Tilmeld dig nyhedsbrev fra La France
- Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag gode tilbud og nyheder to til tre gange om måneden. Din e-mail bliver hos os.















Fransktimen fra nr. 2/2019

Uhyret fra Gévaudan, myte og virkelighed



Fra juni 1764 til juni 1767 bliver mere end hundrede mennesker, oftest kvinder og børn, overfaldet eller dræbt af et mystisk dyr i Gévaudan, en fjern egn af Frankrig.


Den 1. juli 1764 bliver Jeanne Boulet, en 14 årig pige, stedt til hvile, efter at være blevet skambidt af et mystisk dyr. Hun er officielt det første offer i en dramatisk række af dræbte, hvis død bliver genstand for stor debat gennem flere år i Frankrig. Den 6. august samme år finder man et offer mere og et par dage efter et tredje, også en pige på 15 år.

 

Vi befinder os i Gévaudan, der var navnet på en tidligere fransk provins, i det vi i dag kender som departementet Lozère. Gévaudans højt beliggende øde sletter var et af de store områder, hvor fårene blev flyttet til de højereliggende græsgange. Det var i denne afsidesliggende egn af Frankrig med få beboere og et barsk klima, at flere dramaer stod på og stadig i dag vækker grusomme minder.

 

I et brev af 1. november 1764 slås stemningen omkring “uhyret fra Gévaudan” fast:

 

Det har fortæret godt tyve børn og unge kvinder. Den frygt, som uhyret spreder, forhindrer skovarbejderne i at tage på arbejde, hvilket får priserne på træ til at stige. Højere end en ulv, store kløer, rødligt skind, stort aflangt hoved, der spidser til som en myndes. Et kæmpe gab med knivskarpe tænder, der har bidt hovedet af flere af ofrene. Offeret angribes altid i halsen. Der har netop været offentligt bønnemøde……”

 

Præsten er ikke i tvivl. Uhyret er udsendt af Gud den almægtige som straf for vores synder.

 

FRA SEPTEMBER 1764 driver klapjagterne dyret i nordvestlig retning. Ikke at angrebene holder op. De fortsætter blot men nu over et endnu større område. Befolkningen gribes af massepsykose, især fordi de fleste af ofrene er mellem 8 og 15 år. De øvrige er teenagere, navnlig kvinder. De maltrakterede kroppe chokerer befolkningen.

 

Den 21. december 1764 angriber dyret en 12-årig pige, der var gået ud i haven. Hendes hoved er bogstavelig talt skilt fra kroppen. Den 12. januar 1765 angriber dyret syv børn, der vogter får. Et af dem, André Portefaix, er dog så modig, at det lykkes ham at skræmme uhyret væk, efter at han har reddet et af børnene.

 

Hen over vinteren, der kan være mere end barsk i disse afsidesliggende egne, har angsten nået sit højdepunkt, for nu har man uden held jagtet dyret i over et halvt år, uden at man er blevet klogere på, hvordan det ser ud.

 

Mange bønder i Gévaudan, fattige og ofte analfabeter, ser dyret som et overnaturligt monster, måske halvt ulv, halv trold. For at få bugt med det udsendes et regiment på 57 dragoner, men lige lidt hjælper det. Blodsudgydelserne fortsætter.

 

I marts 1765 tager den engelske presse fat på historien for at drille de inkompetente franskmænd, der efter deres mening ikke engang kan dræbe en ulv trods en hær på 120.000 mand. Det bliver dog lige i overkanten for kongen, Ludvig den 15., der får iværksat, at to dygtige jægere fra Normandiet skal jagte dyret. Men heller ikke de kan få bugt med det. I foråret 1765 er det, som om bæstet er overalt, hvilket får flere til at tro, at der er tale om ikke kun ét men flere dyr.

 

ENDELIG I JUNI 1765 beslutter kongen sig for i kølvandet på det mislykkede forsøg med de to jægere at sende en af sine trofaste lakajer, den kongelige livjæger François Antoine afsted. På kort tid kommer han til at befinde sig midt i dramaet, for den 21. juni flyder blodet i stride strømme: på grænsen til Auvergne er en dreng på 12 blevet slagtet på det grusomste. Dyret har bidt halsen over på ham, ædt det ene lår og taget en arm med sig i farten. Et par timer senere kommer en midaldrende kvinde til at lide samme skæbne.

 

Sommeren igennem jagtes dyret. Ikke en uge går der uden nye blodsudgydelser. Den 19. september bemærker en vildtbetjent en “meget stor ulv”. Den 20. bliver et dyr på 63 kilo efter en klapjagt dræbt af livjægeren. Den overdimensionerede ulv udstoppes og sendes til hoffet, hvor den præsenteres for kongen og hans familie.

 

Man troede, bæstet fra Gévaudan var blevet ombragt, og en stille periode indtræder atter i regionen, men ak. I december 1765 brister illusionerne, for man finder nye ofre, halvt fortæret og ofte uden hoved. Ligesom før.

 

Trods et par stille perioder mellem december 1765 og juni 1766, måske fordi ingen efterhånden turde vove sig uden for en dør, fortsætter dyret med at dræbe, angriber 50 og sætter 27 unge hyrder til livs. Klapjagterne går atter i gang og den 19. juni 1767 efter 18 måneders rædsler, dræbes dyret omsider af en af de dygtigste jægere, Jean Chastel. Det bliver dyrets endeligt. Herefter sker der ikke flere angreb, men på tre år nåede det (var det ene om det?) at dræbe 121 personer.

 

I det 18. århundrede taltes der meget i pressen om uhyret fra Gévaudan, både i Frankrig og udlandet. Mange påstande om det menneskeædende uhyre, den ene mere virkelighedsfjern end den anden, cirkulerede dengang, og selv i dag ved man stadig kun lidt om, hvad der skete.

 

Uhyret fra Gévaudan appellerer til de ældste tiders symbolverden: mennesket stillet alene over for Naturens vildskab eller i kamp mod overnaturlige kræfter inkarneret gennem ulven. Man skal huske på, at der var over 20.000 ulve alene i Frankrig. Hvad angår Gévaudan, fik regionen i længere tid tilnavnet “landet med uhyret”.

 

Værd at se: Det fantastiske museum om uhyret fra Gévaudan i kommunen Saugues, departementet Haute-Loire.

(www.musee-bete-gevaudan.com)