er 300 år siden, Ludvig den 14. døde og satte punktum for det længste og mest indflydelsesrige herredømme i Frankrigs historie.


Da Ludvig den Fjortende dør den 1. september 1715, er det Frankrigs længste regeringsperiode, som får sin afslutning, men også en af de mest indflydelsesrige. Imidlertid blev den franske befolkning ikke skånet for krige og sulteperioder i de mange år. Solkongen nød derimod, må man nok sige, godt af de gunstige betingelser.

Frankrig var med sine 22 millioner indbyggere mod Englands fem millioner Europas mest befolkede land, og Paris, der med sine 300.000 borgere tiltrak sig hele verdens opmærksomhed, var på det nærmeste hovedstad i Europa. Ludvig den Fjortendes regeringsperiode markerede også højdepunktet for enevælden, idet kongen omgav sig med sine magthavere. ”Staten, det er mig”, sagde han.

 

De økonomiske og politiske faktorer var utvivlsomt medvirkende til, at Frankrig strålede som det gjorde. Det franske sprog var diplomatiets, kulturens og hoffets sprog i hele Europa.

 

Versailles keder sig

Kongens sidste leveår var præget af sorg og melankoli. På få år mister kongen sine tronarvinger. Først sønnen, kronprinsen, der dør i 1711 i en alder af 49 år. I 1712 er det så Ludvig den Fjortendes nevø, hertugen af Bourgogne, hans kone Marie-Adélaïde og deres kun 5-årige søn hertugen af Bretagne, der alle dør af mæslinger men også pga. elendig lægebehandling, der bl.a. bestod af åreladning og afføringsmidler. Den eneste, der overlevede, kunne takke sin guvernante herfor, fordi hun forhindrede lægerne i at behandle ham.

 

Solkongens oldebarn bliver således konge i en alder af kun fem år under navnet Ludvig den Femtende. Sideløbende med de sørgelige begivenheder var kongens helbred for stadigt nedadgående. Han havde sine gigtanfald og kom kun rundt i parken i Versailles i kørestol. Selv hans legendariske appetit var ikke længere, hvad den havde været.

 

Hans metier som konge, som han førhen havde fundet ”storslået, nobelt og herligt” kedede ham, og han led af kortvarige depressioner. Der var næsten ingen festligheder eller forestillinger i Versailles længere, og kurtisanerne flygtede fra hoffet, hvor man kedede sig, og ind til Paris for at finde adspredelse i salonerne.

 

Madame de Maintenon, som Ludvig den Fjortende havde giftet sig med i al hemmelighed, efter at dronning Maria Theresia var død, levede han sammen med i over tredive år, uden at hun nogensinde blev dronning. Hun forsøger at trøste ham. “Man må udholde sorger, tristhed og nervøse anfald; af og til græder han uden at kunne styre sig….han har ikke talent for at konversere”, skrev hun.

 

Kongen ligger for døden

I 1715 bor Ludvig den Fjortende oftere på sit slot i Marly end det i Versailles for at undslippe hoffets forpligtelser. Det er i hvert fald i Marly, han nyder de sidste adspredelser i sin regeringsperiode.

 

Den 14. juni overværer han en opsætning af Molières teaterstykke, “Doktoren mod sin vilje”, og den 2. august er der endog kostumebal. Den 9. august på vej hjem fra en jagt overvældes kongen af træthed. Dagen efter begiver han sig for sidste gang ud til Versailles. Den 11. august går han tur i parken ved Trianon. Det bliver uden tvivl hans sidste tur ude.

 

Kongen er endnu ikke klar over, at han er alvorligt syg. Han har ondt i benet, men lægerne tror, det kun er lændesmerter. Smerterne tager til, som dagene går, han bliver i sengen den 15. august under messen, der afholdes i hans soveværelse. Den 19. august begiver han sig for sidste gang til Madame de Maintenons gemakker.

 

Fra den 20. august er han sengeliggende, selv om han arbejder og modtager sine ministre. Den 24. august er smerterne så voldsomme, at han lader sig undersøge af sin kirurg, der konstaterer, at kongens fod er helt sort og ramt af koldbrand. Ludvig den Fjortende ved nu, han er døden nær. Den 26. august spørger han sin læge, hvor længe han har tilbage. To dage.….nu planlægger han at tage afsked.

 

Hele dagen den 26. august modtager han hoffets prinser, kardinaler og tilmed sin efterfølger, den kun 5-årige Ludvig den Femtende, som får disse ord med på vejen: ”De skal blive en stor konge, men lykken afhænger af Gud og af den omsorg, De viser Deres folk”. Om eftermiddagen tager han afsked med sin hustru, Madame de Maintenon. Hele dagen er det som om, kongen organiserer sin egen død, som var det en ceremoni ved Versailles for på den måde at give eftertiden et storslået billede af sig selv. Efter den 26. august er han ikke ved bevidsthed, men lige inden sin død siger han grædende til sine tjenere: ”Hvorfor græder I? Troede I da, jeg var udødelig?

 

Ludvig den Fjortende sover ind den 1. september 1715 kl. 8.22. Den 5. september ville han være fyldt 77 år. Hans 72-årige regeringsperiode er den længste i Frankrigs historie.

 

“Kongen er død. Længe leve kongen”

Begravelsesceremonien er fuldt på højde med hans herredømme. En pomp og en pragt af et hidtil uset omfang. Et grandiost udstyrsstykke, der varer ved i ugevis. Legemet overføres fra Versailles til basilikaen i Saint-Denis natten mellem den 9. og 10. september ledsaget af et begravelsesoptog på over tusind sørgende. Først den 23. oktober finder den rigtige begravelsesceremoni sted, og hans legeme føres til Bourbonernes krypt i Saint-Denis. Det er ved den lejlighed, en officer udtaler de berømte ord. “Kongen er død. Kongen længe leve”.


På Versaillesslottet er der indtil den 23. februar 2016 en stor udstilling om ritualerne omkring begravelsen. Se mere på www.leroiestmort.com